Nyhed

Skovens MTB-spor bliver farvemærket

Mountainbike-spor vil fremover blive farvemærket efter sværhedsgrad. Nordea-fonden støtter skilteprojektet med 10,7 millioner kroner.
Mand cykler på moutainbike hen af en asfaltsti - billedet er taget i fart

Rød, grøn, blå og sort – nu bliver skovens MTB-spor farver mærket med farver alt efter hvor svære de er. DGI og Danmarks Cykle Union har modtaget 10,7 millioner kr. fra Nordea-fonden til projektet, som også Naturstyrelsen er med i.

De fleste motionister på mountainbike ved af erfaring, at sværhedsgraden varierer i skovens cykelspor, men hidtil har de ikke kunnet se forskellen. Det ændrer det nye internationalt banebrydende skilteprojekt på.

”Vi vægter sikkerhed højt, og det at mærkning af de forskellige spor nu bliver nu ensartet er et stort skridt fremad mod et mere sikkert miljø. Det er et markant fremskridt for de mange tusinde MTB-ryttere, der bruger sporene i de danske skove”, siger Ulrich Gorm Albrechtsen, projektleder i DGI Cykling og programleder for Bevæg dig for Livet cykling.

Stadig flere kører mountainbike

Det anslås, at der i 2016 var ca. 330.000 danskere, der klædte om for at dyrke mountainbike i naturen.

”Stadigt flere motionister springer op på deres mountainbike i disse år, og vi er glade for at kunne bidrage til på en gang at gavne motion, sundhed, sikkerhed og tilgængelighed for mange flere børn og voksne i de danske skove,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Godt for alle brugere
Thomas Larsen Schmidt, som er projektleder i Danmarks Cykle Union og initiativtager til projektet, kalder projektet unikt, og ikke kun i Danmark.

”Det er enestående i verden med et landsdækkende skilteprogram med lokal frivillig forankring. Vi kender i hvert fald ikke til lignende projekter. Det er vigtigt for os, at det bliver sikkert og tilgængeligt for borgerne at bevæge sig i sporene i de danske skove,” siger Thomas Larsen Schmidt.

Også i Naturstyrelsen hæfter specialkonsulent Lars Bendix Poulsen sig ved vigtigheden af de frivilliges indsats.
”Det er godt for alle brugere af skovene, at mærkningen bliver tydelig. Mountainbikeklubberne og sporbyggergrupperne får stadig flere medlemmer og frivillige. Derfor er det vigtigt at deres tusindvis af frivilligtimer bliver brugt helt rigtigt på dette projekt, der både gavner mountainbikekulturen og sørger for, at mountainbikesporene i skoven er sikre og tilgængelige,” siger Lars Bendix Poulsen.

Vil I farvemærke et MTB-spor?

Mountainbikeklubber og sporbyggergrupper skal lave aftale med deres lokale kommune eller lodsejer samt konsulenten fra DCU, før de kan farvemærke et spor. De konkrete skilte og materialer leveres af DCU.

Farvemærkning af MTB-spor sker i projektperioden frem til maj 2020.

Se de nye MTB-skilte