Nyhed

”Det giver en særlig energi at komme ud sammen med andre”

I Odense mødes en gruppe fra Kræftens Bekæmpelse hver uge til naturtræning ved Skovsøen.

I Odense mødes en gruppe fra Kræftens Bekæmpelse hver uge til naturtræning ved Skovsøen.

I Odense inviterer Kræftens Bekæmpelse patienter og pårørende til naturtræning. Fremover skal naturen tænkes meget mere ind i kommunens sundhedsindsatser, lyder det fra frivilligkoordinator Jakob Hald.

”Når I er færdige med at løbe, så står I og bokser ud i luften.”

Tine Henriksen har et smil på læben, mens hun instruerer de omkring 30, der er mødt op til naturtræning ved Skovsøen i Odense, i næste aktivitet. Smilet smitter, og deltagerne følger hendes anvisninger med engagement og højt humør. Rammen for træningen denne junimorgen er ellers alvorlig nok. Tine Henriksen er nemlig frivillig træner på Kræftens Bekæmpelses Naturtræning, og deltagerne har det tilfælles, at de enten er kræftpatienter eller pårørende.

”Vi er ude hver onsdag hele året rundt”, fortæller Tine Henriksen, der til dagligt studerer idræt på Syddansk Universitet, og selv har mistet sin far til kræft.

Hun har været frivillig naturtræner i halvandet år og har taget DGI’s naturtræneruddannelse. Kræftens Bekæmpelses Naturtræning, der er et frivilligt drevet tilbud, som har eksisteret siden 2020, følger nemlig DGI’s natutræningskoncept, som har fokus på bevægelse og fællesskab under åben himmel.

Tine Henriksen er frivillig naturtræner for Kræftens Bekempelse i Odense.
Tine Henriksen (t.v.) er frivillig naturtræner for Kræftens Bekæmpelse i Odense. Til dagligt læser hun idræt på SDU.

Fællesskaber i naturen

Fællesskabet er da også til at tage og føle på. Der bliver grint, sunget og givet krammere, mens deltagerne løber, luftcykler, laver vægtløftning med grene og anden form for styrketræning.

”Det giver en særlig energi at komme ud sammen med andre”, siger Preben Blom fra Odense, der har været i et forløb med tarmkræft siden 2019 og i et halvt år har været i gang med at træne sammen med sin kone.

”Min kone og jeg nyder at komme ud i skoven. Det tager tankerne fra sygdommen”, siger han, mens han hviler ud efter en aktivitet, og fortsætter:

”Og så er det jo godt at holde sig i gang, særligt når man har været i et behandlingsforløb som kemoterapi, der tærer hårdt på kroppen.”

Inspiration til kommunale sundhedsindsatser

Kræftens Bekæmpelses Naturtræning er et eksempel på en sundhedsindsats i naturen, som der burde være mange flere af i Odense. Sådan lyder det, hvis man spørger Jakob Hald, der er frivilligkoordinator i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune og repræsenterer kommunens indsats i projektet Naturfriske Fællesskaber, et samarbejde mellem Sund By Netværket og Friluftsrådet, der hjælper kommuner og foreninger med at lave sociale aktiviteter i naturen, der øger mental og fysisk sundhed.

”Der er så mange grønne områder i Odense, men de bliver ikke brugt”, siger Jakob Hald.

Jakob Hald, frivilligkoordinator i Odense Kommune
”Der skal en kulturændring til. Hvis man ser nogle, der bruger naturen som træningsrum, bliver tærsklen for selv at gøre det lavere”, siger Jakob Hald, der er frivilligkoordinator i Odense Kommune. 

Han ser Kræftens Bekæmpelses Naturtræning som inspiration til at udvikle tilbud til ældre, handicappede og borgere i det hele taget. Og han så gerne, at mange flere ville motionere i naturen.

”Der skal en kulturændring til. Hvis man ser nogle, der bruger naturen som træningsrum, bliver tærsklen for selv at gøre det lavere”, siger Jakob Hald.  

Flere motionstilbud i naturen

Ambitionen i Odense Kommune er, at der gennem projektet Naturfriske Fællesskaber etableres fem til syv naturtræningshold inden for det næste år. Det er dog vigtigt, at det er foreninger, der bærer tilbuddene, mens kommunen støtter op ved at stille ressourcer til rådighed, som f.eks. adgang til kommunens 16 frivillighuse, der er aktivitetshuse for seniorer og ældre.

”Og vi har også et tilbud om at betale naturtræneruddannelsen for frivillige”, forklarer Jakob Hald.

Naturfriske Fællesskaber

Projektet Naturfriske Fællesskaber er et samarbejde mellem Sund By Netværket og Friluftsrådet, der hjælper kommuner og friluftsforeninger med at lave udendørs, sociale aktiviteter, der øger den mentale og fysiske sundhed.

Læs mere om projektet her.

Foruden Kræftens Bekæmpelse er Jakob Hald i dialog med bl.a. Astma-Allergi Danmark og Hjerteforeningen. DGI, der har udviklet naturtræningskonceptet, spiller også en central rolle i indsatsen. Og Jakob Hald er meget åben over for andre samarbejdspartnere.

”Udfordringen er, at der som så mange andre steder mangler frivillige” siger Jakob Hald, der har oplevet, at DGI’s uddannelsesforløb, der er målrettet frivillige, er blevet aflyst pga. for få deltagere.  

Det lader Jakob Hald sig dog ikke slå ud af.

”Vi knokler på, og vi må bare blive endnu bedre til at fremhæve de positive effekter ved naturtræning, for de vedrører jo også de frivillige”, siger Jakob Hald.

 

Kontakt
Merlin Christophersen
Kommunikationskonsulent
24 63 76 41

Få nyheder fra Friluftsrådet direkte - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig her