Pressemeddelelse

Friluftsliv skal skabe fællesskab i alment boligområde

Kvinder passer nyttehave i Højvangen
Der skal være mere natur og udeliv i det almene boligområde Højvangen i Skanderborg. Friluftsrådet besluttede i slutningen af oktober at give tilskud på 500.000 kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til projektet Community Zones, som foreningen Sammen Gror Vi udfører i tæt samarbejde med Projekt Højvangen og den lokale afdeling af Red Barnet.

Skoleelever lærer om madens vej fra jord til bord. Beboere samles for at lave et fælles måltid af hjemmedyrket grønt. Områdets unge dyrker udelivet, og de ældste mærker roen blandt blomsterne i trivselshaven. 

Kvinder af anden etnisk baggrund der passer nyttehave i alment boligområde

Sådan ser billedet forhåbentlig ud i boligområdet Højvangen om ganske kort tid. Det er nemlig planen, at omdanne boligområdets store, centrale græsplæne til et levende grønt område, der skal inddeles i fire forskellige zoner. Her skal alle fra dagplejebørn og unge til plejehjemsbeboere opleve glæden ved at dyrke grøntsager i fælleskab med andre. 

”Med den flotte støtte fra Friluftrådet til Community Zones, er vi godt på vej til at kunne realisere visionen om at skabe unikke og mangfoldige tilbud i uderummet, som kan danne grobund for nye fællesskaber på tværs af kulturer og generationer i Højvangen.  Tanken bag Community Zones er at etablere sunde fællesskaber med fokus på bevægelse, madens vej fra jord til bord, fællesspisning, leg og afslapning i naturen. Samspillet imellem frivillige organisationer, boligprojekt, Skanderborg Kommune m.fl. danner grobund for en meget spændende udvikling i boligområdet, der kan række langt ud over projektets tidsramme.” siger Pernille Benzon, projektleder for Community Zones.

De fire Community Zones

De fire ’Community Zones’ har hver især særlige funktioner og målgrupper. I Grow Zone, skal der laves haver og højbede til dagpleje- og børnehavebørn, skolehaver og beboerhaver. I Food Zone skabes et udekøkken med blandt andet en pizzaovn, en kogeø og køkkenborde med fokus på fællesskab i madlavningen. Free Zone skal have plads til bevægelse og forskellige aktiviteter fra rundbold og petanque til yoga og afslapning. Og i Healthcare Zone, der består af en sanse- og trivselshave til især de ældste beboere, vil der være smukke blomster og rolige omgivelser. Alle fire zoner bindes sammen af et stisystem, der skal beplantes med planter fra hele verden – som skal repræsentere områdets mangfoldighed.

Nye fællesskaber opstår 

Formålet er at skabe plads til, at nye fællesskaber kan opstå blandt boligområdets beboere, hvoraf mange har anden etnisk baggrund end dansk. De fire zoner skal derfor fyldes med forskelligartede aktiviteter, der kan samle beboerne omkring deres nye grønne bydel. 

Det er Sammen Gror Vi, som skaber det nye projekt, i tæt samarbejde med Projekt Højvangen og den lokale afdeling af Red Barnet. Projektet bliver derfor i høj grad løftet af frivillige kræfter, men det er også ambitionen, at der skal tilknyttes en naturvejleder til de mange aktiviteter.

Friluftsrådet støtter Community Zones med 500.000 kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. 
”Initiativet giver mange spændende muligheder for at være ude i det fri – både for områdets beboere og for det omkringliggende lokalsamfund. Vi er glade for, at vi med Udlodningsmidler til Friluftsliv kan være med til at gøre den helt nære natur interessant for nye målgrupper,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet. 

Projektet Community Zones sættes i gang i etaper fra november 2018 og løber frem til 2021 med et samlet budget på 3,5 millioner kroner. Herefter vil boligorganisationerne sammen med foreningen SAMMEN GROR VI overtage vedligeholdet af området.

Søg tilskud til projekter

Har du også en god idé til et projekt, som kan skabe bedre muligheder for friluftsliv eller øge befolkningens naturforståelse? Søg om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Der er ansøgningsfrist 1. februar 2019.

Shelter i Pilotnaturpark Flynder Sø - Sønder Lem Vig
Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter initiativer, der forbedrer mulighederne for befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Næste ansøgningsfrist er den 15. september 2024.