Projektet Naturlig Selvhjælp vil integrere udelivs- og naturterapeutiske metoder i Selvhjælp Randers profil. Der er givet tilskud til friluftsudstyr, kursus for frivillige og leje af grej mv.
Samtale om bål i efteråret

Projektet vil skabe nye rammer og selvhjælpsmetoder i og med naturen. På den måde vil organisationen Selvhjælp Randers kunne tilbyde en ny indgangsvinkel til arbejdet med personlige udfordringer og mangel på fællesskab samt tiltrække borgere, der ellers vil takke nej til den almindelige indendørs selvhjælpsform.

Projektet vil imødekomme brugere med særligt behov for plads, luft, aktiviteter og sanselige oplevelser i deres personlige proces igennem kriser, psykiske problemer, ensomhed, sygdom og sociale udfordringer. Her kan naturen og aktiviteter i naturen kan noget helt specielt ift. at øge mental og fysisk sundhed.

I projektet vil der kunne arbejdes med tillid til andre samt selvtillid igennem fysiske aktiviteter i naturen. Der vil desuden skabes grundlag for, at brugerne vil opnå færdigheder og kendskab til naturen, så de fremover kan bruge den som selvterapeutisk arena evt. i fællesskab med andre.

Gruppeforløbene vil ledes af frivillige gruppeledere, der sørger for, at deltagerne oplever naturen i trygge rammer og med et meningsfuldt udbytte. F.eks. kan en mødegang omhandle bål og bålmad, hvor der læres færdigheder og sikkerhed med bål samtidig med der samtales om dagens tema; f.eks. ensomhedsfølelsen og hvad den giver af uhensigtsmæssige tanker. På denne måde vil deltagerne opleve naturen både som ramme for fysiske aktiviteter, men også som en behagelig og givende ramme til at bearbejde svære tanker og følelser.

Der vil også bruges metoder såsom naturvandring og naturkunstterapi, hvor vi benytter naturen og naturens symboler til den indre bearbejdning og den ydre italesættelse.

Projektet ledes af Selvhjælp Randers daglige leder samt trivselskoordinatoren. Disse vil fastlægge rammer, udarbejde manualer og oplære frivillige. Frivillige medarbejdere oplæres i nye tilgange, metoder og øvelser, de skal anvende i forbindelse med Naturlig Selvhjælp.

Information

Projekttype
Sundhed og velfærd
Region
Region Midtjylland
Beløb
0 - 50.000 kr.
Støttemodtager

Selvhjælp Randers

Lokalt friluftsråd
Friluftsrådet Østjylland