Nyhed

71 mio. kroner uddelt til 725 projekter, der giver mere og bedre friluftsliv

børn fiske
I 2022 vedtog Friluftsrådet en ny uddelingsstrategi for Udlodningsmidler til Friluftsliv, som vil gøre den samfundsmæssige effekt af tilskuddene til friluftsprojekter endnu højere. Blandt andet børn og unges friluftsliv får fremover endnu mere fokus.

Det danske samfund oplevede i 2022 ikke nedlukninger i forbindelse med Corona-epidemien, men mange i befolkningen havde ikke glemt de gevinster ved friluftsliv og oplevelser i naturen, som de fik øjnene op for under epidemien.

At skabe flere og bedre muligheder for at komme ud i naturen var derfor også højaktuelt i 2022.

Det førte til, at der blev vedtaget en ny uddelingsstrategi med tre nye temaer: Børn og unges friluftsliv, Vandfriluftsliv og Fysiske rammer for friluftsliv.

vandriluftsliv fisker

“Udlodningsmidler til Friluftsliv skal hele tiden være på forkant med samfundets udfordringer, således at vi støtter projekter, der kan bidrage til at løse dem via friluftsaktiviteter. Eksempelvis projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse, da vi ved, at mange børn ikke kommer nok ud, og aktiviteter i naturen har en lang række positive effekter på børn og unges sundhed, trivsel og læring,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Uddelte midler 2022
  • Fysiske rammer for friluftsliv: 15,3 mio. kr. til 126 projekter
  • Vandfriluftsliv: 12,8 mio. kr. til 94 projekter
  • Børn og unges friluftsliv: 14,2 mio. kr. til 185 projekter
  • Nat i Naturen: 1,5 mio. kr. til 67 projekter
  • Flere ud i naturen: 14,1 mio. kr. til 125 projekter
  • Sammen i naturen: 2,9 mio. kr. til 60 projekter
  • Naturforståelse: 2,6 mio. kr. til 58 projekter
  • Nationale udviklingsprojekter: 7,6 mio. kr. til 10 projekter

Projekter inden for vandfriluftsliv er relevante, da der med den korte afstand til vand alle steder i landet er et stort potentiale for at skabe mere friluftsaktivitet i tilknytning til vand.

Samtidig vil det give mange en større bevidsthed om den fantastiske natur, der er under overfladen.

Stadig et stort behov for bedre fysiske rammer

Temaet Fysiske rammer for friluftsliv afløser i nogen grad det tidligere tema Flere ud i naturen, da formålet her er at støtte projekter, der forbedrer de fysiske rammer for befolkningens friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen.

“Sheltere, vandrestier, bålhytter, fugletårne, multtoiletter og andre friluftsfaciliteter oplever vi stadig et stort behov for, og jeg er glad for, at vi i 2022 har kunnet give tilskud til en lang række projekter, der imødekommer den store interesse for at komme ud. Herunder mange projekter, der har fokus på naturuvante eller handicappede,” siger Winni Grosbøll.

I 2022 blev også puljen Nat i Naturen introduceret, og der er givet støtte til i alt 67 projekter med afholdelse af åbne arrangementer, der skal få flere ud og opleve naturen, når mørket er faldet på.

I alt blev der i 2022 uddelt 71 mio. kr. fordelt på 725 projekter i 91 af Danmarks kommuner.  

Få gode råd og sparring

Har du en projektidé, og vil du gerne høre om mulighederne for at søge tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til Friluftsrådet.

Friluftsrådet ligger inde med stor viden om forskellige typer af projekter og bidrager gerne med gode råd og sparring.

Der er også viden og inspiration at hente på Friluftsrådets hjemmeside friluftsraadet.dk.

nat i naturen mørke skagen
Et af projekterne under puljen Nat i Naturen var fugleture i mørket ved Grenen på Danmarks top.