Nyhed

157 projekter får milliontilskud fra Udlodningsmidler

udlodning
Friluftsrådet har med Udlodningsmidler til Friluftsliv uddelt 11 millioner kroner til 157 projekter, der skal få flere ud, flere til at fordybe sig i naturen og flere til at finde fællesskaber i det fri.

Skolehaver. Naturterapi. Plantebyttemarked. Gå-aktiviteter for teenagepiger. Og sheltere, bålhytter, saunaer og nye vandrestier. Det er bare nogle af de mange projekter, der har fået tilskud fra de puljer af Udlodningsmidler til Friluftsliv, som Friluftsrådet netop har uddelt. 

11 millioner kroner er der givet i støtte til 157 projekter fordelt over hele landet og inden for de tre temaer ”Flere ud i naturen”, “Sammen i naturen” og “Fordybelse i naturen”.

Friluftsrådet har modtaget 363 ansøgninger, mange af dem under temaet “Flere ud i naturen”, hvor der gives støtte til konkrete fysiske tiltag, såsom sheltere eller vandrestier.

”Den store interesse for støtte til den type projekter viser, at der er et væsentligt behov for flere vandrestier, bålhytter, sheltere, madpakkehuse og andre faciliteter, der skaber nye muligheder for friluftsliv i Danmark. Alle skal have adgang til naturen, så vi er glade for at kunne støtte blandt andet disse projekter og håber, at de vil bidrage til at få endnu flere ud og opleve, hvad naturen kan,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

 

Flere naturoplevelser i landsbyerne

Blandt de ansøgere, der har fået tilskud under temaet ”Flere ud i naturen”, er Landsbyerne i Falsters Hjerte i Guldborgssund Kommune.

Sammenslutningen af 11 landsbyer på det østlige Falster har fået 300.000 kroner til et hav af forskellige faciliteter, der skal skabe nye friluftsmuligheder i naturen omkring landsbyerne, blandt andet et høhotel, madpakkehus, stisystem og sheltere.

Under temaet ”Sammen i naturen” er der blandt andet givet 43.500 kr. i støtte til Rødovre Frivilligcenter.

Pengene skal bruges til ugentlige gåture for nogle af dem, der har det svært – ensomme, enlige forsørgere og andre, der har brug for lidt hjælp til at komme ud, og med det formål at give dem mulighed for at finde nye fællesskaber derude.

Foreningen ”Vild med Rebild” er én af modtagerne af støtte under temaet ”Fordybelse i naturen”.

I et samarbejde med Karensmindeskolen og spejdergruppen DDS i Skørping har de fået 47.000 kr. til et projekt, hvor børn og unge skal omdanne græsarealer til mere vild natur og bedre levesteder for smådyr og insekter. 

Søg tilskud til projekter

Du kan lige nu søge om støtte til dit projekt inden for de tre temaer "Flere ud i naturen", "Sammen i naturen" og "Fordybelse i naturen".

  • Flere ud i naturen: Tilskud til lokale initiativer, som skaber støttepunkter, faciliteter, stier og andre fysiske tiltag, der forbedrer befolkningens muligheder for friluftsliv.
  • Sammen i naturen:  Støtte til initiativer, hvor foreninger eller andre lokale aktører giver flere mennesker mulighed for at bruge naturen i et organiseret fællesskab med andre. 
  • Fordybelse i naturen: Tilskud til initiativer, der øger målgruppens naturforståelse og engagement i naturen.

Der er i alt afsat 17 millioner kroner, og ansøgningsfristen er 1. september 2021.

Se mere om dine muligheder for at søge om støtte til projekter

 

Tilskud til friluftsliv 

I Region Hovedstaden har 30 projekter fået i alt 2.027.400 kroner.

I Region Sjælland har 30 projekter fået i alt 2.044.790 kroner.

I Region Midtjylland har 34 projekter fået i alt 2.606.400 kroner.

I Region Nordjylland har 26 projekter fået i alt 2.162.800 kroner.

I Region Syddanmark har 37 projekter fået i alt 2.290.650 kroner.

Udlodningsmidler til Friluftsliv stammer fra overskuddet i Danske Lotteri Spil A/S samt et fastsat udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S.

udlodning 2020
Pressede skoler og dagtilbud, fysisk og mental sundhed, og adgang til naturen. De cirka 30 millioner kroner, som hvert år uddeles via Udlodningsmidler til Friluftsliv, er med til at løse nogle af udfordringerne i samfundet. Det blev især tydeligt i 2020.
Kontakt
Portrætfoto af Rikke Damm - konsulent i Friluftsrådet
Konsulent
24 52 60 89
gitteholtze
Kommunikationskonsulent
24 64 63 91