Nyhed

Folkeskolen er vild med friluftsliv

93 % af idrætslærerne i folkeskolen inddrager friluftsliv i undervisningen - og ligeså mange vil gerne gøre det mere. Friluftsrådet har kortlagt friluftsliv i folkeskolen og vurderer, at der er stort potentiale.

Langt de fleste elever møder friluftsaktiviteter i løbet af deres skoletid enten i idrætsundervisningen, på hyttetur eller lejrskole eller på temadage/uger. I hvert fald inddrager 93% af de adspurgte idrætslærere friluftsaktiviteter i undervisningen. Det viser en kortlægning af folkeskolernes brug af friluftsliv, som Oxford Research har lavet for Friluftsrådet, hvor flere end 400 idrætslærere fra i alt 80 kommuner har svaret. Blandt de mest brugte friluftsaktiviteter er lege, orienteringsløb og cykling, mens sejlads, surfing og ridning ligger i den anden ende af skalaen.

97% af lærerne mener, det er en god ide at lave friluftsliv i idrætsundervisningen og det skyldes blandt andet, at børn der normalt ikke har idrætsfaglige kompetencer, bedre kan komme i spil, at det er godt med vekslende læringsrum og oplagt til samarbejde mellem forskellige fag. To tredjedele bruger naturvejledere, foreninger eller friluftsvejledere i undervisningen, men generelt er det ikke kompetencerne der er den største barriere.

Potentialet er der - men hvad med resurserne?

92% vil gerne have mere friluftsliv, men de største udfordringer for at inddrage friluftsliv i undervisningen er adgang til udstyr, personaleresurser og manglende undervisningsmaterialer.

"Det fortæller os, at der er rigtig mange, der ser mulighederne og de positive effekter af friluftsaktiviteterne. Der er et klart potentiale - men også nogle barrierer, vi må tage alvorligt. Noget kan vi og foreninger lokalt hjælpe med, men der er også nogle strukturelle problemer i skolen, som gør det svært at få tid og resurser til friluftsliv, som vi kunne tænke os, at der bliver gjort noget ved. Alle børn har ret til friluftsoplevelser i naturen og der er et stort udviklings- og læringsperspektiv i det," siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.

Friluftsrådet har i efteråret udviklet såkaldte "læringskort til friluftsliv", der gør det nemmere at inddrage friluftsliv i folkeskolens undervisning, og er på vej med mere materiale. Se www.friluftsliviskolen.dk.

Friluftsrådet har også oprettet grejbanker 25 steder i landet, hvor skoler gratis kan låne udstyr til friluftsliv. Friluftsrådet opfordrer desuden skoler til at søge samarbejde med lokale foreninger, der både har kompetencer, udstyr og interesse i at vise deres friluftsinteresse til børn og unge.

"Folkeskolereformen har med den understøttende undervisning og åbne skole givet nogle muligheder for mere friluftsliv i skolen, men der er stadig et stykke vej før det bliver hverdag på alle skoler. Vi giver gerne en hjælpende hånd på vejen," sger Jan Ejlsted.

På billedet ses en flok glade skoleelever, der løber i skoven og leger
Mere friluftsliv i skolen

Få inspiration til udeskole på www.udeskole.dk