Nyhed

Danmarks bedste friluftskommuner

friluftsliv i ringkøbing skjern kommune
I hvilken kommune i Danmark er det bedst at dyrke friluftsliv? Hvem har mest natur, og hvor er der flest friluftsfaciliteter, mærkningsordninger og kilometer ruter? Friluftsrådet har opgjort tallene - se her, hvilke kommuner, der klarer sig bedst på listen over Danmarks bedste friluftskommuner.  

Jo mere natur, der er i en kommune, jo bedre forudsætninger for friluftsliv. Og jo flere kilometer ruter, jo flere mærkningsordninger, jo flere shelters, bålpladser, madpakkehuse, hundeskove og andre faciliteter, kommunen har prioriteret, jo bedre er grundlaget for et godt friluftsliv.  

Vi håber, at analysen vil inspirere kommunerne til at engagere sig endnu mere i arbejdet med at understøtte muligheden for friluftsliv.
Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet

Friluftsrådet er dykket ned i tallene for alle Danmarks 98 kommuner og i en ny analyse opgjort, hvordan det så står til med friluftslivet i hver kommune. 

"Vi ved, at friluftsliv og natur har stor betydning for danskerne, både for vores livskvalitet og beslutning om, hvor man vælger at bo. Så vi håber, at analysen, der sort på hvidt viser, hvordan det står til med rammerne for friluftslivet ude i landet, vil inspirere kommunerne til at engagere sig endnu mere i arbejdet med at understøtte muligheden for friluftsliv," siger direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll. 

Analysen tager udgangspunkt i data indenfor 12 forskellige faktorer, der har betydning for friluftslivet. 

De fordeler sig på geografiske forudsætninger som naturareal og kystlinje, og på forudsætninger, der handler om kommunale indsatser - eksempelvis antal friluftsfaciliteter og kilometer ruter til cykling, løb, ridning, mountainbike, sejlads, ski eller vandring. Samt hvor mange mærkninger kommunerne har under Friluftsrådets mærkningsordninger til for eksempel natur og udelivs-dagtilbud eller Blå Flag. 

Resultatet er tydeligt: Jylland klarer sig bedst.  

Helt i top ligger Ringkøbing-Skjern Kommune, som scorer højt på faktorer som kilometer kystlinje og statsligt naturareal, og som samtidig har mange mærkningsordninger, faciliteter og ruter målt per 10.000 indbyggere i kommunen.  

De øvrige placeringer i toppen går også til jyske kommuner. Den eneste kommune blandt de tyve bedste, der ikke ligger i Jylland, er Vordingborg Kommune. 

Kommunerne kan selv gøre noget 

Det kan umiddelbart virke svært at sammenligne friluftsliv i kommunerne, for Danmarks 98 kommuner er meget forskellige. Nogle har betydeligt mindre naturareal end andre, nogle har meget landbrugsland, og nogle har slet ingen kystlinje.  

Omvendt har bykommuner som Aalborg, Aarhus og København med deres mange daginstitutioner et større potentiale for mærkninger under Friluftsrådet som for eksempel Grønne Spirer end en lille landkommune.   

For alligevel at kunne sammenligne på tværs har Friluftsrådet for hver af de 12 faktorer i analysen placeret hver kommune i en af tre kategorier: "under middel", "middel" og "over middel" og opgjort kommunens plads på den samlede liste ved en simpel sammentælling af antal placeringer i hver kategori.  

Med andre ord: Jo flere gange, en kommune placeres over middel, jo højere oppe på listen over de bedste friluftskommuner ligger den. 

"Det er klart, at der er nogle forudsætninger for friluftsliv i den enkelte kommune, som den kun i begrænset omfang kan ændre ved. Men analysen er interessant, fordi den også tegner et billede af i hvilket omfang, den enkelte kommune gør en aktiv indsats for friluftslivet dér, hvor kommunerne selv kan skabe en positiv forandring," siger Winni Grosbøll. 

Kommunerapport hvem har mest Infografik
Far og søn ved shelter i Naturpark Åmosen
En analyse af de danske kommuners naturmæssige forudsætninger og aktive indsats for at skabe gode muligheder for befolkningens friluftsliv.