Pressemeddelelse

Friluftsrådet giver milliontilskud til 110 nye projekter landet over

Frederikskilde Strand ved Kongskilde Naturcebter
Danskere over hele landet får fremover bedre muligheder for at være aktive i naturen takket være de næsten 14 millioner kroner, som Friluftsrådet i maj 2019 har bevilget til flere naturoplevelser for både børn og voksne.

Svævende udsigtssheltere, stress-af-stier og mobile saunaer er bare nogle af de muligheder, som danskere over hele landet snart kan få glæde af. Friluftsrådets bestyrelse har uddelt knapt 14 millioner kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til projekter, der åbner naturen for flere, skaber flere overnatningsmuligheder i det fri, nye stier og bedre undervisningsmuligheder i naturen for skolebørn.

"Vi er rigtig glade for, at Friluftsrådet kan støtte foreninger og ildsjæle, der vil forbedre naturoplevelserne i hele landet og give danskerne bedre muligheder for at bruge og lære om naturen. Det er dejligt at se, at der er så mange fantastiske initiativer og projekter. Det viser, hvor stor interesse og efterspørgsel, der er for at få oplevelser i naturen," siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet. 

110 projekter fordelt på tre temaer

De 110 projekter der får tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv fordeler sig på tre temaer:

  • Flere ud i den nære natur: Projekter, der skaber nye muligheder for friluftsliv og fællesskaber i den nære natur.
  • Bedre forståelse af naturen: Projekter, der forbedrer befolkningens naturforståelse gennem aktiviteter i det fri. 
  • Undervisning i naturen: Projekter, der udvikler skolernes muligheder for naturbaserede undervisningsforløb i nationalparker, naturparker eller andre større naturområder.

To af temaerne giver mulighed for at styrke undervisning i naturen, udeskole og naturformidling. Et eksempel på det er Nationalpark Skjoldungelandet, der har fået 1 million kroner til at udvikle en undervisningsindsats for lokale 3.-7. klasser. Pengene skal bruges til at styrke skoleelevers viden om deres lokalområdets natur, kultur og historier gennem aktiviteter i naturen, ligesom mange skoler og naturskoler har fået tilskud til feltlaboratorier, skolehaver og undervisningsforløb i biodiversitet. 

Jan Ejlsted er glad for, at Friluftsrådet kan støtte initiativer, hvor børn og unge kan få gode og lærerige oplevelser i naturen:

"Friluftsrådet har et mål om at styrke friluftslivet for børn og unge og sikre, at alle børn får viden om natur og oplevelser derude. Derfor er vi begejstrede over de mange ansøgninger med spændende projekter, der giver nye muligheder for at formidle naturen i børnehøjde. Der er rigtig mange børn, der kan få stor glæde af de mange oplevelser, man kan få i naturen," siger han.

Under temaet "Flere ud i den nære natur" er der bevilget i alt 5,7 millioner kroner til projekter, der skaber nye muligheder for friluftsliv og fællesskaber i den nære natur. I alt 68 projekter har modtaget støtte, blandt andet til at etablere nye lokale stier, badebroer, saunaer og sheltere. Et af de projekter, der skal få flere ud i den nære natur, er på Bornholm. Her kan man fremover få glæde af en spritny 20 km. mountainbikerute for både begyndere og øvede.

Kontakt
Portrætfoto af Rikke Damm - konsulent i Friluftsrådet
Konsulent
24 52 60 89