Nyhed

Kom ud hver dag: 9 ideer til, hvad I kan lave i efterårsferien

efterår inspiration
Efterårsferien nærmer sig, og naturen byder på masser af sjove oplevelser. Friluftsrådet guider her til ni (gratis) aktiviteter, du kan lave med børnene hver dag i ferien.

Bliv bjergbestiger

Lørdag 14. oktober

Danmark har som bekendt ingen deciderede bjerge, men vi har masser af toppe og højdedrag over 100 meter, som det er sjovt at tage på tur til – og nyde udsigten fra toppen af.

Netop fordi højden er så beskeden, kan de fleste være med, også børn. Og skal det være ekstra sjovt, kan I på hjemmesiden bestigbjerge.dk registrere jer som bjergbestigere og blive optaget i Hall of Fame, når I har været på toppen.

På hjemmesiden finder I også info om parkering og andet praktisk, ligesom I garanteret bliver klogere på toppene og deres fascinerende Danmarkshistorie.

Læs mere om bjergbestigning i Danmark.

Tag på æblefestival

Søndag 15. oktober

Efterår er lig med æbler. Det kan du opleve mange steder i Danmark, men i efterårsferien især i Ebeltoft, hvor der hele ugen foregår et væld af aktiviteter for både børn og voksne, der har æbler som omdrejningspunkt.

For eksempel kan I søndag 15. oktober kl. 10 være med i det Sociale Ebelløb. Vælg mellem 3, 7 og 11 km – alle ruterne er flade, og alle kan være med, tilmelding er ikke nødvendig.

Se mere om Ebelfestivalen.  

rafting københavns havn

Prøv rafting i Københavns Havn

Mandag 16. oktober

At flyve ned over strømmende floder i en raft er ikke en aktivitet, man måske normalt forbinder med København og byens flade vandveje.

I efterårsferien kan du og dine børn imidlertid prøve en tur i en raft (stor gummibåd) – og selv om det ikke bliver på skummende vand, men ”bare” nær Slusen i Københavns Sydhavn, bliver det helt sikkert sjovt.

Hver dag i ferien fra kl. 10-13 kan børn fra 10 år ifølge med en voksen være med til leg på vandet. Det er gratis, og kræver ikke udstyr, men blot tilmelding på forhånd til Copenhagenrafting@gmail.com.

Lav naturkunst, partér et rådyr og mange andre aktiviteter i en naturpark

Tirsdag 17. oktober

Der findes rundt om i hele Danmark 16 Naturparker, og mange af dem har særlige efterårsferieprogrammer med gratis aktiviteter.

For eksempel i Naturpark Åmosen på Vestsjælland, hvor børn og voksne kan komme helt tæt på et vildt dyr, når en af parkens naturvejledere undersøger, parterer og tilbereder et rådyr til smagsprøver. Det foregår tirsdag 17. oktober kl. 10-12.

I Naturpark Vesterhavet er der samme dag kreativ workshop på programmet: en guidet tur ud og finde materialer fra naturen, der bagefter (med vejledning) bliver til kranse, vaser, lyseholdere og anden udsmykning til f.eks. sommerhuset. Det foregår kl. 10-13.

Find din naturpark og klik dig videre til efterårsprogrammerne her.

Tag på vandring under vandet

Onsdag 18. oktober

Kan man gå en tur under vandet?

Ja, det kan man – i Louns Bredning i det vestlige Himmerland er der netop åbnet en natursti under overfladen i Limfjorden. Den består af otte fliser, der er lagt på bunden og som hver især indeholder eksempler på det liv, der er i fjorden.

Man følger stien ved at låne blandt andet waders og vandkikkerter, så man kan gå turen uden at blive våd og så man får fuldt udbytte af aha-oplevelsen i livet under vandet.

Det hele er gratis, sat i værk af Naturekspeditionen og sker hos Hvalpsund Familie Camping.  

Oplev mørket

Torsdag 19. oktober

Størstedelen af de danske børn har aldrig prøvet at være ude, når det er mørkt. Kigget efter dyr, stjerner, siddet ved et bål eller krammet et træ.

Det kan de (og I) nu, for torsdag 19. oktober arrangerer Miljøpunkt Østerbro i København til en sanselig mørketur for børn i alderen 8-12 år.

På en lille gåtur vil I opleve, hvordan sanserne fungerer anderledes, når det er mørkt, høre om byens nattedyr og slutte af med bål og kakao.

Det hele er gratis og foregår i Kildevældsparken kl. 18-20. Tilmelding på

emil@miljopunkt-osterbro.dk.

Gå en børnevenlig tur

Fredag 20. oktober

At gå en tur er en af de mange gratis glæder, der findes i naturen, og Danmark har tusindvis af kilometer vandresti at vælge imellem.

Vi anbefaler Kløverstierne. Fire afmærkede ruter af forskellig længde, der starter og slutter samme sted. Den korteste er cirka to km, den længste cirka 10 km.

Kløverstierne findes knapt 70 steder i Danmark – find dem her

sort sol

Se fuglene danse

Lørdag 21. oktober

Efteråret er (sammen med foråret) højsæson for at se det særlige fænomen Sort Sol: Stære på træk, der ”danser” på himlen i kæmpeflokke. Nogle gange flokke på flere hundrede tusinde fugle, der ved solop- og nedgang lander og letter på én gang.

Et af det bedste steder at se Sort Sol er i Tøndermarsken i det sydvestlige Jylland, og de optimale forhold til oplevelsen er en stille og tør aften. Husk varmt tøj og evt. klapstole, så I kan sidde, mens I venter på fænomenet.

Slut ferien med et koldt dyp

Søndag 22. oktober

Selv om kalenderen ikke står på vinter endnu, er der nok mange, der vil mene, at et dyp i havet i efterårsferien er lig med vinterbadning.

Som kan være den perfekte måde at slutte ferien på: En frisk tur i vandet, der får blodet til at rulle, og energien til at strømme, så I er klar til at vende tilbage til hverdagen.

I kan i princippet gå i vandet fra de fleste af Danmarks strande eller badesøer, men I kan også finde vej til et af de 12 Vinterbadepunkter, som er badesteder, der garanterer rent vand og har fokus på sikkerhed.

Find de 12 Vinterbadepunkter