Nyhed

Sundhed på dagsordenen på årets Naturmøde

hovestrøget på Naturmødet 2018
Programmet ved dette års Naturmøde i Hirtshals talte sit eget tydelige sprog: Flere og flere har fået øjnene op for, at natur og friluftsliv har betydning for vores sundhed, og kan bruges i forbindelse med forebyggelse og behandling af folkesygdomme som stress, angst og depression. Naturens sundhedspotentiale var ikke til at komme udenom på dette års Naturmøde i Hirtshals.
sund i naturen event på naturmødet 2018
Friluftsrådet og Hjørring kommune var værter for både debatter om natur og sundhed og aktiviteter, hvor deltagerne kunne prøve naturens effekter på egen krop.

Spørger man danskerne er der bred enighed om, at naturen bidrager positivt til vores trivsel og livskvalitet, og allerede med Folkesundhedsrapporten 2007 slog Statens Institut for Folkesundhed fast, at der findes tilstrækkelig evidens for naturens positive sundhedseffekter, til at kunne anbefale, at der, i politik og planlægning, arbejdes for at skabe let adgang til natur og grønne områder for befolkningen (SIF 2007). Ikke desto mindre har området hidtil ikke fået megen opmærksomhed, men på årets naturmøde var sundhed et hot emne, og for en gangs skyld, var der stor enighed blandt politikere, forskere, NGO’er og praktikere: Naturen er relevant for sundhedsagendaen og den kan bruges meget mere.

Sundhed i naturen har vind i sejlene

På Naturmødet delte aktører fra hele landet deres erfaringer med at bruge naturen i de forebyggende, sundhedsfremmende og rehabiliterende indsatser. Eksempelvis har en række kommuner indgået et samarbejde med Friluftsrådet om projekt Sund i Naturen, hvor patient- idræts- og friluftsforeninger involveres i at udvikle og løfte den kommunale sundhedsindsats i naturen.

Sund i Naturen bål
I tæt samarbejde med 10 fokuskommuner har Friluftsrådet sat fokus på at integrere friluftsliv i kommunernes sundhedsindsatser - blandt andet ved at bygge bro mellem kommuner og friluftsforeninger.

En af disse er Naturmødets værtskommune, Hjørring, som arbejder dedikeret for mere natur i de borgerrettede sundhedsindsatser. Hjørring Sundhedscenters bød Naturmødets gæster på trailsnacks og greenies, og havde en række aktiviteter på programmet, som inspiration til hvordan der kan arbejdes konkret med sundhed i naturen. Efter en udbytterig og varm dag, inviterede Hjørring Sundhedscenter på en forfriskende omgang mindfull badning i Vesterhavet. 

"Naturmødet 2018 efterlod ingen tvivl om, at der er stigende interesse for at skabe synergi i mødet mellem sundheds- og naturinteressenter. Hirtshals havn dannede en smuk ramme om flittig vidensdeling og erfaringsudveksling på tværs, og konklusionen var den samme blandt de repræsenterede professionelle, som arbejder med sundhedsindsatser i naturen: Naturen har vist sig at være en velegnet arena for sundhedsindsatser i forhold til målgrupper med særlige behov eksempelvis stressramte, børn med diagnoser, borgere med PTSD eller stress" slår Friluftsrådets formand Lars Mortensen fast.

Kan naturen knække stresskurven?

Netop stress er et stigende folkesundhedsmæssigt problem. I følge læge og tv-vært Peter Qvortrup Geisling, som deltog i flere debatter på Naturmødet, vil stress overgå rygning som det næste årtis største sundhedstrussel:

”Vi lever I en tid, hvor vi er udsat for et massivt bombardement af indtryk fra alle sider. Vi er skabt til at leve i naturen, men i dag lever mange mennesker tæt sammen i byerne, og er langt væk fra naturen. Derfor ser vi, at stress for alvor er begyndt at bonne ud”. Han pegede på, at en af de vigtigste påviselige effekter ved ophold i naturen, er dens evne til at mindske stress. Peter Qvortrup slog fast, at det er helt afgørende, at vi i højere grad inddrager naturen i behandlingstilbud, men også at vi forebygger, og eksempelvis husker at præsentere vores børn for naturen, så de får et forhold til naturen, og ved hvor de kan finde den senere i livet. ”Børnene skal ud og lære hvad naturen gør ved dem. Derved bliver de også bedre i stand til at passe på den”, sagde Peter Qvortrup fra scenen på Naturmødets første dag.

Sundhedspolitisk opbakning til naturen

Fra politisk hold var der fuld opbakning til at medtænke naturen i behandlingsforløb og formaliserede handlingsplaner. Det understregede Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, torsdag i en debat på life-scenen med Anders Lund Madsen som vært:

”Det er vejen frem. Jeg tror, at om 10 år, vil vi se, at det er et koncept, som er meget udbredt. Jeg tror, at det er meget vigtigt at have naturen med i tankerne når vi fremover bygger skoler, hospitaler, institutioner osv.”, sagde Flemming Møller Mortensen, og pointerede vigtigheden af, at behandlingssystemet har flere elementer at tilbyde, og at naturen skal være et af dem.

"Vi glæder os over den opmærksomhed og politiske velvilje, der er på området. Skal vi følge det op med handling skal der for eksempel arbejdes for flere grønne områder i byerne, gode adgangsmuligheder til natur for alle, bedre dokumentation af feltet og flere behandlingstilbud under åben himmel. Det vil vi arbejde videre med sammen med mange af de aktører, der deltog i Naturmødet" siger Lars Mortensen. 

Af Cecilie Dorthe Mossing