Nyhed

Snart frist: Søg tilskud til friluftsoplevelser i mørket

Nat i naturen 2023 Mads Tolstrup
Vil du være med til at invitere flere ud for at opleve nattens magiske natur? Så kan du søge om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftslivs pulje Nat i Naturen, der har ansøgningsfrist 15. februar 2024.

For at sætte fokus på naturoplevelser i mørket, har Friluftsrådet oprettet en pulje fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, som kan søges af almennyttige foreninger og organisationer til at skabe friluftsaktiviteter og naturoplevelser for befolkningen, når det er mørkt. Puljen kan søges frem til 15. februar 2024.

Der gives særligt prioritet til arrangementer, som foregår på natten mellem 7. og 8. september 2024, hvor initiativet Nat i Naturen i samarbejde med lokale arrangører inviterer alle ud for at opleve nattens magi, hvor sanseren skærpes i mørket, stjernerne titter frem, lejrbålet gnitrer og de nataktive dyr kan opleves.

Inspiration til aktiviteter

I 2023 inviterede 130 arrangementer ud til Nat i Naturen. Nogle af dem var støttet af Udlodningsmidler til Friluftsliv via Nat i Naturen-puljen, og de støttede aktiviteter var meget forskellige: Fra natløb, bålhygge og discgolf i mørket til gåture og overnatning i sheltere for natur-uvante.

For at inspirere endnu flere til at arrangere aktiviteter om natten, har Nat i Naturen netop udgivet et inspirationskatalog på baggrund af erfaringerne fra tidligere år. Kataloget, der henvender sig til arrangører af Nat i Naturen-arrangementer, kan downloades her.  

Nat i Naturen: Inspiration til aktiviteter

Initiativet Nat i Naturen har netop udgivet et inspirationskatalog, som kan downloades her

Bag Nat i Naturen står Friluftsrådet, Ungdomsringen, Det Danske Spejderkorps og Naturstyrelsen.

Søg tilskud

Igen i år kan almennyttige foreninger og organisationer søge om tilskud på mellem 5.000 og 30.000 kr. til lokale arrangementer og aktiviteter. Landsdækkende organisationer, der ønsker at mobilisere deres lokalafdelinger el.lign. til at afvikle arrangementer, kan søge op til 100.000 kr.

De arrangementer, der søges støtte til, skal foregå inden for perioden 1. marts 2024 - 1. juli 2025. Derudover lægges der vægt på, at projekterne er til gavn for mange mennesker - også gerne grupper, som ikke normalt er aktive i naturen.

Læs mere om puljen Nat i Naturen her eller kontakt Friluftsrådet, der gerne hjælper med gode råd og sparring. Du kan kontakte Friluftsrådets puljeadministration på tlf. 33 79 00 79 (tast 2) eller på mail: tilskud@friluftsraadet.dk.

Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.

mørke bål telt stjerner nat
Friluftsrådet ønsker at sætte fokus på naturoplevelser i mørket. Når mørket falder på, åbner en ny verden af oplevelser sig. Nattens dyr og stjernerne kommer frem. Vi tvinges til at bruge andre sanser end synet, og får mulighed for at opleve naturen på nye og mere intense måder.
Kontakt
Merlin Christophersen
Kommunikationskonsulent
24 63 76 41