Nyhed

Danske vuggestuer og børnehaver er verdensmestre i at bruge naturen

Børn leger med pinde ved vandet i natur
Danske daginstitutioner er rigtig gode til at få børnene med ud i naturen og på legepladsen, viser ny forskning. Det er vigtigt for børns naturdannelse, men oplevelser med institutioner må ikke være de eneste børn får i naturen.

En ny kortlægning af daginstitutioners brug af naturen viser, at 37 procent definerer sig som naturinstitutioner, hvilket er en markant højere andel end lande, som vi normalt sammenligner os med. Kortlægningen byder på flere positive overraskelser. Bl.a. viser den, at næsten alle danske daginstitutioner er ude i det fri mere end to timer dagligt året rundt, og 75 procent tager på tur i naturen mindst én gang ugentligt. I det hele taget er børnene meget udenfor. F.eks. er det gennemsnitlige børnehavebarn udenfor 3 timer om vinteren og 4,5 timer om sommeren, når legepladsen m.m. tælles med.

Forskerne bag undersøgelsen er selv overraskede over resultaterne: 

"Vores undersøgelse giver et mere positivt billede, end vi havde forestillet os. Langt flere institutioner definerer sig som naturinstitutioner sammenlignet med tidligere undersøgelser. Og sammenligner vi med internationale tal, ligger vi meget højt herhjemme”, siger Niels Ejbye-Ernst, lektor, ph.d. på pædagoguddannelsen ved VIA University College, der står bag undersøgelsen. 

Friluftsrådet glæder sig også over verdensrekorden, men er ikke så overraskede: 

"Vi ser et kæmpe engagement fra dagplejere, vuggestuer og børnehaver i vores tilbud som Naturens Dag og Grønne Spirer. Det kan være svært for dem at få ressourcerne til at slå til og have de ekstra hænder, det kræver at tage ud af de sædvanlige rammer, men de gør hvad de kan og vi forsøger at understøtte dem bedst muligt med inspiration, materialer og kurser," siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet. Han henviser til at næsten 1000 børnehaver og dagplejegrupper hvert år er medlem af Grønne Spirer, Friluftsrådets grønne flag for daginstitutioner. 

Der vil være forskel på de aktiviteter, man laver med en stor flok børn og pædagoger, og de frilufts- og naturoplevelser, man kan få som familie i et lille fællesskab eller i en friluftsforening"
Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet

"Det betyder jo ikke, at forældrene skal gå glip af den fornøjelse, det er at tage deres børn med ud i naturen. Vi ved jo, at de gode aktive vaner skal læres af de primære voksne, og der vil også være forskel på de aktiviteter, man laver med en stor flok børn og pædagoger, og de frilufts- og naturoplevelser, man kan få som familie i et mindre fællesskab eller i en friluftsforening", siger Jan Ejlsted. 

Efterår børn i naturen Boserup skov Roskilde

 

Om undersøgelsen

Kortlægningen af daginstitutioners brug af naturen er en del af projekt ”Kom med ud”, som arbejder med at videreudvikle og promovere dagtilbuddenes naturaktiviteter for de yngste børn. Efter kortlægningen sætter projektet nu fokus på 35-40 fyrtårns-institutioner med særligt gode erfaringer, som skal dokumenteres og bringes videre til alle daginstitutioner herhjemme. Projekt ”Kom med ud” hører under Center for Børn og Natur med VIA University College som projektansvarlig partner. 

Center for Børn og Natur arbejder for, at flere børn kommer ud i naturen og får oplevelser, som kan danne baggrund for leg, læring, udvikling og trivsel. Centret er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Syddansk Universitet, VIA University College, Århus Universitet og Friluftsrådet. Centeret er støttet af Nordea-fonden.