Nyhed

DR sætter Danmarks natur i rampelyset i 2020

Naturvejleder på tur i Naturpark Nissum Fjord
I det hidtil mest ambitiøse tv-naturprojekt herhjemme bringer DR Danmarks natur helt tæt på befolkningen. Friluftsrådet håber, at satsningen vil give flere lyst til at udforske friluftslivet.

’Vilde, vidunderlige Danmark’ er titlen på naturserien i fem afsnit, der vises i 2020 på DR1. Serien bliver en del af et større tema om Danmarks natur på tværs af alle DR-platforme, og seerne kan se frem til at opleve dyrerigets store, fascinerende og til tider overraskende dramaer udspille sig lige midt i den særlige danske natur.

I "Vilde vidunderlige Danmark" oplever vi dyrene kæmpe på nærmeste hold. Dyrene spiller en nøglerolle i serien, men den øvrige natur og Danmarks særlige lokaliteter er også en vigtig del af fortællingen.

Det er fantastisk, at DR vil sætte fokus på Danmarks natur og formidle, hvor unik og forunderlig den er. Vi håber, at det vil give mange flere lyst til at udforske friluftslivets facetter og skabe naturbegejstring over hele landet.
Jan Ejlsted, direktør, Friluftsrådet

DR’s mål er at skabe en programserie om dansk natur i en kvalitet og originalitet, der rammer bredt og ikke tidligere er blevet formidlet på tv herhjemme. Programserien på DR1 bliver spydspidsen i DR’s tema om dansk natur, som kommer til at leve på tværs af dr.dk, radio- og tv-kanaler. På samme måde som DR de sidste år dykkede ned i danmarkshistorien og senere havde fokus på videnskab. Det er ambitionen at samarbejde med foreninger og institutioner, der formidler den danske natur.

Udforsk naturen

Målet med den kommende store natursatsning er, at danskerne skal udforske, genopdage og blive klogere på vort lands natur og dyreliv:

- Med natursatsningen ønsker DR, at vi alle bliver klogere på, hvordan og hvorfor vores land ser ud, som det gør. Naturen er storslået – også i Danmark. Der er dramaer, skønhed, opståen og forgåen. Men meget af det opdager vi slet ikke, og det er de øjeblikke og de historier om naturen, som DR vil indfange og folde ud. Vi håber også, at naturåret vil inspirere befolkningen til at bruge naturen og komme ud i den, måske med nye øjne. DR har tidligere med stor gennemslagskraft foldet danmarkshistorien ud på samme vis ved at sætte alle sejl til samt sidste år fokuseret på videnskabens og teknologien rolle i vores samfund. Og nu har vi den samme ambition i forhold til den danske natur. Det er en opgave, som netop DR kan og skal løfte”, siger Henriette Marienlund, der er mediedirektør i DR.

Friluftsrådet glæder sig over, at naturen kommer i fokus på DR’s platforme i 2020. Her håber man på, at DR’s formidlingsindsatser vil inspirere flere danskere til at komme ud i naturen. 

”Det er fantastisk, at DR vil sætte fokus på Danmarks natur og formidle, hvor unik og forunderlig den er. Vi håber, at det vil give mange flere lyst til at udforske friluftslivets facetter og skabe naturbegejstring over hele landet,” lyder det fra Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Læs mere om DR's natursatsning