Et projekt af Danner, som har brugt naturen i det terapeutiske arbejde med voldsramte kvinder, er blevet til en ny fagbog om naturbaseret terapi for kvinder på landets krisecentre.
Voldsudsatte kvinder i naturen

Naturen er et åndehul, der altid er tilgængelig, hvis man har brug for at finde ind til sig selv eller sit barn efter at have været udsat for traumatiske oplevelser som vold i hjemmet.

Det mener man hos Danner, og derfor har organisationen gennem de senere år udbygget brugen af naturen i det terapeutiske arbejde. Naturbaseret terapi kan nemlig hjælpe den voldsudsatte kvinde med at regulere nervesystemet, finde ind til sig selv, og det kan styrke mor-barn relationen.

Som psykolog bruger jeg naturbaseret terapi til at hjælpe kvinder og børn med at genopbygge fornemmelsen af sig selv, for eksempel gennem sansning og kropsbevidsthedsøvelser.
Signe Hoffmann Pedersen, der arbejder som psykolog i Danner

Som et led i projektet har Danner afholdt naturture for både kvinder og børn på krisecentret. Efter en dag i skoven, fortæller mange af kvinderne, at turen har mindet dem om gode oplevelser, de har haft tidligere i deres liv. Sådanne oplevelser er med til at genopbygge livet efter volden, lyder det fra Danner.

Med baggrund i praksis fra Danners krisecenter i København, naturture og teoretisk viden om traumer og naturbaseret terapi, har udgiver Danner nu en bog for, hvordan man kan arbejde naturbaseret for voldsudsatte. Bogen giver konkrete redskaber til naturbaseret terapi, og beskriver samtidig det teoretiske fundament for at forstå den voldsudsattes traumereaktioner og naturens helende virkning.

For at sprede erfaringer og viden fra projektet, er den nye bog blevet delt med kvindecentrene over hele landet, som også kan få undervisning fra Danner i naturbaseret terapi.

Du kan finde selve bogen samt mere information projektet på Danners hjemmeside.

Emne

Information

Projekttype
Sundhed og velfærd
Beløb
100.000 - 500.000 kr.
Støttemodtager

Danner