Nyhed

Naturklubber er gode vitaminer for børn i boligblokke

Børn fra udsatte boligområder i naturen
Børn i udsatte boligområder kommer langt mindre ud i naturen end andre børn. Derfor starter Red Barnet nu 10 naturklubber med støtte fra blandt andet Udlodningsmidler til Friluftsliv. Klubberne giver børnene bedre adgang til det fri, og det fører til nye fællesskaber og øget trivsel.

Snobrød ved bål, fisketure eller en skovtur med madkurv er oplevelser, som børnefamilier i udsatte boligområder sjældent eller aldrig får. Familierne kender måske ikke til mulighederne i den bynære natur, eller de har ikke overskud til at tage af sted.

Red Barnet etablerer nu 10 naturklubber, der skal motivere udsatte børn og deres familier til at bruge naturen, da alle erfaringer viser, at naturen i sig selv og fælles aktiviteter i det grønne øger trivslen og giver nye kompetencer.

Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, glæder sig over, at klubberne nu bliver en realitet takket være støtte fra Ole Kirk’s Fond, Nordea-fonden, Lemvigh-Müller Fonden og Udlodningsmidler til Friluftsliv fra Friluftsrådet.

– Der er et stort behov for naturklubber, der introducerer børn og unge i udsatte boligområder til naturen både som et særligt rum, men også som ramme for nye fællesskaber, der kan styrke deres sociale kompetencer, øge trivslen og give dem muligheder for at klare sig godt senere i livet. Derfor er jeg så glad for, at vi i et ambitiøst samarbejde med fondene og Friluftsrådet nu får mulighed for at lave naturklubber, der styrker både den enkelte, relationerne og fællesskabet. Der er brug for et initiativ som dette, hvis udfordringerne i udsatte boligområder skal løses konstruktivt. Vi skal opbygge, ikke nedbryde, siger Jonas Keiding Lindholm.

En naturklub består af 10 frivillige og 30-40 børn, der mødes en gang om ugen og udforsker forskellige naturtemaer. I alle aktiviteter vil der foruden læring om naturen være fokus på fællesskab, inddragelse og social læring. En gang om måneden inviteres familierne med på en tur, som børnene står for, naturligvis med hjælp fra Red Barnets frivillige. Der er for eksempel fisketur eller skovtur med mad ved bål og sjove lege.

Efter hver sæson formidler naturklubbens frivillige kontakt til det organiserede lokale friluftsliv, f.eks. spejdere. På den måde får børnene en tilknytning til det danske foreningsliv.

Naturen som social løftestang

Naturklubberne bygger på Red Barnets mere end 10 års erfaringer med at bruge natur og friluftsliv som ramme for positive fællesskaber og som social løftestang også for børn i storbyernes udsatte boligområder. 

Projektet har fået tilskud på 850.000 kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv og løber over tre år. Projektet er netop skudt i og kommer til at foregå i tæt samarbejde med en række almene boligselskaber. Der er allerede indgået samarbejdsaftaler med boligselskaberne VIBO, BOSJ og AAB.

Kontakt
Portrætfoto af Rikke Damm - konsulent i Friluftsrådet
Konsulent
24 52 60 89
Tilskudsprojekt