Pressemeddelelse

Her er Danmarks 183 Blå Flag-strande og -havne og 51 Badepunkter 2021

Billedet af Blå Flag
Friluftsrådet uddeler i år 183 Blå Flag til danske strande og lystbådehavne. Derudover finder du 51 strande med mærkningsordningen Badepunkt, som er din garanti for både rent vand og særlige natur-, kultur- og friluftsoplevelser.

Lige om lidt rammer sommeren igen Danmark, og med det kommer lysten til en tur på stranden og et dyp i bølgerne. Men hvor får man den bedste oplevelse ved vandet? 

Mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er garanti for en god strandoplevelse, og 234 danske strande og havne kan glæde sig over at være med på den netop offentliggjorte liste fra Friluftsrådet over strande og havne, hvor det blå eller hvide flag vil vaje denne sommer.

Badepunkt

"Rigtig mange danskere vil formentlig igen i år holde ferie i Danmark, og derfor er det glædeligt, at vi har kunnet give så mange strande det kvalitetsstempel, som mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er, nemlig en høj standard indenfor miljø, vandkvalitet og sikkerhed," siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.  

183 strande og havne kan i 2021 hejse det Blå Flag, mens hele 51 strande er blevet udnævnt som et Badepunkt. 

En simpel strand med lokale oplevelser

Badepunkt er en nordisk mærkningsordning for strande, som modsat Blå Flag-strande ikke har et hav af faciliteter, men til gengæld er steder med særlige natur-, kultur- eller friluftsoplevelser.

Ordningen startede som et pilotprojekt med syv Badepunkter i 2018 og er siden blot vokset i popularitet. 

"Jeg er glad for, at så mange kommuner viser interesse for at kunne hejse Badepunkt-flaget og dermed tilbyde sine gæster badeoplevelser af den slags, mange også efterspørger - mere naturlige strande, hvor man kan få fine natur- eller friluftsoplevelser specielt for det område, men hvor der stadig ligesom på Blå Flag-strandene er rent badevand og badesikkerhed," siger Winni Grosbøll. 

Blandt de nye Badepunkt-strande er Hjerting Strandpark ved Esbjerg, Mariendal Strand ved Assens og Svallerup Strand ved Kalundborg.  

De blå havne

Udover Blå Flag på strande er der rundt om i landet 12 Blå Flag Centre, hvor man kan lære mere om miljøet og dyrelivet i området, og så er der i år 16 lystbådehavne, som er med i mærkningsordningen. 

Kriterierne for havnene er lidt anderledes end for strandene. Her må man ikke bade, så badevandet er ikke et parameter, til gengæld kan man i en Blå Flag-havn være sikker på, at der er bl.a. brandbekæmpelsesudstyr, toiletter og affaldsordninger for miljøfarligt affald fra lystbådene.

Det er glædeligt, at vi i år har kunnet give så mange strande og havne det kvalitetsstempel, som mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er. 
Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet

Især det sidste er væsentligt, for det internationale Blå Flag-program arbejder målrettet med FN's Verdensmål og har fokus på natur og miljø. 

Blå Flag handler således ikke kun om høj vandkvalitet og mange faciliteter, et Blå Flag er også en garanti for en strand eller havn, der arbejder for naturen og miljøet ved bl.a. at tilbyde aktiviteter i løbet af sommeren, som kan være alt fra at klappe en fisk til at samle plast i vandkanten. 

I Danmark er det Friluftsrådet, der som en uafhængig part driver mærkningsordningen, herunder i løbet af sæsonen kontrollerer, at strande og havne med Blå Flag og Badepunkt lever op til kriterierne i ordningen. 

De blå og hvide flag hejses på mange havne og badesteder fra 1. juni. Se mere om flaghejsninger på kommunernes hjemmesider.

Billedet af Blå Flag
Få et overblik over de 142 strande med Blå Flag i Danmark. På kortet kan du også se de 63 badesteder med mærket Badepunkt.
badepunkt
Find dit Badepunkt og Vinterbadepunkt.