Formanden

Næstformanden har ordet: Friluftsliv, natur og miljø på skoleskemaet

Friluftsliv og læring i og om naturen bør være en integreret del af folkeskolens undervisning. Der er nemlig så mange positive muligheder for at styrke elevernes læring, både fagligt, socialt og fysisk, som ikke bør overses i arbejdet med en skolereform, der vil skabe en levende og aktiv skole, hvor alle elever lærer mest muligt.

Friluftsrådet har i strategien frem mod 2020 sat sig ambitiøse mål om at integrere friluftsliv, natur, miljø og bæredygtighed i uddannelsessystemet, herunder i alle de folkeskoler, der i disse dage er gået i gang med et nyt og spændende skoleår. Og det mål er der gode grunde til at arbejde for. Hele det felt, som Friluftsrådet arbejder med kan nemlig bidrage til at styrke elevers læring og udvikling på - mindst - tre områder:

For det første er friluftsaktiviteter et supplement til idrætsundervisningen, der kan bringe andre kompetencer i spil hos eleverne. Friluftsliv styrker det sociale miljø og udfordrer elevernes fysiske færdigheder. En ny undersøgelse fra Børnerådet viser, at de ældste elever vil have mere aktivitet, bevægelse og variation i undervisningen.

For det andet kan undervisning i naturen  være med til at styrke elevernes læring. Undervisning udenfor klasseværelset giver mulighed for at lære på en anden måde, der imødekommer mange af de elever, der har behov for at lære mere. I "Fakta om friluftslivet i Danmark" (LINK) taler tallene deres tydelige sprog: udeskole og læring i naturen fremmer både elevernes fysiske aktivitetsniveau, det styrker hukommelse og motivation og det påvirker læringsmiljøet samt elevernes mentale sundhed og trivsel positivt - og disse faktorer skaber naturligvis bedre forudsætninger for at lære.

For det tredje er der undervisning om natur, miljø og bæredygtighed, der er nødvendig viden for kommende generationer. Her stiller Friluftsrådet ikke bare krav til politikerne, folkeskolen og lærerne om at løfte endnu en opgave! I mange år har vi tilbudt undervisningsprogrammet Grønt Flag Grøn Skole med viden, materialer og inspiration til skolernes miljøundervisning. Friluftsrådet har desuden et erklæret mål om, at blive et nationalt videnscenter for integration af natur, miljø og bæredygtighed i undervisningen, og påtager os dermed at udvikle feltet og igangsætte nye undervisningsprojekter.

Det er blandt andet derfor vi mener, at det giver god mening at få mere friluftsliv, natur og miljø og udeskole på skoleskemaet. Mest for elevernes skyld, men også fordi det kan virkeliggøre regeringens vision om at skabe en aktiv skoledag med bevægelse og fysisk aktivitet.

Godt skoleår 2013/14!