Nyhed

Seks spørgsmål du skal stille dig selv, inden du involverer frivillige i naturen

frivillige 3
Frivilligt arbejde i naturen kan styrke lokalsamfund, skabe fællesskaber på tværs, være godt for naturen og give nye oplevelsesmuligheder til de kommende generationer. Derfor er der alle mulige grunde til at involvere frivillige i projekter og aktiviteter, hvor naturen er rammen om de frivillige fællesskaber. Undersøgelser viser tilmed, at der er et stort potentiale for flere frivillige på natur- og friluftsområdet.

Af Sara Wæver Hagelund, politisk konsulent i Friluftsrådet og Julia B. Hunt, chefkonsulent i Ingerfair

Naturen kan være rammen om mange former for aktiviteter hvor frivillige møder hinanden og laver noget der kommer andre til gavn. En del af de indsatser, hvor naturen er rammen om frivillige fællesskaber handler dog også om at gøre noget for naturen. 

Og det er ikke så enkelt som det måske lyder at involvere frivillige i naturprojekter. Som ved alle aktiviteter med inddragelse af frivillige kan man ikke bare trykke på startknappen, og så sker det man havde planlagt. Derfor er der nogle centrale overvejelser man kan gøre sig, før i går i gang med at involvere frivillige. Disse overvejelser er hentet fra bogen ’Frivillige i naturen’ som Friluftsrådet udgav i foråret 2017. 

1. Hvorfor skal du have frivillige?

Du skal aldrig begynde at involvere frivillige fordi det står i en strategi, eller lyder flot i en projektansøgning. Du skal kun involvere frivillige når og hvis det er det, der bedst tjener det større formål i dit projekt. Kig derfor på dit projekt og overvej: hvorfor skal jeg have frivillige med?

I Friluftsrådets arbejde med dette spørgsmål fandt vi frem til at der er tre gennemgående årsager til, at have frivillige i naturprojekter. De frivillige kan være en arbejdsressource, de frivillige kan give troværdighed og de frivillige kan sikre lokal forankring.

Alle tre ting, som man eksempelvis som kommune har svært ved at gøre på en tilsvarende måde. Det du skal er at finde ud af, hvorfor du skal have frivillige og hvad det er de skal kunne. Hvis det eksempelvis er den lokale forankring der er vigtig, så skal de frivillige jo være netop lokale. 

2. Har du de rigtige arbejdsbetingelser?

Du kan ikke forvente et 9-17 arbejde når du først begynder at arbejde med frivillige. Der er aftenmøder, telefoner der skal besvares og arrangementer der ska l afholdes i weekenden. Derfor skal du, din leder og kollegaer være indstillet på, at dit arbejde ikke altid foregår på din arbejdsplads.

Derudover er det væsentligt, at du i kommunal sammenhæng ikke kan sidde med borgerinddragelse og frivillighed i den ene hånd, mens du sidder med myndighedsbehandling af de selv samme spørgsmål i den anden.

Hvis du om mandagen holder møde med en frivilliggruppe som beslutter sig for at søge tilladelse til at lave en ny sti, så skal det altså ikke være dig der næste dag behandler den ansøgning. 

3. Vil du overhovedet arbejde med frivillige?

At arbejde med frivillige er relationsarbejde. Derfor skal du være indstillet på, at du i denne del af dit arbejde skal være dig selv, og have en vilje til at indgå i ligeværdige relationer med de frivillige.

De frivillige er arbejdskraft som du disponerer over, de er mennesker med et engagement og det er din opgave at få det engagement til at vokse og understøtte deres ideer undervejs. Samtidig skal du ville dem og relationerne.

Du skal synes det er hyggeligt at tage familien med til arrangementet i weekenden, også selvom du ikke skal være der. Du skal blive glad for en sludder med en frivillig i Brugsen efter fyraften, selvom det er udenfor arbejdstid. Det er en anden måde at gå til arbejdet på, end mange har, og du skal være afklaret med dig selv om hvorvidt det er det du vil. 

4. Er der ressourcer i din organisation?

Det koster tid og penge at arbejde med frivillige, og der skal være ressourcer til det i din organisation. Som minimum skal du have penge til kaffe og en småkage i ny og næ, men allerhelst skal du råde over frie midler så du kan sige ’ja’ når de frivillige kommer med en god idé i lille skala.

Derudover skal der også være plads nok til de frivillige i de lokaler I bruger til møder – der skal være kaffekopper, knager og stole nok. Slutteligt skal du overveje de menneskelige ressourcer hos de andre frivillige. Er de helt kørt ned efter en langvarig og svær proces? Så kan det godt være der er brug for nye kræfter, men at det ikke er lige nu der er overskud til at få flere ind i gruppen. 

5. Er der noget de frivillige kan få indflydelse på?

Den gode involvering af frivillige i naturen starter med ejerskabet og de ideer der kommer nedefra. Det duer ikke at skulle implementere idéer og projekter hvor alt er formuleret og planlagt.

Jo mere indflydelse og ansvar du giver de frivillige, desto større er chancen for at de tager ejerskabet og ansvaret på sig – så sørg for at have dem med fra start.

Det er også igennem den tidligere involvering at du bedst sikrer dig en varig forankring af projektet på frivillige hænder. Det nytter ikke noget først at have fokus på forankring når pengene løber ud. 

6. Er det den rigtige timing?

Det kræver tid til møder i planlægning og opfølgning i udførelsen at samarbejde med frivillige. Derfor skal du kigge realistisk, måske lidt kritisk, på din kalender og tænke: er det lige nu?

Samtidig skal du i naturprojekter tage højde for sæsonerne og i forhold til de frivillige tænke ferier og andet ind. Alt i alt er det svært at ramme den rigtige timing. Ofte skal du have tid til at lave en god opstart og være godt i gang inden I kan ’tåle’ at holde sommerferie – ellers mister de frivillige gejsten.

Samtidig skal du være sikker på, at I alle sammen har tid i kalenderen til at få planlagt opstartsmøderne i god tid. Erfaringen er, at du skal starte før du tror – og sætte meget mere tid af, end du havde regnet med. Og det skal der være forståelse for i organisationen. 

Fakta

Friluftsrådet har en række erfaringer med at involvere frivillige i naturprojekter og gennemførte i 2015-2017 et omfattende projekt med fokus på den gode involvering af frivillige i og omkring naturen.

Projektet blev gennemført i samarbejdet med konsulenthuset Ingerfair og udmøntede sig i bogen ’Frivillige i naturen’ som disse spørgsmål er inspireret af. 

frivillige 3
Hent inspiration og bliv introduceret til centrale overvejelser, når du vil involvere frivillige og borgere i natur-og friluftsprojekter.