Pressemeddelelse

Udvikling fortsætter i Naturpark Vesterhavet

Familie går tur i klitområde i Naturpark Vesterhavet
Naturpark Vesterhavet kan se frem til mindst fem år mere som medlem af Danske Naturparker. I december blev naturparken genmærket som medlem af Danske Naturparker af Friluftsrådet. Samtidig har Naturpark Vesterhavet også fået nyt logo.

Efter fem år som medlem af Danske Naturparker, kan Naturpark Vesterhavet glæde sig over være blevet genmærket af Friluftsrådet, som administrer mærkningsordningen for naturområder af særlig høj kvalitet. Naturpark Vesterhavet kan dermed fortsætte de mange initiativer, der skal styrke naturen, formidling og skabe muligheder for oplevelser ved Vesterhavets endeløse strande, klitlandskaber, skove og søer. 

Naturpark Vesterhavet blev i 2014 certificeret som et af de første medlemmer af Danske Naturparker. Den første mærkningsperiode har særligt båret præg af opbygning af stærke samarbejdsrelationer, udvikling af nye netværk, store formidlingsindsatser og udbredelse af kendskab og ejerskab. Naturpark Vesterhavet er nu genmærket for perioden 2019-2024. 

Med fra starten

Der er i alt 12 medlemmer af Danske Naturparker, som er spredt over hele landet, og der kommer løbende nye til. I Friluftsrådet er man glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med Naturpark Vesterhavet.

”Vi er meget glade for at kunne genmærke Naturpark Vesterhavet, som har været med i udviklingen af ordningen helt fra starten. Det er dejligt at se, hvordan naturpark-titlen har bidraget til områdets udvikling, og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde,” siger Flemming Larsen, bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet.

Også i Naturpark Vesterhavet er glæden stor.

”I Naturpark Vesterhavet er vi rigtig glade over at blive genmærket for en ny femårig periode så det gode arbejde, vi har startet, kan fortsætte. Varde Kommune har i løbet af den første mærkningsperiode oplevet, hvordan der med Naturpark Vesterhavet er skabt en fælles branding og formidlingsramme for området. Med naturparken er der dannet en stærk platform for at koordinere indsatser og udvikling mellem lodsejere, aktører, interessegrupper og borgere. Helt nye samarbejder er opstået undervejs. Den udvikling ønsker vi at fortsætte,” siger Peter Nielsen, formand for Naturparkrådet.

Udvalgte initiativer i Naturpark Vesterhavet

Siden 2014 har Naturpark Vesterhavet blandt andet arbejdet med disse initiativer:

  • En årlig Naturparkuge er etableret med friluftsaktiviteter for hele familien, som et stort fællesskab af organisationer og frivillige står bag
  • Opbygning af et naturparkpartnerskab
  • Opbygning af et formidlernetværk for private og offentlige formidlere i naturparken
  • Formidlingsprojektet ”Fortællinger i Naturpark Vesterhavet” med udvikling af en app, der giver de besøgende mulighed for at udforske naturparken med spændende fortællinger om natur og kulturhistorie
  • Obligatorisk undervisningsforløb for alle Varde kommunes skoler, hvor 6. klasserne hvert år gennemgår læringsforløbet ”Kend din Naturpark Vesterhavet”
  • Fælles indsats for regulering af færdsel og aktiviteter på strandene sammen med Naturstyrelsen og Forsvaret
  • Foldere om vandreruter i naturparken og om Filsø.

Nye initiativer på vej

I de første fem år har Naturpark Vesterhavet blandt andet udviklet en årlig naturparkuge med masser af friluftsaktiviteter for hele familien, opbygget et formidlernetværk for private og offentlige formidlere i naturparken, udviklet et obligatorisk undervisningsforløb for alle Varde Kommunes skoler, hvor 6. klasserne hvert år gennemgår læringsforløbet ”Kend din Naturpark Vesterhavet” og meget andet.
 
I den næste periode vil naturparken blandet andet opbygge et netværk af frivillige lokale guider i naturparken, der kan give besøgende en god og personlig oplevelse samt et større indblik i naturparkens mange facetter. Initiativet er en del af et større udviklingsprojekt for Danske Naturparker, som er sat i gang af Friluftsrådet med støtte fra Nordea-fonden.

”I den kommende mærkningsperiode kan de besøgende især glæde sig til at opleve nye lokale guider i naturparken og få en autentisk lokal oplevelse af området. Det er et projekt, vi ser meget frem til at føre ud i livet,” siger Peter Nielsen, formand for Naturparkrådet.

Det kommer til at ske i Naturpark Vesterhavet

I den kommende mærkningsperiode, vil Naturpark Vesterhavet blandt andet sætte fokus på:

  • Fortsat udvikling af mulighederne for naturoplevelser i det storslåede landskab
  • Opbygning af et netværk af frivillige lokale guider i naturparken
  • Inddragelse af borgere og besøgende i aktiviteter som f.eks. naturpleje, bekæmpelse af invasive arter, affaldsindsamlinger mm. 
  • Fortsat udvikling af Naturparkugen som et tilbagevendende årligt event, der samler og markerer naturparken og åbner op for spændende aktiviteter for beboere såvel som turister.

Nyt logo for Naturpark Vesterhavet 

Samtidig med genmærkningen er der udarbejdet et nyt logo for Naturpark Vesterhavet. 

Naturpark Vesterhavets logo

Naturpark Vesterhavets nye logo er skabt i en minimalistisk skandinavisk stil med et enkelt og moderne udtryk. Et logo, der repræsenterer naturparkens kerneelementer: vand, sand og vind. Logoet illustrerer ligeledes bevægelse - at landskabet her er i konstant forandring påvirket af vind og hav. 

”Naturpark Vesterhavet er mere end blot strand og bølger. Det er rå barsk natur, store landskaber, klitter, skove, søer og kronvildt. Dette spektrum af forskellige landskaber og oplevelser ville vi gerne have frem i logoet, og derfor har vi valgt et logo med dybde, som udfordrer fantasien lidt. Man kan næsten fornemme vinden, der konstant former landskab og vegetation i naturparken,” siger Peter Nielsen, formand for Naturparkrådet.

Par kigger på fugle i Naturpark Åmosen
Danske Naturparker er et kvalitetsmærke, der sikrer dig de bedste oplevelser i naturen. Find en naturpark i nærheden af dig og få inspiration til gode oplevelser i Danmarks skønne natur.
Missing indholdselement.
Kontakt