Nyhed

Veteraner drager på familiecamp i naturen

Veteraner på sommercamp. Foto: DDS
I uge 28 inviteres skadede veteraner og deres familier ud i naturen, når DIF Soldaterprojekt og Det Danske Spejderkorps afholder en familiecamp med friluftsaktiviteter for børn, unge og voksne. Projektet bliver støttet med 117.000 kroner fra ”Bevæg dig i Naturen”-puljen, der administreres af Friluftsrådet.
Veteraner på sommercamp. Foto: DDS

Friluftswellness, bagning over bål og klatring. Programmet spænder vidt, når DIF og Det Danske Spejderkorps inviterer skadede veteraner og deres familier på en uges camp i naturen.

I alt 110 børn, unge og voksne deltager i campen, som foregår 7.-12. juli på Paradislejren i Silkeborg. Med udgangspunkt i de skadede veteraners indgående erfaring med naturen, har familiecampen fokus på nærværet og fællesskabet i naturen.

”For mange veteraner er naturen et trygt miljø, som de er blevet fortrolige med gennem soldaterlivet. På familiecampen kan veteranerne sætte de evner i spil på en hyggelig og sjov uge sammen med deres familier”, siger projektleder Rune Oland Tanggaard fra DIF.

Hele familien i spil

Fakta om familiecampen
  • Familiecampen afholdes 7. til 12. juli på Paradislejren, der er en naturskøn lejrplads og hytte ved Silkeborg.
  • Campen er for skadede veteraner og deres pårørende. I alt 110 børn, unge og voksne forventes af deltage.
  • Aktiviteterne afholdes af en række frivillige spejderledere og DIF Soldaterprojekt med stor erfaring i friluftsaktiviteter for børn, unge og voksne.
  • Familiecampen er skabt i samarbejde mellem DIF og Det Danske Spejderkorps som en del af DIF’s Soldaterprojekt. Læs mere om projektet på difsoldaterprojekt.dk. Læs mere om Det Danske Spejderkorps på dds.dk.Læs mere om Det Danske Spejderkorps https://dds.dk/

Familiecampen, der afvikles af frivillige spejderledere og DIF Soldaterprojekt, byder både på friluftsaktiviteter med høj puls som klatring, mountainbike og orienteringsløb, men også afslappende aktiviteter som friluftswellness, brætspil eller en stille kanotur. Derudover er der mulighed for, at veteranerne og deres partner kan tage på date og nyde lidt kærestetid, mens ungerne underholdes af de frivillige spejdere, der er tilknyttet projektet.

”Vores frivillige spejderledere har planlagt en uge, hvor de deltagende familier kan tanke ny energi og få nogle gode og positive oplevelser sammen. Som spejdere er vi eksperter i aktiviteter omkring børn, unge og friluftsliv. Derfor kan vi være med til at skabe nogle rammer, hvor hele familien er i spil”, siger Benedikte Marie Kaalund, der er generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.

Ud over at tilbyde masser af friluftsaktiviteter, har campen også fokus på de fælles oplevelser, som foreningslivet er stærkt i: Lejrbålshygge, fællesskab og glæden ved at bevæge sig.

”Bevæg dig i Naturen”
  • Som et led i partnerskabet ”Bevæg dig for livet – i naturen” mellem DIF, DGI og Friluftsrådet, blev der afsat 10 millioner kroner til puljen ”Bevæg dig i Naturen” under Udlodningsmidler til Friluftsliv.
  • I de tre år, puljen ”Bevæg dig i Naturen” har eksisteret, er der blevet givet støtte til i alt 40 projekter.
  • De 21 projekter, der har fået støtte i denne omgang, vil være de sidste, der modtager støtte fra denne pulje, hvor de 10 millioner kroner nu er uddelt.
  • Læs mere om Bevæg dig for livet – i naturen.

”En stor del af det, som både idrætten og spejderbevægelsen tilbyder, er meningsfulde fællesskaber, som opstår rundt om aktiviteterne. Det er derfor også et element, vi har fokus på i vores soldaterprojekt”, siger Rune Oland Tanggaard fra DIF.

Det er anden gang, at Det Danske Spejderkorps og DIF samarbejder om en familiecamp for skadede veteraner og deres familier. 

Familiecampen støttes med 117.000 kroner fra en særlig pulje af Udlodningsmidler til Friluftsliv kaldet ”Bevæg dig i Naturen”. Puljen er blevet til i regi af ”Bevæg dig for livet – i naturen”, der er et partnerskab mellem Friluftsrådet, DIF og DGI.