Friluftsrådet: Marine Naturnationalparker skal dække både land og vand
I Finansloven for 2022 blev det besluttet at etablere to marine naturnationalparker i Danmark for Øresund og Lillebælt, men siden har arbejdet ligget mere eller mindre stille. Friluftsrådet har nu sendt en række anbefalinger til etableringen af parkerne til miljøministeren i håb om, at der snart kommer gang i processen igen.
En af anbefalingerne fra Friluftsrådet er, at de marine naturnationalparker ikke kun skal omfatte hav, men også de tilstødende landområder.
”Der er stort behov for at gøre en indsats for havmiljøet i Danmark, som desværre har det rigtig dårligt. Vi håber, at de marine naturnationalparker kan blive en løftestang til at styrke havets natur og udvikle mulighederne for de store oplevelser ved vandet. Derfor anbefaler vi, at man både tænker land- og vandområder ind i etableringen af de marine naturnationalparker, så vi kan få størst mulig værdi ud af dem, både for naturen og friluftslivet,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.
Ved at indtænke både land- og havområder kan man skabe de bedste betingelser for forbedring af havmiljøet og udviklingen af friluftslivet i parkerne, påpeger Friluftsrådet. For eksempel vil man kunne mindske næringsstofudledning fra de tilstødende landområder samt spildevand og kunne etablere knudepunkter for friluftslivet langs kysten.
Disse knudepunkter kan være samlingssteder for forskellige friluftsaktiviteter på og i vandet og være udgangspunkt for naturformidling, hvilket kan skabe lokalt engagement og forståelse for livet under havoverfladen.
Anbefalinger til Lillebælt og Øresund
Friluftsrådet håber på at kunne bidrage til arbejdet med etablering og udvikling af marine naturnationalparker både på nationalt og regionalt plan. Det er dog også vigtigt at andre lokale aktører og myndigheder bliver involveret i arbejdet.
”Det er vigtigt at involvere de lokale aktører i etableringen af de marine naturnationalparker. For eksempel skal de lokale foreninger, de berørte kommuner og havnene inddrages. De lokale aktører kan bidrage med vigtig viden, skabe forbindelse til eksisterende indsatser og sikre, at etableringen af de marine naturnationalparker bliver en gevinst for lokalsamfundene,” siger Jonas Bjørn Whitehorn, der er formand for den temagruppe i Friluftsrådet, der har arbejdet med Marin Naturnationalpark Øresund.
Derudover er det vigtigt at udviklingen af de marine naturnationalparker sker i samarbejde med andre relevante organisationer og institutioner. Det kan for eksempel være naturparker, naturcentre, uddannelsesinstitutioner eller kulturinstitutioner.
”I Naturpark Lillebælt har man allerede stor succes med at skabe gode rammer for havmiljøet, udvikle mulighederne for friluftsliv og formidle havets natur. Her har man for eksempel lavet undervandsformidling med stenrev, undervandsstier og etableret faciliteter langs, som giver mulighed for friluftsaktiviteter og naturformidling. Det er oplagt at bygge videre på de gode erfaringer, man har gjort sig der, i etableringen af Marin Naturnationalpark Lillebælt,” siger Søren Larsen, formand for Friluftsrådets temagruppe Marin Naturnationalpark Lillebælt.