Nyhed

Tusindvis af danskere inviterer friluftsfolk hjem i baghaven

Telt i baghave
Kom og slå dit telt op i min baghave for en nat - helt gratis! Sådan lyder opfordringen fra 7000 gæstfrie danskere, der de seneste uger har meldt sig til et nyt initiativ på Facebook: Brug min baghave.

Peace, love and campfire! Flere tusinde danskere har de seneste uger sat et lille hjerte på et googlekort, der markerer, at deres baghave er åben for forbipasserende friluftsfolk. Og at man ganske gratis kan slå sig ned hvis man kommer vandrende forbi.

Logo brug min baghave
Brug min baghaves kendetegn - fællesskabet kan findes på Facebook

Det er et initiativ på Facebook, der har fået de mange gæstfrie græspletter  til at poppe op på kortet.  

Friluftsrådet er begejstret for initiativet og mener at den store opbakning til  det, viser, at der er efterspørgsel på  overnatningsmuligheder i det fri på trods af, at der de seneste årti både er kommet flere tusinde sheltere og lejrpladser og Naturstyrelsen har udpeget 200 skove med fri teltning. 

"Det er simpelthen bare in at tage på vandretur og overnatte i naturen. Tidligere har vi rejst ud i verden for at få de store naturoplevelser, men blandt andet har fokus på flere stier og ruter, nationalparker og naturparker herhjemme været med til at minde os om at vi også har storslåede naturoplevelser herhjemme. Det er en bæredygtig ferieform, der passer til klimabevidste mennesker, og så giver det os det, vi savner allermest i hverdagen: ro og nærvær," mener Jan Ejlsted, der er direktør i Friluftsrådet. 

Om Brug min baghave

"Brug min baghave" Gæstfrihed – Uden forpligtelser. Et landsdækkende netværk, af flinke folk der frivilligt åbner deres baghaver, for rejsende som mangler et sted at overnatte. Netværket er 100 % baseret på gæstfrihed, næstekærlighed og frivillighed. Der er ingen krav til faciliteter. Det eneste man som gæst, kan forvente er et stykke græs. Resten er bonus. Overnatningen skal være 100 % gratis. Et symbolsk beløb for evt. bad, brænde er ok. Det eneste gæsten efterlader er sit fodspor og et smil. Kontakt altid haveejer inden du slår teltet og fødderne op i baghaven. Det er op til den enkle haveejer, hvem, hvad og hvornår, baghaven er åben for gæster.

Ud over at det rammer et behov, så kan initiativet også tolkes som en ny tendens, som private naturejere kunne lade sig inspirere af mener Jan Ejlsted: 

"Hvor vi ikke engang må færdes i private skove om natten, så er der til gengæld masser af danskere, der ikke er bange for at dele  deres baghave med andre. Det kan jeg sådan set godt forstå, for der går jo ikke noget af en god udsigt eller en græsplet, fordi vi deler den med andre"  siger Jan Ejlsted. 

 '

 

Telt i baghave