Nyhed

Kend dine muligheder for vinterens naturoplevelser

Billedet viser et telt, der er slået op i en snefyldt skov. foran teltet er der tændt et bål
Mange danskere er ikke klar over, hvilke muligheder vi har for at opleve naturen. Især er kendskabet til, hvad vi må i privatejede skove og på strande begrænset, viser en undersøgelse fra Friluftsrådet.

Der er masser er muligheder for at opleve naturen, også om vinteren. Og hvis man kender reglerne kan man skøjte, kælke, stå på ski, varme sig ved et bål eller bare gå en god tur.

"Men vi kan se, at der er mange, som ikke er klar over, hvad de må, og det er ærgerligt, at de går glip af de oplevelser," siger Louise Skou Grindsted, kommunikationskonsulent i Friluftsrådet.

Tre ideer til udendørs vinteraktiviteter

Kælk, stå på skøjter, gå en tur langs stranden, cykl en tur på landet, kik på fugle og find dyrespor - mulighederne er mange. Her er tre lidt anderledes oplevelser i vinternaturen - der ikke er afhængige af vejret:

1. Tænd et bål i skoven og lav varm kakao. Du må tænde bål/bruge stormkøkken på bålpladser og lejrpladser i offentligt ejede skove. Hvis skoven er privatejet, skal du altid spørge ejeren om lov, og de almindelige regler for at tænde bål skal altid overholdes. Du kan søge efter steder med bålpladser på Danmarkskortet på udinaturen.dk

2. Nup en nat i naturen. Hvad med at tage på sheltertur en vinternat? Med det rigtige udstyr og et godt bål, er det mere end hyggeligt for både børn og voksne. I kan også afprøve friteltning i de områder, hvor det er tilladt. Find lejrpladser, friteltningsskove og shelterpladser på udinaturen.dk

3. Er du til kolde gys? Du må slå dig ned og bade ved stort set alle strande, men husk, at der skal være mere end 50 meter til beboelse, hvis stranden er privatejet. Det er også tilladt at lave bål de fleste steder, men der kan være lokale forbud, som du kan tjekke på kommunens hjemmeside. Et bål på stranden kan med fordel kombineres med en vinterbadetur. Læs mere om regler og muligheder på gaanyeveje.dk

Til at begynde med at er det vigtigt at vide, at reglerne er forskellige i offentligt ejet natur og i privatejet natur.

Under halvdelen af danskerne ved for eksempel ikke, at vi gerne må færdes til fods på privatejede strande. Og det kun hver fjerde dansker der ved, at det er tilladt at cykle på veje og stier i privatejede skove, viser tal fra Friluftsrådet, som derfor guider til flere oplevelser i naturen.

Hovedreglen er, at du må færdes de fleste steder, men der er nogle undtagelser, som du skal være opmærksom på.

Læs også: Danskerne er markant mindre aktive ude om vinteren

Hvem ejer skoven?
Må du være i skoven, efter det er blevet mørkt? Må du gå uden for veje og stier? Må du plukke vintergækker fra skovbunden? De spørgsmål er slet ikke så enkle at besvare, for reglerne i skovene afhænger nemlig af, hvilken type ejer skoven har:

Er det statens eller kommunens skov - det vil sige en offentligt ejet skov - eller er det en privatejet skov? I offentlige skove må du færdes døgnet rundt både på veje stier og i selve skovbunden. I privatejede skove skal du blive på veje og stier, og du må være der fra kl. 6 om morgenen til solnedgang. Al cykling skal foregår på veje og stier uanset om skoven er offentlig - eller privatejet.

Det er tilladt at plukke blomster, samle svampe, bær kogler mv. til eget brug - omkring en posefuld, men husk, at du kun må samle det, som du kan nå fra vejen eller stien, hvis skoven er privatejet.

Husk i øvrigt altid at tage affald med dig og at have din hund i snor. Den eneste undtagelse er på stranden fra 1. oktober til 31. marts, hvor du må lade hunden løbe fri.

Statens skove drives af Naturstyrelsen, og de er forsynet med rødmalede pæle, skilte og låger. I privatejede skove ses oftere et grønt skilt med "ordensregler". Kender du naturområdets adresse kan du finde ejeren via boligejer.dk.

Friluftsrådet arbejder for, at der skal være gode adgangsforhold til naturen og oplyser om regler og muligheder på www.gaanyeveje.dk