Nyhed

Efterårsferie: Oplev mere i naturen

Tag på skattejagt, kig på fugle eller pluk bær og svampe. Der er mange muligheder for at opleve naturen i efterårsferien. Desværre er mange i tvivl om, hvad de kan og må i naturen. Derfor kommer Friluftsrådet med 7 bud på gode og sjove oplevelser for hele familien.
Kampagne med skriften "Tag lidt efterår med hjem" - i baggrunden er der en brombærbusk

Efterårsferien venter lige om hjørnet, og der er masser af gratis underholdning i naturen. Desværre kender et stort flertal af danskere ikke nok til mulighederne. Friluftsrådet guider dig og din familie til nye oplevelser, hvor I både kan se, lytte, smage og mærke efteråret. Netop nu er der både trækfugle, saftige bær, brølende hjorte, svampe, kastanjer og flotte blade i massevis.

”Naturen er en aktivitetsboble lige nu og fyldt med gratis glæder. Oplevelser i naturen giver et nærvær, vi ikke altid har i hverdagen, for man er sammen på en anden måde, når man er i naturen. Samtidig er det billigt, og kræver ikke alverdens udstyr eller planlægning”, siger Louise Skou Grindsted, der er projektleder i Friluftsrådet.

Brug naturen som spisekammer

Skovbunden vrimler med svampe og mange frugttræer og buske bugner stadig af moden frugt, der kan plukkes, presses, henkoges og syltes. Mange steder i landet, især på Fyn er der nøddehegn, hvor nødderne kan plukkes – eller bruges til en rigtig efterårsspise: hasselnøddecreme. Find gode råd og opskrifter her.

Få helt styr på, hvad I må samle med Friluftsrådets quiz.

Jagt skatte med GPS'en

Geocaching er en slags skattejagt i naturen, som er meget populær. Geocaching kan dyrkes af alle, der har en GPS-modtager i sin smartphone. I kommer i gang ved at gå ind på hjemmesiden geocaching.dk, hvor I finder geokoordinaterne på alle gemte skatte. Der er tusindvis af skatte gemt i Danmark, så uanset hvor I befinder jer, er der helt sikkert en skat i nærheden. Geocaching er underholdende for hele familien.

Tænd et bål

Tag ungerne med ud en tur og oplev efterårsskoven i efterårsferien. Med hue, vanter og et hyggeligt bål på en af de mange bålpladser i skovene kan man sagtens tilbringe mange timer i det fri – og få røde kinder, fælles oplevelser og nærvær med hjem i rygsækken. I må tænde bål på bålpladser og lejrpladser i offentligt ejede skove. Hvis skoven er privatejet, skal du altid spørge ejeren om lov, og de almindelige regler for at tænde bål skal altid overholdes. Du kan søge efter steder med bålpladser eller lejrpladser og sheltere på Danmarkskortet på udinaturen.dk.

Stjernestunder

Overnatning i det fri. Selvom skoven falmer, kan du godt udfordre dig selv og familien med en overnatning på en af de naturskønne overnatningspladser i det fri, der findes i Danmark. Pak sovepose, et ekstra tæppe og find teltpladser, shelters og billige primitive overnatningssteder.

Opdag dyrelivet

Lige nu er hjortene i brunst og brøler på hunner og parring. I kan se dådyr og krondyr i Haderslev Dyrehave og Jægersborg Dyrehave. I kan også se krondyr i Thy, Oxbøll og på Djursland, og der er gode chancer for at spotte dådyr i Slotved Skov i Nordjylland.

Det er også højsæson for sort sol. Sort sol er når store stæreflokke tegner fascinerende mønstre på himlen. Læs mere om, hvor der er gode muligheder for at se sort sol.

Tag til stranden og mærk suset

Vind i håret hører efteråret til. Tag ud og mærk suset langs kysterne, slå smut med sten, flyv med drage eller tag en af årets sidste dukkerter. En anden populær aktivitet er ravjagt. I princippet findes der rav langs alle danske kyster. Der hvor det blæser mest, og brændingen er voldsomst, er chancerne dog størst, dvs. langs den jyske vestkyst. Men også langs Kattegats og Østersøens kyster er der rigtig gode chancer.
Tag på bjergbestigning

Tag på bjergbestigning

I Danmark har vi 184 ”bjerge”, der er over 100 meter høje. Selv mindre bakker kan være sjove og udfordrende at bestige. I kan også prøve at rulle ned. Find bjerge i Danmark på www.danskebjerge.dk.

Fakta; det må du i naturen

Inden I begiver jer ud på eventyr, er det en god ide, at kende reglerne for, hvad I kan og må i naturen. Se mere om de regler og muligheder der er i naturen på www.oplevmere.nu.

  • I skove, der er offentligt ejede, må du gerne færdes uden for veje og stier til fods, men cykling skal foregå på veje og stier. Du må også være der om natten, og du må overnatte. Der er mange steder, du må tænde bål. Du må samle nødder, bær, svampe, frø, kogler, grene, kviste, mos og lav fra skovbunden til eget forbrug. Du må samle omkring en posefuld.
     
  • I skove, der er ejet af private skovejere, må du færdes i dagtimerne - fra kl. 6.00 til solnedgang. Du må færdes til fods på veje og stier, og du må cykle, hvis vejen eller stien er egnet til cykling med en almindelig cykel. Du må gerne samle nødder, bær, kogler, svampe, grene, kviste, mos og lav, hvis du kan nå dem fra stier og veje. Du må tage til eget brug - omkring en posefuld.
     
  • På strande må du være hele døgnet. Også selvom stranden er privatejet. På privatejede strande skal der mindst være 50 meter til beboelse, for at du må gøre ophold. Du må gerne tage lidt efterår med hjem fx frugt, bær, strandkål og tang. Du må tage til eget brug - omkring en posefuld. På Naturstyrelsens arealer må du også gerne tage sten og sand med hjem. En tommelfingerregel er, at man må tage det med, som man kan fragte uden brug af hjælpemidler - i den forbindelse er en spand ikke et hjælpemiddel.
     

Kontakt:
Louise Skou Grindsted
Projektleder
lsg@friluftsraadet.dk.