Nyhed

Friluftsrådet er med i arbejdet med Uddannelse for Bæredygtig Udvikling

UBU opstartskonference 2022
For at skabe et mere bæredygtigt samfund er der brug for bæredygtige uddannelser. Det er tanken bag handleplanen for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, som Friluftsrådet er blevet inviteret til at bidrage til.

Hvilke barrierer og muligheder er der for at arbejde med uddannelse i bæredygtig udvikling i dagtilbud, på skoler og uddannelsesinstitutioner? Det vil en række organisationer finde svaret på gennem en handleplan, som Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil bakker op om.

Bag handleplanen står 24 organisationer fra børne-, undervisnings-, uddannelses- og kulturområdet. Organisationerne har lavet otte partnerskaber for henholdsvis folkeoplysning, dagtilbud, grundskoler, erhvervsuddannelser og FGU, gymnasiale uddannelser, korte- og mellemlange videregående uddannelser, lange videregående uddannelser og voksen- og efteruddannelser. 

Mandag den 21. marts var der opstartskonference og Friluftsrådet var repræsenteret i 3 af de 8 partnerskaber, nemlig dagtilbud, grundskoler og gymnasiale uddannelser.                  

Partnerskaberne skal blandt andet undersøge, hvilke udfordringer, der kan være i det pædagogiske arbejde og i samspillet med det omkringliggende samfund, når man arbejder med uddannelse i bæredygtig udvikling.

Friluftsrådet budskab i de tre partnerskaber er at bæredygtighed på det grønne område forudsætter, at vi har en relation til naturen. Relationen til naturen forudsætter både at børn og unge gør sig kropslige erfaringer, at de kommer ud og laver relevante aktiviteter udendørs, samt at de har viden om natur og har etiske overvejelser om bæredygtighed.

Helt konkret ønsker vi, at alle børn og unge får glæden af udendørs undervisning, både i klassiske fag som dansk og matematik, men også som friluftsliv i valgfag eller i introuger, hvor fokus mere er elevernes relationer og trivsel. Ambitionen er, at alle børn og unge skal have et stærkt forhold til naturen, og at alle børn og unge udvikler grøn handlekompetence.

Læs ministeriets pressemeddelelse om opstartskonferencen her