Nyhed

Flere børneinstitutioner arbejder med bæredygtighed i hverdagen

Gladsaxes borgmester Trine Græse (S) hejser Grønne Spirers Bæredygtighedsflag den 4. januar 2024..

Gladsaxes borgmester Trine Græse (S) hejser Grønne Spirers Bæredygtighedsflag i Gladsaxe Skovbørnehave den 4. januar 2024.

64 børnehaver, vuggestuer og dagplejere i hele landet har i 2023 hejst Grønne Spirers Bæredygtighedsflag. Det er en stigning på godt 16 procent i forhold til 2022.

Kvashegn til kriblekrabledyr, køkkenhaver, uslået græs og affaldssortering. Det er nogle af de tiltag pædagogerne har sat i gang sammen med børnene i 64 børnehaver, vuggestuer og dagplejer, der i løbet af det seneste år har fået bæredygtighedsflag fra Grønne Spirer, som er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for børneinstitutioner. Flaget uddeles som anerkendelse af, at børnene introduceres til bæredygtighed, naturens mangfoldighed og en grøn hverdag.

En af institutionerne, der har fået Grønne Spirers Bæredygtighedsflag, er Gladsaxe Skovbørnehave, som har bragt FN's verdensmål for bæredygtig udvikling ned i børnehøjde. Her har børnene bl.a. arbejdet med at reducere madspild og plantet tomat og æblekerner. Gladsaxes borgmester Trine Græse (S) hejste bæredygtighedsflaget den 4. januar i år. Hun er glad for, at børnehaven er med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen i kommunen. 

”Som verdensmålskommune og FN Børnevenlig By har vi et stort fokus på både bæredygtig omstilling og på at inddrage vores børn i hele den bæredygtige tænkning. Det er Gladsaxe Skovbørnehave et rigtig godt eksempel på. Her er det at kunne hejse det grønne flag en stor motivationsfaktor, fordi det er et synligt tegn på, at deres indsats bliver både set og værdsat. Den synlighed, det grønne flag giver, gør samtidig, at de bliver gode rollemodeller for alle andre børnehuse – ikke kun i Gladsaxe, men i hele Danmark”, siger Trine Græse.

Gladsaxe Skovbørnehave har udover bæredygtighedsflaget også hejst det almindelige Grønne Spirer Flag, som uddeles til børneinstitutioner, der opfylder bestemte kriterier ift. natur, udeliv og naturdannelse.

Børn kan også passe på natur og klima

I Friluftsrådet er Ida Kryger, der er projektleder for Grønne Spirer, glad for at bæredygtighedsflaget, som blev introduceret i 2022, bliver søgt af flere børneinstitutioner.

"Bæredygtighedsflaget synliggør arbejdet med naturdannelse og bæredygtighed i det pædagogiske arbejde. Børnene er med til at hjælpe naturen og passe på vores ressourcer, når de bygger kvashegn, sætter fuglekasser op, genbruger legetøj, planter træer og blomsterenge og selv dyrker kartofler og gulerødder. Forskning viser, at nærhed til naturen fremmer nysgerrighed, viden og ansvarsfølelse hos børnene. Man behøver faktisk ikke at være mere end to år for at passe på vores natur og klima. Og alt det, tager de jo med hjem. Man er meget lydhør, når ens egne børn går foran med at passe på natur og klima", siger Ida Kryger.

En grønnere hverdag for børnene

Grønne Spirer har siden 2006 uddelt Grønne Spirer Flaget til børneinstitutioner, der tilbyder børnene natur og udeliv i hverdagen. Grønne Spirer har i alle årene understøttet pædagogernes arbejde med at skabe naturglæde og læringsmiljøer udenfor, invitere naturen ind på legepladserne og børnene ud i naturen. I alt har 307 børneinstitutioner fået tildelt et grønt flag i 2023.

Godt 1.000 børneinstitutioner, svarende til 20 procent af alle landets børneinstitutioner, er derudover medlem af Grønne Spirer, hvor de får tilbudt naturpædagogiske materialer, kurser og seminarer.

Krav til bæredygtig mærkning

Top 3 - kommuner med flest bæredygtighedsflag

Medlemmerne af Grønne Spirer har mulighed for at søge om tre flag alt efter, hvad de har valgt at arbejde med. Det originale Grønne Spirer-flag, Spring ud-flaget og det nye Bæredygtighedsflag.

De tre kommuner, der har modtaget flest bæredygtighedsflag er: 

  1. Aalborg Kommune: 11 flag
  2. Randers Kommune: 10 flag
  3. Gladsaxe, Herning, Lejre og Vejle Kommune: 3 flag hver

Indsatsen omkring det nye bæredygtighedsflag tager udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan, hvor bæredygtighed nævnes sammen med udeleg og naturoplevelser.

For at kunne søge om Grønne Spirers Bæredygtighedsflag skal børneinstitutionen konkret have arbejdet med grønne aktiviteter med børnene i mindst fire måneder – f.eks. lavet regnvandsopsamling, kvashegn, ladet naturen rode, indført en byttebiks, sået en blomstereng, skabt smådyrsoaser, sat fuglekasser op eller komposteret frokostresterne. Mindst en medarbejder skal have deltaget i et kursus eller en konference med fokus på bæredygtighed eller vild natur på legepladsen. Og forældrene skal informeres og eventuelt involveres i de grønne initiativer.

Udover de 64 flag i danske kommuner, har en dansk børneinstitution i Slesvig i Sydslesvig også fået bæredygtighedsflaget.  

Læs mere om Grønne Spirers Bæredygtighedsflag her

Kontakt
Merlin Christophersen
Kommunikationskonsulent
24 63 76 41