Nyhed

Nu kan campingpladser, badehoteller og vinterbadeklubber opnå mærket som Badepunkt

Badepunkt
Fremadrettet er det muligt for private aktører at få et Badepunkt - Friluftsrådets mærkningsordning for gode og rene badesteder. Samtidig åbnes der også for, at vinterbadesteder kan mærkes. Der er ekstra ansøgningsfrist den 1. maj 2021.

Selvom sommeren endnu er langt væk i horisonten, kan du godt begynde at glæde dig til, at endnu flere strande i år bliver mærket som Badepunkt.

For kommuner og private, der har badesteder, kan det godt betale sig allerede nu at tænke på at starte processen om at blive mærket som Badepunkt fra næste sæson.

Nye muligheder for private ansøgere og vinterbadesteder

Indtil nu har Badepunkt-ordningen, der administreres af Friluftsrådet, været et tilbud til kommuner om at mærke deres strande, badesøer og havnebade, hvor vandkvalitet, sikkerhed og basale faciliteter er i orden. Men fremadrettet får også private som for eksempel campingpladser, badehoteller og vinterbadeklubber mulighed for at få Badepunkt og dermed kunne hejse et officielt badeflag på deres badesteder.

Den almindelige badesæson ligger i juni-august og vinterbadesæsonen ligger fra september-maj.

”Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde Badepunkt-mærkningen til endnu flere strande, så både danske og udenlandske turister hurtigt kan finde badesteder, der har lækkert, rent badevand, basal sikkerhed og som giver mulighed for en supergod lokal badetur og dejlige friluftsoplevelser ved vandet,” siger direktør i Friluftsrådet Winni Grosbøll.

Missing indholdselement.

Hvad skal der til for at blive Badepunkt?

For at få Badepunkt skal kommuner eller private aktører blandt andet kunne dokumentere badevandskvaliteten gennem tidligere målinger. Ansøgere skal derfor starte processen med at blive Badepunkt i god tid.

Normalt er der kun én ansøgningsfrist om året i januar måned. Men i år bliver der også en ansøgningsfrist den 1. maj 2021, så nye ansøgere kan komme i gang allerede i kommende sæson. Det kræver dog, at der foreligger 20 badevandsprøver taget inden for de sidste fire år og i den periode af året, der ansøges til.

Friluftsrådet håber, at der i fremtiden vil komme mange private hoteller, campingpladser og badeklubber blandt ansøgerne, så danske og udenlandske turister vil kunne møde endnu flere Badepunkt-flag rundt om i landet.

Se kriterierne for at søge om Badepunkt:

Badepunkt: Mærkning til de simple badesteder

Badepunkt er en nordisk mærkningsordning for simple badesteder, hvor der er rent badevand, basal sikkerhed og infrastruktur som toiletter og affaldsspande. Samtidig er der på mange Badepunkter mulighed for at få særlige lokale natur-, kultur- eller friluftsoplevelser.

Ordningen blev startet i 2018 som en forsøgsordning, der skulle tilbyde kommunerne en mærkning til de ofte mindre badesteder. Badepunkt har samme høje krav til vandkvaliteten som Blå Flag-mærkningen har, men der er samlet set færre krav til strandene. Siden 2019 har Badepunkt været en permanent ordning, og tilslutningen blandt kommunerne er støt stigende. I 2021 er der søgt om at blive Badepunkt 50 steder i Danmark.

Blå Flag er en international mærkning til strande og havne, som fokuserer på bæredygtighed og havmiljø.

 

Kontakt