Pressemeddelelse

Corona har fået skoler og dagtilbud ud i naturen

Børn i hængekøjer
Mange skoler og dagtilbud har under corona-epidemien fået øjnene op for fordelene ved at rykke aktiviteter udendørs. Friluftsrådet har støttet 92 projekter over hele landet, der skal give børn bedre muligheder for udeliv i skoler og dagtilbud. Der er uddelt i alt 4,3 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.

Under corona-epidemien har mange skoler og dagtilbud været nødsaget til at rykke aktiviteter og undervisning udendørs for at mindske smitten. Men hurtigt fik lærere og pædagoger øjnene op for de mange fordele, der kan være ved at få børnene ud af de vante lokaler, og det har skabt stor interesse for at fortsætte med udeaktiviteterne i både skoler og dagtilbud. 

Erfaringerne fra corona-tiden har vist, at der er rigtig mange gode ting ved at flytte aktiviteter og undervisning udendørs, men det bliver en endnu bedre oplevelse, hvis der er gode faciliteter og udstyr, som man kan bruge.
Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet

Det er en interesse, som Friluftsrådet har kunnet bakke op om med den seneste uddeling af Udlodningsmidler til Friluftsliv. Her er givet i alt 4,3 mio. kr. i tilskud til 92 projekter over hele landet, som skal forbedre børns muligheder for udeliv i skoler og dagtilbud. 

”Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til, at børn i skoler og dagtilbud kommer mere ud. Erfaringerne fra corona-tiden har vist, at der er rigtig mange gode ting ved at flytte aktiviteter og undervisning udendørs, men det bliver en endnu bedre oplevelse, hvis der er gode faciliteter og udstyr, som man kan bruge. Det er noget af det, som vi kan give tilskud til med Udlodningsmidler til Friluftsliv,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Lokale samarbejder spirer

Friluftsrådet har støttet lokale initiativer, der gør det nemt for lærere og pædagoger at rykke aktiviteter og undervisning ud i det fri. Det har været et krav til projekterne, at de udføres i samarbejde med andre lokale aktører, f.eks. en friluftsforening.

Der er blandt andet støttet projekter, hvor en skole eller dagtilbud samarbejder med spejderforeninger, sportsfiskerforeninger, naturskoler, et ældrecenter eller lokale landmænd.

”Det har været spændende at se de mange forskellige typer samarbejder, der er i projekterne. Det kan dels være med til at berige børnenes oplevelse, at der inddrages forskellige kompetencer, og dels kan det sikre at ressourcerne bliver udnyttet bedst muligt, for eksempel når der er en skole og en forening, der deler udstyr. Vores håb er også, at børnene bliver præsenteret for det lokale foreningsliv, og måske får lyst til at dyrke friluftsliv i fritiden,” siger Winni Grosbøll.