Tag på bjergbestigning i Danmark
Mols Bjerge, Himmelbjerget og de Fynske Alper. Jaja, det smager da lidt af høje tinder, men eftersom Danmarks højeste punkt stadig ikke når op til det laveste punkt i alpelandet Østrig, så er det måske ikke de bløde danske bakker, de fleste forbinder med barske stigninger og svimlende udsigt fra toppen. Men det er en fejl, mener bakke-entusiasten Jacob T. Johansen. Han kan fortælle om danske bjerge og bakker i timevis og fortæller med stor entusiasme om de mange bakke-oplevelser, man kan få i Danmark. Nogle af fordele ved dem er, at de nemt kan bestiges på en dag og uden særligt udstyr, og de fleste bakketoppe ligger i smuk natur med god udsigt fra toppen.
”Bakkerne i Danmark er jo ikke højere end at man kan komme op og ned igen, og nå hen til den næste, på en enkelt dag. Man har et mål for turen, det er interessant og så er der udfordringen i det. En god bakkeoplevelse er kombinationen af det hårde ved at komme op og nydelsen ved at nå toppen og få en fantastisk udsigt. Er man på cykel er den tredje glæde at kunne suse nedad. Bjergbestiger-fornemmelsen kan man sagtens få i Danmark i lille skala!” siger Jacob T. Johansen.
Selv ender han tit i Søhøjlandets bakker, når han skal udforske nye bakker. Det er det område med flest høje bakker i Danmark og Danmarks højeste punkt Møllehøj ligger også i det område, der strækker sig over mere end 1000 kvadratkilometer syd for Silkeborg. Her veksler høje bakketoppe og dybe dale med åer og søer.
”Det er et eldorado for bakke-elskere. Udsigten fra Himmelbjerget over søerne er også fantastisk flot, men kører man bare i bil derop, går man glip af gåturen op fra Julsø til toppen, og den er alle strabadserne værd” mener Jacob T. Johansen.
Top-oplevelser i gummisko
Jacob T. Johansen, der ivrigt formidler sin store viden på sin hjemmeside danskebjerge.dk og bloggen Blogsbjerg, er både fascineret af bjerge og bakker, fordi det er interessant at have viden om det statistiske og matematiske i opgørelserne af bakkerne. Og så er der særlige temaer som kælkebakker, skibakker eller bakker der har haft historisk betydning som for eksempel Skamlingsbanke eller Knivsbjerg. Man kan hele tiden finde nye vinkler på at formidle bakke-oplevelser, og der er så mange måder at gøre det op på, fortæller han entusiastisk.
”En top-oplevelse kan være så meget. Min grundpointe er, at det ikke bare er højden over havet, det kommer an på, men højdeforskellene fra bakken til det omgivende landskab. Rebild bakker er statstisk set ikke blandt de højeste i Danmark, men det er en god bakke-oplevelse, fordi landskabet rundt om ligger meget lavere”.
Hans interesse for bjerge startede da han som 10-årig lige skulle afprøve et par nye gummisko på familiens ferie i Norge. Da de holdt ind på parkeringsplads fik han øje på en fjeldtop, der skulle bestiges i de nye sko, og der fik han sin første erfaring med afstande og højdemeter. Senere gik der sport i det og bakker og bjerge skulle udforskes i forbindelse med træning og Tour de France, hvor han nørdede i tal og statistik. For ca. 20 år siden begyndte han så at kortlægge Danmarks stigninger, som på det tidspunkt var et ret uudforsket emne.
Bjergbestigning topper om vinteren
Mens mange friluftsoplevelser er bedst om sommeren så er det anderledes med bjergbestigning i vinterhalvåret. Her er der nemlig ofte bedre udsigt, fordi der ikke er blade på træerne og udsigten er derfor bedre.
Man har haft for vane, at plante træer på eller rundt om bakkerne, så de ofte helt forsvinder i landskabet. Ved Lerbjerg på Fyn, har man ryddet træerne, men ved for eksempel Kobanke på Sjælland er det mere udfordringen at finde toppen inde i skoven, end at komme op på den” siger Jacob T. Johansen.
Han taler om bakkerne med varme i stemmen og det falder ham ikke let at udvælge sin yndlingsbakke. Men Mols Bjerge har store højder med flere toppe over 100 meter og åbent landskab. Og så fremhæver han også Kongsbjerg på Møn, lige syd for Møns Klint.
"Selve klinten slår mange rekorder i højdeforskelle, trappetrin og sved på panden, og når du står på f.eks. Dronningestolen, kan du se klinten, stranden og havet. Det er flot, men Kongsbjerg har faktisk en bredere og mere varieret udsigt. Man kan omtrent se halvdelen af Møn derfra,” siger han. ”Og så er op- og nedstigninger også bare mere spændende, når det foregår i åbent terræn som ved Kongsbjerg,” siger Jacob T. Johansen, der stadig mangler at bestige enkelte danske bakketoppe, bl.a. i Nordjylland.