Ældre par går stavgang i efterårskov friluftsliv for ældre
Formanden

Friluftsliv på recept, tak!

Friluftsaktiviteter i naturen har så stor betydning for vores sundhed at det skal integreres i sundhedspolitikken, som et redskab til at få alle borgere med på sundhedsvognen.

Vi kan mærke det på vores egen krop. Sundhedsfaglige eksperter kan påvise en sammenhæng. Kommunerne er i fuld gang med at udvikle metoder og udbrede erfaringer. Nu mangler vi bare et større politisk fokus - på natur og friluftslivs positive effekter for vores sundhed- for det er naturligvis det, der er omdrejningspunktet her: friluftsliv har så stor betydning at det bør være et alment accepteret og udbredt sundhedspolitisk redskab. Med andre ord: friluftsliv skal på recept!

Ingen er efterhånden i tvivl om, at natur og friluftsaktiviteter kan noget i forhold vores sociale, mentale og fysiske sundhed.

For stressramte personer kan ophold i grønne områder reducere stressniveauet. Naturen er den perfekte ramme for mindfulness. Desuden viser undersøgelser, at personer, som tilbringer tid udendørs sover bedre og har færre tegn på depression.   

For personer med kroniske sygdomme, såsom kræft, hjertekarsygdom og diabetes er naturen en oplagt ramme for rehabilitering og forebyggelse af forværring af sygdom. fx nedsætter en daglig gåtur i naturen risikoen for type 2-diabetes med 50%.

At være aktiv i det fri sammen med andre er med til at skabe nye relationer. At være en del af et meningsfuldt fælleskab mindsker følelsen af ensomhed.

Kommunerne har fået øjnene op for friluftslivets sundhedsfremmende potentiale og bruger i stor stil friluftsliv i sundhedsarbejdet. 72 ud af 80 kommuner (90 %) inddrager natur og friluftsliv i deres sundhedsfremme- og forebyggelsesindsatser, foreksempel udeliv med bål og naturaktiviteter og ’vandring’ som indgår i 73 % af indsat­serne. (Kilde: Kortlægning af friluftsliv i kommunernes sundhedsindsatser, Friluftsrådet). 

Mand der fisker
Hvert år afholder Friluftsrådet en årlig pris, som uddeles til den kommune, der gør en særlig indsats for at fremme friluftslivet. Dette idékatalog rummer et udvalg af inspirerende idéer og projekter, der indgik i konkurrencen om at blive Danmarks Friluftskommune 2014.

Naturen er danskernes foretrukne motionsarena, men derudover har friluftslivet også potentiale til at få mange flere inaktive mennesker med på vognen, når sundhedstoget kører. Mens de aktiviteter, hvor pulsen er høj kun dyrkes af nogle dele af befolkningen, er der ikke forskel på, hvem der går tur. Der kan alle være med, og friluftsliv er på den måde et væsentligt bidrag til at øge lighed i sundhed. Alle har glæde af friluftsliv – men der kan være et særligt behov for at støtte udvalgte grupper i befolkningen. Friluftsliv skal kunne gives på recept - også til alle dem, der ikke føler sig hjemme i fitnesscentre og konkurrencesport, men som har brug for at være aktive sammen med andre.

Derfor er friluftsliv et nødvendigt supplement til idrætshaller og andre faciliteter. Og derfor skal rammerne for friluftsliv være et helt centralt element i de politiske prioriteringer og politikerne skal integrere friluftsliv som sundhedspolitisk redskab, der kan forbedre alle danskeres sundhed!

Emne