Ansøg om Badepunkt til jeres særlige badesteder
Tildelingen af Badepunkt-flaget skal godkendes af Badepunkt juryen, som består af eksperter inden for mærkningsordningens indholdsmæssige område.
Juryen har kompetencer inden for følgende fagområder: Natur- og miljøforhold langs kysten, nationale badevandsdata, kystturisme, kommunal forvaltning af kystområder, kystsikkerhed, vandsikkerhed og frivillighed og friluftsfremme.
Mærkningen gælder for et år ad gangen og omfatter en zone på badestedet, hvor der skal være tilknyttet et badevandsprøvetagningspunkt. For at opnå mærkningen skal aktøren opfylde alle obligatoriske kriterier.
Mærkede badesteder modtager kontrolbesøg i løbet af badesæsonen.
Sådan søger du
Kommuner og private aktører, som vil søge om Badepunkt, får oprettet en brugerprofil i Friluftsrådets Badepunkt-database.
Har I ikke tidligere haft Badepunkt, kan I ringe til Friluftsrådet på tlf. 2467 6643 eller sende os en mail på bf@friluftsraadet.dk
Læs en uddybelse af kriterierne her
Der findes mange forskellige typer af badesteder, og der kan være en varierende mængde af badegæster på de forskellige badesteder. Der er derfor et særskilt fokus i kriterierne på at muliggøre lokalt tilpassede løsninger og drift.
Kontingent og priser
Man kan få Badepunkt til den almindelige badesæson om sommeren (juni-august) eller Vinterbadepunkt til vinterbadesæsonen (september-maj). Der betales et kontingent på 5.300 kr. (ekskl. moms) for én sæson pr. badested.
Ønskes der Badepunkt i sommersæsonen og Vinterbadepunkt i vintersæsonen, fås Vinterbadepunkt til rabatprisen 3.200 kr. (ekskl. moms) pr. badested. Den samlede pris for et helårsbadested bliver altså 8.500 (ekskl. moms). pr. badested.