Nyhed

Aktivt foreningsliv skal styrke børn og unge

Børn gror i natur - tømmerflåde
Regionerne kan med fordel vende blikket mod aktiviteter i naturen hvis de vil sætte handling bag ordene i det nye udspil om sundhed for børn og unge.

Med et mål om at skabe sundhed for alle børn og unge har regionerne formuleret et udspil, der skal forebygge fysiske og mentale sygdomme og ulighed i sundhed. Udspillet lægger vægt på børns aktive deltagelse i foreningsliv og det møder opbakning fra Friluftsrådet. 

"Foreningerne har uendelig stor værdi ved at tilbyde stærke og aktive fællesskaber, som de udvikler sig i og lærer af. I første omgang er det måske aktiviteter, der tiltrækker, men det er fællesskabet, der fastholder børn og unge i et aktivt liv," siger Torbjørn Eriksen, vicedirektør i Friluftsrådet. 

Husk naturen i børnenes liv

Dog ser Friluftsrådet gerne, at aktiviteter i naturen bliver omdrejningspunkt for flere børn og unges aktiviteter. På baggrund af undersøgelser af naturens effekter på sundheden og erfaringer fra projektet Sund i naturen med netop sårbare grupper af børn og unge, anbefaler Friluftsrådet, at regionerne målrettet bruger det kæmpe potentiale for at forbedre sundheden, som friluftsliv og aktiviteter i naturen har. 

"Naturen er et rum, hvor mange børn og unge får mulighed for at være med og opleve en mestringsfølelse. Friluftsforeningerne rummer mange forskellige børn, måske også dem, der ikke bliver valgt til førsteholdet andre steder. Derfor håber vi regionerne kigger ud i naturen og ser det potentiale, der ligger her. Gode rammer for at dyrke friluftsliv og komme ud i naturen er et vigtigt bidrag til at mindske den ulighed i sundhed, som også regionerne har øje på med udspillet" siger Torbjørn Eriksen.   

Især flere af punkterne i udspillet med regionale handlinger, der skal forbedre børn og unges sundhedstilstand, er oplagte at bruge naturen til.  Naturen kan både gavne overvægtige børn, børn med diabetes og dem, der mistrives mentalt. Og så er det et godt alternativ til for meget skærmbrug, mener Friluftsrådet. 

Sund i Naturen bål
I tæt samarbejde med 10 fokuskommuner har Friluftsrådet sat fokus på at integrere friluftsliv i kommunernes sundhedsindsatser - blandt andet ved at bygge bro mellem kommuner og friluftsforeninger.

 

Kontakt
Torbjørn Eriksen
Vicedirektør
21 94 16 66