Succes med grønne skoler i Afrika
![På billedet ses en skoleklasse på en afrikansk skole. De bærer alle uniform](/files/styles/common_02/public/media/image/web-side-skole-med-elever-skt-kaggwa-img_0158.jpg?itok=zAd5DQn2)
De seneste syv år har Friluftsrådet arbejdet med Grøn Flag Grøn Skole, der internationalt har navnet Eco-Schools, på godt 500 skoler i tre afrikanske lande. Nu samler en rapport op på resultater af projekterne, der er finansieret af CISU, og handler om kvalitet i uddannelserne.
Et særligt vigtigt resultat i programmet er, at andelen af elever, der færdiggør grundskolen er 19-25 % højere i ”programmets” skoler sammenlignet med skoler generelt. Samtidig klarer eleverne i programskolerne sig bedre i nationale test.
I Uganda er der for eksempel 50 % flere elever i bedste eksamenskategori sammenlignet med andre skoler i samme distrikter. Her er Eco-Schools konceptet bredt ud til 250 skoler i den sydvestlige del af landet, og de skoler formår i særligt omfang at fastholde eleverne, så langt flere gennemfører grundskolen og får eksamen end på almindelige skoler i området.
Eco-Schools Best Practice in Uganda, Tanzania og Malawi
Se rapporten med resultater fra landene (pdf)
Samtidig er Eco-Schools med til at booste lærernes viden og engagement og sat fokus på temaer som for eksempel børns rettigheder, hygiejne og sanitet og måder at spare energi på.
"Eco-Schools er både et fagligt og pædagogisk projekt med særlige måder at undervise på. Der arbejdes med miljø og bæredygtighedsproblemer i praksis og skolerne er på den måde drivkraften i landsbyernes udvikling i en mere bæredygtig retning. Som rapporten også viser, har Eco-Schools faktisk afgørende betydning i landet, der er hårdt plaget af klimaforandringer" , siger Torbjørn Eriksen, vicedirektør i Friluftsrådet.
Friluftsrådet arbejder sammen med nationale organisationer i landene om at implementere Eco-Schools undervisningsprogrammet.
Læs mere om det globale program Eco-Schools (Grønt Flag Grøn Skole).
CISU står for Center for Civilsamfund i Udvikling, der er en sammenslutning af mere end 270 folkelige, danske organisationer, der alle er engagerede i udviklingsarbejde.