Nyhed

Danmark i top-5 i verden over flest Blå Flag strande

Strand 2
Hele 197 Blå Flag strande i Danmark vidner om danske badefaciliteter i top-klasse

Hvis man henover sommeren har brug for en dukkert i Danmark, så er der stor chance for, at man falder over en strand af særlig høj kvalitet.

Den internationale miljømærkningsordning Blå Flag har nemlig tildelt 197 strande i Danmark det Blå Flag, hvilket giver Danmark 76,67 km høj-kvalitetsstrande. Det gør os til et af de lande med flest Blå Flag strande i verden, kun overgået af de sydeuropæiske lande Spanien, Grækenland, Frankrig, Tyrkiet og Italien.

Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet, er glad for den gode placering

"Vi er selvfølgelig rigtig glade for topplaceringen. Det vidner om, at danskerne går meget op i rent badevand, friluftsliv og natur. De blå flag sikrer de fornødne faciliteter, som giver danskerne mulighed for at bade på nogle af de bedste strande i verden. Man er sikret rent badevand, høj sikkerhed og gode natur-og miljøformidlingsaktiviteter," siger Jan Ejlsted

Blå Flag er et ekstra skulderklap
Der er særligt strenge krav, hvis man ønsker at have det blå flag vejende over sin strand. Det blå flag tildeles kun de strande og havne, som gør en ekstra indsats for miljøet, og som arbejder med at højne strandens eller havnens standard. Blå Flag havne og strande skal også have høj vandkvalitet, hvilket sikres gennem min. 10 badevandsprøver i badesæsonen. Herudover skal stranden være ren og velholdt, have livredningsudstyr, gode toiletforhold, affaldsfaciliteter med sortering mm. 

"Den høje standard betyder, at man virkelig gør sig umage rundt omkring på de forskellige strande og i kommunerne. Flere af de store strande er flere kilometer lange, og det kræver et stort stykke arbejde at holde den høje kvalitet over hele linjen," siger Jan Ejlsted. 

Badepunkt - et nyt kvalitetsstempel
Den nye ordning Badepunkt, er et særligt nyt kvalitetsstempel, som også er tildelt flere danske strande. Badepunkt markerer, at man ud over rent badevand og sikkerhed kan finde særlige friluftsmuligheder og kultur- eller naturoplevelser ved vandet. Badepunkt er en nordisk mærkning af strande og badesteder.

I Danmark har vi 14 badesteder, som har fået den særlige udmærkelse.

Det kan du læse meget mere om lige her

Nedenfor kan du se alle Blå Flag strande i Danmark