Nyhed

Naturpark Mølleåen får fornyet kvalitetsstempel

Badebro i Naturpark Mølleåen
Naturpark Mølleåen er blevet genmærket som medlem af Danske Naturparker, Friluftsrådets kvalitetsstempel for større naturområder af regional betydning. Egedal, Frederikssund, Furesø og Allerød Kommuner ser nu frem til at kunne fortsætte udviklingen af natur og friluftsliv i naturparken.

En rigere natur med bedre levesteder for padder, insekter og fugle, og mange muligheder for spændende friluftsoplevelser. Det er noget af det, man kan finde i Naturpark Mølleåen, som strækker sig fra Farum Sø i øst til Jørlunde i vest, fra Ganløse i syd til Lynge i nord. 

Om Naturpark Mølleåen

I Naturpark Mølleåen kan du gå på opdagelse i enestående natur kun 30 kilometer fra København. Naturparkens kuperede terræn og snoede stier er populær blandt cyklister, løbere og vandrere, og der er masser er muligheder for at de mindste kan fordybe sig i leg og læring i det grønne og blå.

Læs mere

Naturparken har nu fået fornyet sin status som medlem af Danske Naturparker, som er Friluftsrådets mærkningsordning for naturområder af særlig regional betydning. Danske Naturparker, der er et kvalitetsstempel for større sammenhængende naturområder, der udvikler natur, friluftsliv og lokal identitet. Mærkningen gælder i fire år, hvorefter den skal fornyes.

Friluftsrådet er glade for at kunne give Naturpark Mølleåen et skulderklap med på vejen med genmærkningen.

”Vi er glade for at kunne genmærke Naturpark Mølleåen som medlem af Danske Naturparker. Der er allerede sket meget, og det er nogle gode og realistiske mål kommunerne har for udviklingen af naturparken, så det bliver spændende at følge,” siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Rigere natur og flere oplevelser

Siden Naturpark Mølleåen modtog stemplet som naturpark i 2017 har naturplejeprojekter blandt andet sikret mere lysåben natur, der er skabt levesteder for padder og insekter og der er sikret bedre yngleforhold for områdets fugle – for blot at nævne en smule af den positive udvikling for biodiversiteten. 

Derudover er naturparkens mange oplevelser er blevet formidlet over for store og små, med fokus på blandt andet vilde smagsoplevelser, leg og bevægelse i naturen og læring om skovens smådyr. Der er også skabt langt bedre muligheder for at folk kan opleve området på egen hånd, for eksempel med en digital turguide der viser rundt på forskellige vandre- og cykelruter i naturparken.

Egedal, Furesø, Allerød og Frederikssund Kommune og Naturstyrelsen ser nu frem til at fortsætte den gode udvikling og invitere folk ud i det smukke landskab og den enestående natur som Naturpark Mølleåen byder på.'

Om Danske Naturparker

Der er 10 kriterier som kommunen skal opfylde for at blive optaget som fuldgyldigt medlem af Danske Naturparker. Blandt andet skal minimum 50 procent af naturparkens areal være beskyttet natur, der skal nedsættes et naturparkråd med lokale repræsentanter, naturparken skal have mindst én naturvejleder tilknyttet og der skal laves en politisk vedtaget plan for naturparkens udvikling. 

 

Kontakt