Nyhed

Fan af Danske Naturparker: De er med til at holde mit helbred sundt

danske naturparker åmosen
Dansk-amerikanske Carolyn Frusciante har besøgt fire af de 15 Danske Naturparker, har vundet fire pladser i fotokonkurrencen om de smukkeste billeder fra parkerne, og er ikke færdig med besøg i dem. Årsag: Naturen er hendes mentale pusterum.

Da dansk-amerikanske Carolyn Frusciante for omkring syv år siden blev ramt af sygdom og ikke længere kunne løbe, som hun hidtil havde gjort, måtte hun finde på noget andet. 

Carolyn Frusciante Danske Naturparker
Carolyn Frusciante. 

Det blev at gå.

Til at starte med alene, men i 2019 fandt hun sammen med en gruppe kvinder i alderen 45-62, hvis fællesnævner var interessen fra vandring.

Senere udvidede hun det til et medlemsskab af Facebookgruppen Fynboer på Tur, og sammen med denne gruppe stiftede hun for første gang bekendtskab med en af Danmarks i alt 15 Danske Naturparker. Nærmere bestemt den, der lå nærmest hendes popæl i Odense: Naturpark Lillebælt. 

Fornem placering i fotokonkurrence

Carolyn Frusciantes interesse for at gå er kombineret med en lyst til at fotografere naturen, hun går i, og har altid kameraet altid med på tur. 

Det har hendes vandrekammerater bemærket, og det var en af dem, der i 2021 fortalte Carolyn Frusciante om Friluftsrådets fotokonkurrence om de bedste billeder fra Danske Naturparker.

Carolyn deltog det år med billeder fra Naturpark Lillebælt, dog uden at vinde noget. 

Det gjorde hun til gengæld i 2022, hvor hun indsendte billeder fra fire af Danmarks Naturparker og vandt i de tre af dem.

danske naturparker fotokonkurrence flyndersø
2. pladsen i Pilotnaturpark Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig. Foto: Carolyn Frusciante

Det er parkerne selv, der udvælger vinderne blandt de indsendte fra deres park, og juryernes dom endte med en førsteplads til Carolyn Frusciante for hendes billede fra Naturpark Åmosen, en 2. plads i Naturpark Nordals, og en 2. og 3. plads i Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig.

”Jeg har altid taget utrolig mange billeder og synes bare, det er sjovt at dele dem,” siger Carolyn Frusciante.

At det lige er de Danske Naturparker, Carolyn Frusciante har kastet sin kærlighed på, er ikke tilfældig.

Selvom hun holder af sit sygeplejerskejob, kan hun ind imellem godt mærke, at hverdagen kan blive lidt hektisk. Derfor nyder hun at gå ture i naturparkerne, hvor specielt de overskuelige stisystemer og den smukke natur giver hende effekten af et mentalt pusterum. 

En magisk oplevelse at have naturen for sig selv

Til spørgsmålet om hvilken af de fire parker, hun har besøgt, hun holder mest af, er svaret entydigt.

"Jeg holder mest af Lillebælt. Hindsgavl rundt er en fantastisk tur," siger Carolyn Frusciante.

Naturparken omkring bæltet mellem Fyn og Jylland er dog ikke den eneste, hun roser. Også Åmosen på Vestsjælland er hun glad for.

”At gå en tur rundt om Skarresø er en tur over Storebælt værd, og det er ikke sidste gang, jeg kommer der. Ligeledes vil jeg gerne fremhæve Nordals, som vi fornemmede ikke var opdaget af særlig mange. Det var en magisk oplevelse at gå rundt om Nordborgsø, mens solen gik ned.”

Danske Naturparker

Danske Naturparker er et kvalitetsstempel, der sikrer dig de bedste oplevelser i naturen. Der findes i dag 15 naturparker og pilotnaturparker fordelt over hele landet.

  • Naturpark Amager
  • Naturpark Christiansø
  • Naturpark Lillebælt
  • Naturpark Maribosøerne
  • Naturpark Mølleåen
  • Naturpark Nakskov Fjord
  • Naturpark Nissum Fjord
  • Naturpark Nordals
  • Naturpark Randers Fjord
  • Naturpark Tolne
  • Naturpark Vesterhavet
  • Pilotnaturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig
  • Pilotnaturpark Ringsted
  • Pilotnaturpark Ådalen

Med i alt 15 Danske Naturparker på kortet og formentlig flere på vej, er der stadig mange parker for Carolyn Frusciante at gå på opdagelse i.

Hun har da også allerede lagt planer for fremtidige besøg: 

”Jeg skal til Naturpark Randers Fjord og Naturpark Nissum Fjord senere i år, da min datter er flyttet til Viborg, som er tæt på. Derudover skal jeg og to af mine vandrekammerater til sommer gå den 140 kilometer lange Kyst til Kyst Sti, som starter i Naturpark Vesterhavet. Så jeg kommer til at have mange billeder, hvis der igen i 2023 er en fotokonkurrence fra Danske Naturparker.”

danske naturparker fotokonkurrence 2022 nakskov fjord
Hvis man var i tvivl om naturoplevelserne i Danmarks 15 Naturparker og pilotnaturparker, skal man bare se billederne fra vores store fotokonkurrence fra parkerne. Se vinderbillederne her.

Artiklen er skrevet i samarbejde med erhvervspraktikant fra Møn Friskole, Carla Sylvest

Kontakt
gitteholtze
Kommunikationskonsulent
24 64 63 91