Nyhed

Nye puljer: Søg om tilskud til dit friluftsprojekt

Børn og bål
Friluftsrådet har afsat 10 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til tre puljer, der skal få flere ud i naturen, styrke befolkningens naturforståelse og skabe trivsel gennem organiserede fællesskaber i naturen. Søg om tilskud til dit projekt senest 15. februar 2022.

Har du en god idé til et projekt, der skaber bedre muligheder for friluftsliv eller øger befolkningens naturforståelse?

Så er det nu, du skal gribe pennen og gå i gang med at skrive en ansøgning. Friluftsrådet har netop lanceret tre puljer på i alt 10 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.

De tre puljer går under overskrifterne "Flere ud i naturen", "Naturforståelse" og "Sammen i naturen", og de har det til fælles, at der er fokus på at støtte lokale initiativer, der udføres i samarbejde mellem flere aktører, eller initiativer, som er forankret i frivillige foreninger.

"Vi er rigtig glade for at kunne bakke op om de lokale ildsjæle med Udlodningsmidler til Friluftsliv. Deres engagement har kæmpe betydning for udviklingen af friluftslivet i hele landet. Friluftsliv er noget, der kan samle mange forskellige mennesker og har potentiale til at skabe nye samarbejder, sammenhold og fællesskaber i lokalsamfundet," lyder det fra Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

Flere ud i naturen

Under puljen "Flere ud i naturen" kan man søge tilskud til etablering af faciliteter og andre fysiske tiltag, der forbedrer adgangsforholdene på et naturområde eller skaber nye muligheder for friluftsaktivitet i et naturområde. Puljen støtter også oplysningsmaterialer, der synliggør lokale friluftsmuligheder, så det er nemt finde vej ud i naturen.

Det kan for eksempel være shelterpladser, vandreruter, badebroer, handicapvenlige faciliteter, samlingspunkter for friluftsaktiviteter til lands og til vands, fugletårne, madpakke- og bålhytter, friluftsgrej til udlån mv.

Alle kan søge om tilskud, og der kan søges om tilskud på mellem 20.000 og 300.000 kroner.

Naturforståelse

Puljen "Naturforståelse" støtter friluftsaktiviteter, der styrker naturforståelsen for specifikke målgrupper. Det er et krav, at projektet indeholder formidling og/eller praktisk læring om naturen.

Få gode råd til din ansøgning

Friluftsrådets puljeadministration sidder klar til at svare på spørgsmål og komme med gode råd og vejledning til din ansøgning.

Skriv til tilskud@friluftsraadet.dk eller ring på telefon 33 79 00 79 (tast 2).

Det kan f.eks. være etablering af en skolehave, formidling for børn og unge om havets natur, frivilliges naturpleje, faciliteter og grej til naturformidling, arrangementer med formidling om naturen, eller projekter der involverer borgere i at skabe øget biodiversitet og mere vild natur på offentligt tilgængelige arealer.

Det prioriteres at støtte projekter, der aktiverer børn og unge. Alle kan søge om tilskud, og der kan søges om tilskud på mellem 20.000 og 100.000 kroner.

Sammen i naturen

Puljen "Sammen i naturen" støtter projekter, hvor foreninger eller andre lokale aktører skaber lokale, organiserede tilbud om friluftsaktiviteter i et fællesskab med andre. Der skal enten være tale om aktiviteter, der er nye for den ansøgende organisation, eller projekter som inviterer nye målgrupper ind i fællesskabet omkring friluftsaktiviteter.

Det kan f.eks. være forløb med naturterapi for socialt udsatte og psykisk sårbare grupper, opstart af vinterbaderklub med sauna, oprettelse af gåhold for teenagepiger, etablering af fælles nyttehave i landsbyen, opstart af klub med friluftsaktiviteter for studerende, selvhjælpsgrupper i naturen mv.

Alle kan søge om tilskud, og der kan søges om tilskud på mellem 20.000 og 100.000 kroner.

Der er ansøgningsfrist på alle puljerne 15. februar 2022. 

Shelter i Pilotnaturpark Flynder Sø - Sønder Lem Vig
Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter initiativer, der forbedrer mulighederne for befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Næste ansøgningsfrister er 15. juni og 15. september 2024.
Kontakt
Winni Grosbøll
Direktør
30 18 19 79
Portrætfoto af Rikke Damm - konsulent i Friluftsrådet
Konsulent
24 52 60 89