Nyhed

Naturpark Lillebælts havmiljø skal i bedre balance

Udsigt over Naturpark Lillebælt
Bredt samarbejde mellem Nordea-fonden, VELUX FONDEN, frivillige og de tre kommuner bag Naturpark Lillebælt vil skabe bedre balance i Lillebælt og øge opmærksomheden på bæltets særlige havmiljø.

Der er hjælp på vej til Lillebælt. Med et samlet beløb på 17,1 mio. kr. fra Nordea-fonden og VELUX FONDEN kan projektet "Bælt i Balance" nu gå i gang. 

Naturpark Lillebælt er et samarbejde mellem Kolding, Middelfart og Fredericia Kommuner. "Bælt i balance" er et stort projekt med mange samarbejdspartnere og mange elementer. Projektet skal blandt andet etablere ny stenrev, frembringe ny forskning om havmiljøet og formidle viden til borgere og besøgende i naturparken.

Støtten fra fondene vækker stor begejstring i naturparken.

"Det her er fantastisk. Vi får nu mulighed for at gøre noget konkret for vores havmiljø og få flere forskere til vores område. Vi bliver klogere og finder ud af, hvilke virkemidler der har effekt," siger Peter Storm, formand for Naturpark Lillebælt og medlems af byrådet i Middelfart Kommune

Projekt Bælt i balance bakkes op af flere forskellige interesser. Både fritidsfiskere, sportsfiskere, småbådsklubber og erhvervsfiskere fra Bælternes Fiskeriforening med i projektet. Det har også fået de tre involverede kommuner til at rykke tæt sammen omkring naturparken.

"Jeg meget stolt over vores samarbejde i Naturpark Lillebælt, og de tiltag vi sammen gør for vores havmiljø. Tillykke til os alle med det flotte resultat," slutter Christian Bro fra byrådet i Fredericia Kommune.

Formidling til børn og unge

Det e en vigtig del af projektet, at indsatserne bliver formidlet til borgere og besøgende i naturparken, som dermed kan få større forståelse for havmiljøets mekanismer.

Formidlingsdelen involverer mange lokale foreninger og erhverv med interesse for naturen i Lillebælt og tilknytning til havet fx dykkerklubber, kajaklubber og naturpark-partnerne. De lokale gymnasier og folkeskoler, Houens Odde Spejdercenter, Destination Lillebælt og Visit Kolding og Visit Lillebælt er også med. Forskere fra SDU skal undersøge, hvordan formidlingen om havet virker på børn og unge igennem projektet. 

"Oplevelser, formidling og viden om vores hav og kyst ved Kolding Fjord og Lillebælt er vigtige dele af projektet. Det får os til at holde af vores natur, så vi passer bedre på den fremadrettet," siger Eea Haldan Vestergaard fra byrådet i Kolding Kommune.

Forskningen i Lillebælt foretages af partnere fra Aarhus Universitet, Institut for Bioscience, der er førende i forskning af marsvins adfærd, bioakustik, fødegrundlag og vandringer, og DTU Aqua, der er førende i overvågning af dansk fiskeri og fiskebestande. 

Om Bælt i balance

Projektet skal:

  • Skabe konkrete forbedringer i havmiljøet – kernen i Naturpark Lillebælt. Der kommer nye stenrev, biohuts (fiskebørnehaver), opfiskning af krabber, frivillige fredninger og mindre støj i havet. Tiltag som skal give bedre levevilkår for torsk, havørred og marsvin og færre krabber.
  • Give mere viden om Lillebælt ved forskning i forbedringernes effekt på marsvin, torsk, fiskeyngel og havørred.
  • Formidle viden og forskning til borgere, besøgende og foreninger. Faciliteterne og formidlingen ude ved naturparkens kyst skal forbedres, så særligt skoler og unge får bedre mulighed for at opleve havet, lære og forstå det der sker under overfladen.
  • Bælt i balance strækker sig over 5 år fra 2020 til 2025. VELUX FONDEN støtter med 7,5 mio. kr. til forbedringer og mere forskning i Lillebælt. Nordea-fonden støtter med 9,6 mio. kr. De tre kommuner har afsat 15,2 mio. kr. til projektledelse og administration i deres budgetter.

Enestående kystnatur

Nordea-fonden er glade for at kunne støtte Naturpark Lillebælts særlige natur. Fonden har et særligt fokus på at støtte initiativer, der får flere ud i det fri.

"Bælt i Balance vil inspirere flere til at opleve og forstå vores enestående kystnatur og alt det, som ligger lige under havets overflade. Derfor glæder vi os over, at projektet foregår i stærkt samarbejde mellem kommuner, foreninger, forskere og turismeerhvervet," siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden. 

Også direktør Ane Hendriksen i VELUX FONDEN er positiv:

"VELUX FONDEN ønsker et sundt havmiljø i Danmark og støtter en lang række konkrete indsatser, der bidrager til at forbedre livet under havoverfladen og langs vores kyster. Havet har behov for, at vi samarbejder om langsigtede løsninger. Projekt ’Bælt i balance’ viser vejen ved at arbejde målrettet på benyttelsen og beskyttelsen af havets ressourcer i en stærk kommunal forankring."

Fakta om Naturpark Lillebælt

Lillebælt er et særligt havområde med store arealer med internationalt beskyttet hav og kystnatur, og med en af verdens tætteste bestande af hvaler. Det smalle bælt og de mange fjorde og vige gør det nemt at komme tæt på havet fra kysten og få gode oplevelser over og under havoverfladen.

Naturpark Lillebælt er Danmarks største naturpark. Ca. 70 % af naturparken er hav. Naturpark Lillebælt er et samarbejde mellem kommunerne Fredericia, Kolding og Middelfart. 

For at blive Dansk Naturpark efter Friluftsrådets mærkningsordning skal man opfylde 10 kriterier. Naturpark Lillebælt fik mærket i december 2017.

Et kriterium er, at minimum 50 % af naturparkens areal skal være beskyttet natur. Naturpark Lillebælt er på 36.950 ha (ca. 370 km2), og der er 20.121 ha beskyttet natur inden for afgrænsningen. Over 54 % af området er altså beskyttet natur. 

Se de 10 kriterier for at være Dansk Naturpark her hos Friluftsrådet

Par kigger på fugle i Naturpark Åmosen
Danske Naturparker er et kvalitetsmærke, der sikrer dig de bedste oplevelser i naturen. Find en naturpark i nærheden af dig og få inspiration til gode oplevelser i Danmarks skønne natur.
Kontakt