Nyhed

Ryd op i skilteskoven, der forhindrer adgang til natur

Skilte, der ulovligt forhindrer folk i at færdes på strande, stier og i skove, skal fjernes, skriver Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted. Vi må deles om den sparsomme natur, vi har, og det er ikke i orden at skræmme folk væk fra naturen med ulovlig skiltning.
The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Som gæst i den danske natur bliver man ofte mødt af skilte, der forhindrer ens adgang til naturen. Nogle gange lovligt og med god grund, andre gange kun for at skræmme eventuelle naturgæster væk.

Det sidste er ikke i orden, mener Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted i et indlæg på netavisen Altinget.dk. Her mener han, at det er på tide, at få ryddet ud i skilteskoven.

"Vi har ikke ret meget natur i Danmark, og vi må deles om den, der er, inden for lovens rammer. Ifølge Naturbeskyttelsesloven er det ulovligt, at en ejer hindrer offentlighedens adgang på steder, hvor der ifølge loven er adgang. Jeg kender ikke folks baggrund for at sætte skilte op, der skræmmer andre mennesker væk. Jeg ved bare, at det er på tide, at der bliver ryddet op i skilteskoven, så ulovlige skilte ikke forhindrer folk i at komme ud i naturen," siger Jan Ejlsted.

Se hvad du skal gøre, hvis din færden i naturen hindres.

Er skiltningen ulovlig? Spørg kommunen!

Det er svært at gennemskue om et skilt er lovligt eller lovligt, men det er kommunernes ansvar at vurdere, om et skilt er lovligt. Det afhænger af den konkrete situation.

Som borger skal man derfor henvende sig til kommunen, hvis man ser et skilt, der kan være ulovligt.

"Og så skal man i øvrigt huske på, at et skilt med teksten "Adgang forbudt for uvedkommende" jo ikke siger, at du er uvedkommende og dermed ikke har lov at gå der. Tilsvarende siger skiltet "PRIVAT" kun noget om ejerformen og ikke, hvorvidt din færdsel er lovlig eller ulovlig det pågældende sted" siger Jan Ejlsted.

Friluftsrådet hjælper gerne til med at oplyse om reglerne eller sende sagerne videre til kommunerne.

Find Friluftsrådets lokale kredse.