Nyhed

Havoplevelser får flere unge på opholdssteder ud i naturen

Havoplevelser socialt udsatte unge
Unge på opholdssteder er blandt de danskere, der kommer mindst ud i naturen. Projektet “Havoplevelser for socialt udsatte unge”, som er støttet af Udlodningsmidler til Friluftsliv, er godt i gang med at lave om på det.

Når man er ung, socialt udsat og bor på et opholdssted, er man statistisk blandt de danskere, der kommer allermindst ud i naturen. Og er dermed afskåret fra de gevinster, der følger med det: Ro og fordybelse, kendskab til naturen, gode oplevelser og en masse andet. 

Målet med projektet “Havoplevelser for unge”, som har modtaget knapt 50.000 kr. i støtte fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, er godt i gang med at ændre på det ved at tilbyde unge fra opholdssteder ture til havet. 

Alle, vi har haft med, har været begejstrede. Især husker jeg en flygtningepige, der har set folk drukne og var så bange for vand, at hun ikke turde gå i bad, men som overvandt sig selv og snorklede med os. Hun var ekstremt taknemlig bagefter. På samme måde har vi haft nogle meget grænsesøgende unge med ude og flaskedykke – for dem var det en vild udfordring og oplevelse.
Jesper Jensen, formand, North Nature

“Vi bor i et land omringet af vand, så vi vil gerne introducere de unge til havet for at lære dem om havnaturen og dets økosystem, for eksempel plast i havet. Visionen er at få dem til at engagere sig i ansvarlig brug af vores natur. Men vi håber samtidig at give dem lyst til at bruge naturen oftere til oplevelser og som et sted til fordybelse og ro. Den følelse man har, når man er i havet, er helt særlig, og de oplevelser som venter dér, giver os noget helt unikt. Vi tror på, at projektet vil skabe engagement og naturforståelse. Ligesom de unge kan overføre læringen til andre dele af deres liv,” siger Signe Øland Kondo, som er projektleder på “Havoplevelser for unge.” 

Bag projektet står foreningen North Nature, som siden opstarten i foråret 2021 har arrangeret mellem 10 og 15 ture for unge mellem 11 og 20 år. De fleste fra opholdssteder i Region Nordjylland og Region Hovedstaden.

Havoplevelser socialt udsatte unge

Fra frygt for vand til taknemlighed 

Hvad turene præcis har indeholdt, har varieret meget.

”Vi tager altid udgangspunkt i de enkelte personer, vi tager med ud,” siger Jesper Jensen, formand i North Nature. ”Nogle ønsker blot en vanddag, andre vil gerne snorkle, dykke, lave bål på stranden eller noget specifikt fjerde. Vi tilpasser dagen og undervisningen efter det, så alle får en god oplevelse og alle lærer noget om havet og bæredygtighed, men på en måde, som alle kan forstå.”

Reaktionerne fra de unge har næsten uanset dagens indhold været positive.

”Alle, vi har haft med, har været begejstrede. Især husker jeg en flygtningepige, der har set folk drukne og var så bange for vand, at hun ikke turde gå i bad, men som overvandt sig selv og snorklede med os. Hun var ekstremt taknemlig bagefter. På samme måde har vi haft nogle meget grænsesøgende unge med ude og flaskedykke – for dem var det en vild udfordring og oplevelse,” siger Jesper Jensen.

Havoplevelser socialt udsatte unge

På alle turene deltager også pædagoger fra de unges opholdssted, og Jesper Jensen håber, at det kan føre til, at natur og friluftsliv efterfølgende bruges mere i det pædagogiske arbejde.

”De lærer eksempelvis noget om hvilke strandurter, man kan spise, og hvordan man kan undervise i matematik i naturen ved at stable sten på stranden. De får øjnene op for andre læringsmåder,” siger han og tilføjer:

”Reaktionen fra nogle af dem har været: Wauw, det er jo lige udenfor døren, hvorfor har vi ikke selv gjort det her noget før?”

Børn og bål
Friluftsrådet har afsat 10 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til tre puljer, der skal få flere ud i naturen, styrke befolkningens naturforståelse og skabe trivsel gennem organiserede fællesskaber i naturen. Søg om tilskud til dit projekt senest 15. februar 2022.

Rullende grejbank guld værd

Støtten fra Udlodningsmidler til Friluftsliv er gået til blandt andet våddragter og snorkler, samt en grejtrailer, så udstyret kan fragtes rundt om i landet.

Sidstnævnte er guld værd, som Jesper Jensen siger, for ambitionen er, at “Havoplevelser for udsatte unge” skal tilbydes unge på opholdssteder i hele Danmark samt på sigt andre målgrupper.

Missing indholdselement.