Nyhed

Danske Naturparker styrker kommuners arbejde med natur og friluftsliv

Naturpark vesterhavet vandring premium vandrerute
Der er nu 16 pilotnaturpark og naturparker i Danmark, som er mærket af Friluftsrådet som Danske Naturparker, og de får løbende flere tilbud, et stærkere netværk på tværs af kommuner og større synlighed. Dermed er Danske Naturparker et værdifuldt tilbud til kommuner, der vil styrke deres strategiske arbejde med natur og friluftsliv.

Friluftsrådet har i løbet af de sidste fire år gennem et udviklingsprojekt støttet af Nordea-fonden arbejdet målrettet for at styrke Danske Naturparker. Ved projektets afslutning står naturparkerne stærkere end nogensinde med flere gode koncepter for naturformidling, som har skabt synergi og samarbejde i de deltagende kommuner, et velfungerende netværk af naturpark-medarbejdere på tværs af kommuner og et større kendskab i befolkningen.

Grundideen i udviklingsprojektet var at udnytte og udvikle det, at Danske Naturparker er et netværk af parker, som kan trække på hinandens erfaringer og ikke behøver at opfinde alle de dybe tallerkner hver for sig. Konkret bestod det i at udbrede fire koncepter for naturformidling til forskellige målgrupper, som allerede var afprøvet – enten i naturparkerne eller andre steder, supplereret med centrale synlighedsindsatser og en styrkelse af netværket mellem faglige medarbejdere i naturparkerne.

Det at få delt viden med andre naturparker udenfor ens boble fungerer rigtig godt. Netværket betyder, at vi ved, hvad de forskellige naturparker sidder og arbejder med, og vi kan sparre med hinanden, hvis vi har gode ideer eller udfordringer. Ellers kan man hurtigt stå lidt alene og tænke, hvordan gør vi det her bedst.
Medarbejder i naturpark, citat fra evaluering af projektet

Fire koncepter for naturformidling i naturparkerne 

Som en del af udviklingsprojektet for Danske Naturparker er der blevet udbredt fire afprøvede koncepter for naturformidling. Det har været frivilligt for parkerne, hvilke koncepter de ville implementere. Hvert koncept findes nu i 5-9 Danske Naturparker.

  • Lokale guider: Et koncept, hvor lokale borgere uddannes til at formidle en bred vifte af viden om og oplevelser i den lokale naturpark. 
  • Vild mad: Et koncept om formidling af den spiselige natur. I samarbejde med organisationen Vild Mad blev der udviklet særlige sankeruter i naturparkerne og medarbejdere blev uddannet til at formidle den spiselige natur, afholde sanketure og lave mad med råvarerne.
  • Unge naturparkambassadører: Et undervisningskoncept, hvor den lokale naturpark samarbejder med de lokale skoler og kommunalforvaltninger i området om at tilbyde projektorienterede undervisningsforløb og naturformidling i naturparken.
  • Spring ud i naturen: Et koncept, hvor små børn får styrket deres viden om naturen samtidig med, at deres motorik og sanser styrkes. Gennem oplysning, uddannelse og praktisk opkvalificering bliver dagtilbudspersonale klædt på til at bruge naturen og naturparken til aktiviteter for 0-6-årige.

Plads til lokal tilpasning

De naturparker, der har deltaget i projektet, har i særdeleshed oplevet en stor gevinst ved at dele viden og erfaringer omkring de fire koncepter med hinanden. Det har gjort det muligt for selv de parker, som har færrest ressourcer, at implementere flere koncepter og dermed nyde godt af de ”stordriftsfordele” der er ved at være med i mærkningsordningen. 

”Det at få delt viden med andre naturparker udenfor ens boble fungerer rigtig godt. Netværket betyder, at vi ved, hvad de forskellige naturparker sidder og arbejder med, og vi kan sparre med hinanden, hvis vi har gode ideer eller udfordringer. Ellers kan man hurtigt stå lidt alene og tænke, hvordan gør vi det her bedst,” lyder det fra en af naturpark-medarbejderne i den evaluering Oxford Research har foretaget af projektet.

Evalueringen af projektet viser, at koncepterne har tilført øget værdi til de parker, der har deltaget, og at de vil leve videre som tilbud til naturparkernes gæster efter projektets afslutning. 

Flere kommuner kan nyde godt af naturparker

Om Danske Naturparker

Danske Naturparker er Friluftsrådets mærkningsordning for større sammenhængende naturområder, der udvikler natur, friluftsliv og lokal identitet. Mærkningsordningen sikrer en langsigtet planlægning og udvikling af natur, kultur og friluftsliv i samspil med en landdistriktsudvikling til gavn for bosætning, turisme og øvrige erhverv i naturparken.

Danske Naturparker blev stiftet i 2013, og der eksisterer nu 16 naturparker og pilotnaturparker i Danmark.

Udviklingsprojektet for Danske Naturparker har været i gang fra 2019 til 2023 og er støttet af Nordea-fonden.

Læs mere på danskenaturparker.dk

Danske Naturparker står nu efter udviklingsprojektets gennemførsel som et endnu mere attraktivt tilbud for kommuner, der gerne vil arbejde strategisk med natur og friluftsliv. Som en del af en mærkningsordning får nye naturpark adgang til afprøvede tilbud til naturparkernes gæster, et netværk af dygtige kolleger, som står klar med gode råd og sparring, og fælles markedsføring. I 2023 lykkedes det også at få naturparkerne sidestillet med nationalparker i forhold til mulighed for skiltning. Det betyder at naturparkerne nu har mulighed for at styrke den lokale stolthed endnu mere og udbrede det almene kendskab til Danske Naturparker, så de bliver synlige for alle der kommer igennem dem.

Der er nu 16 naturparker og pilotnaturparker i Danmark, og heri er hele 26 kommuner involveret. 
I Friluftsrådet ser man dog gerne at endnu flere kommuner kan etablere naturparker, og man vil også fortsat arbejde for at styrke de tilbud der er til borgerne i de kommuner, som har naturparker. Her sidder man klar til at hjælpe med viden, erfaringer og gode råd til interesserede kommuner. 

Artiklen har været bragt i magasinet Teknik & Miljø

Danske Naturparker
Danske Naturparker er et kvalitetsstempel, der administreres af Friluftsrådet, som sikrer dig de bedste oplevelser i naturen.