Pressemeddelelse

Søg om tilskud til friluftslivets lokalforeninger

Kajakklub på tur
Lokale foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer kan søge om støtte til at styrke foreningens arbejde med friluftsliv. Der uddeles i alt 2.425.000 kroner, og foreninger kan søge op til 50.000 kroner. Der er ansøgningsfrist 1. september 2019.

Mangler din lokalforening penge til nyt udstyr til friluftsaktiviteter, møbler til klublokalet eller uddannelse af instruktører? Friluftslivets foreninger kan nu igen søge om tilskud fra lokalforeningspuljen, som Friluftsrådet administrerer. Der er ansøgningsfrist 1. september 2019.

For at søge friluftslivets lokalforeningspulje skal foreningen være tilknyttet en af de 85 organisationer, som er medlem af Friluftsrådet. 

Kajakroere ved klint
Friluftsrådet er paraplyorganisation for over 80 organisationer, der har det tilfælles, at de arbejder med natur og friluftsliv. Læs mere om medlemsorganisationerne her på siden.

Man kan søge om op til 50.000 kroner til aktiviteter, materialer eller faciliteter, der kan styrke lokale foreningers arbejde med friluftsliv, og der er ikke krav om medfinansiering. 

Med lokalforeningspuljen kan vi give tilskud til alt det kedelige, som andre fonde normalt ikke støtter. Det behøver hverken være innovativt eller sexet, og der er ingen krav om, at man skal lægge en bondegård i egenfinansiering. Det skal bare være noget, der vil gøre en forskel for lokalforeningens aktiviteter og udvikling.
Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet

Da friluftslivets lokalforeningspulje blev uddelt for første gang i starten af året, blev der givet tilskud til både elinstallationer, it-udstyr og grillriste. Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted, understreger dog, at det ikke er noget krav, at det man søger om støtte til skal være kedeligt. 

De har fået tilskud
  • Rollespilsforeningen Dragonfactory har fået støtte til låneudstyr, så alle børn kan blive klædt flot på og låne sværd, uanset om de har råd til at købe selv.
  • Brede Å Lystfiskerforening har fået støtte til en shelterplads til gavn for lystfiskere og alle andre.
  • Toftlund Modelflyveklub har fået støtte til en brændeovn i klubhuset, så flere medlemmer også kommer ud og flyver i vinterhalvåret.
  • Danmarks civile Hundeførerforening (DcH) Svendborg har fået støtte til indhegning af et område til træning af hvalpe.
  • Assens Amatørfiskerforening har fået støtte til et mobilt rørebassin med levende fisk og skaldyr til formidling om fritidsfiskeri ved "gågadearrangementer", træskibstræf og lignende.

Se hele listen over, hvem der fik tilskud ved ansøgningsfristen 1. februar 2019

Tilskud til det frivillige foreningsliv 

Lokalforeningspuljen er et resultat af den politiske aftale, som regeringen indgik i 2017 om en ny og permanent fordeling af de såkaldte spillehalsmidler til lokale, almennyttige foreninger.

Otte hovedorganisationer inden for det frivillige foreningsliv er udpeget som puljeansvarlige for hver deres pulje. Friluftsrådet er udpeget som ansvarlig for en pulje til friluftsforeninger, som i 2019 er på 2.425.000 kroner.

Foreninger, der i det indeværende kalenderår har fået støtte fra én af puljerne under Spillehalsmidlerne, f.eks. fra Friluftsrådet, DUF eller DIF/DGI, kan ikke søge puljen.

Læs mere om puljen, og hvordan du søger

Gåtur i klitheden i Naturpark Nissum Fjord
Lokale foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer kan søge om støtte fra Lokalforeningspuljen til at styrke foreningens arbejde med friluftsliv. Puljen åbnes igen for ansøgninger primo 2025.
Kontakt
Portrætfoto af Rikke Damm - konsulent i Friluftsrådet
Konsulent
24 52 60 89