billede af strandkål

Gå på jagt i kystens spisekammer

Vidste du, at du kan spise rigtig meget af det, der vokser ved den danske kyst? Professionel urtesamler og forfatter til kogebogen “Vild - Naturen ind i køkkenet” Thomas Laursen guider her til fem spiselige planter, der hver især er noget særligt.

Strandmælde

“Det er en af de mest almindelige planter på strandene i Danmark og den bedste salte spinat, der findes. Den smager virkelig godt, og jeg vil gerne slå et ordentligt slag for den, fordi vi har så meget af den. Så meget, at det er latterligt, at vi skal fragte bladgrønt fra den anden ende af Europa eller verden, når vi har noget stående i så store mængder, som smager lige så godt, og som alle kan finde, og som er rimelig nem at identificere.”

Hvor: Står direkte i opskyllet på kysten.

Hvornår: Fra april til juli.
Kan bruges til: Alt, hvor du ellers ville have brugt spinat.
Obs: Sidst på året er frøene også lækre. Du kan bruge både stængel og blade.

Rynket rose

“Rynket rose betragtes af mange som invasiv. For mig at se er den sindsbilledet på, hvordan vi ofte betragter det fremmede. Vi starter med at sige, at den er helt forfærdelig og kommer og tager det hele fra os. Men langsomt accepterer vi den og finder ud af, hvor meget den bringer med sig, samtidig med, at den tilpasser sig en lille smule, så den ikke gør alle de ting, vi er bange for, at den skal gøre.”

“Man skal lære at danse med den, dvs. at tage kronbladene fra den i foråret og forsommeren, hvor den er bedst. I efteråret er det den rose, der har de største hyben og dem med mest volumen i.”

Hvor: På bagstranden - der, hvor stranden slutter. Du vil aldrig finde den direkte på den hvide sandstrand. 
Hvornår: I forsommeren og i efteråret.

Kan bruges til: Dens hyben kan man bl.a. lave marmelade af, mens kronbladene kan bruges i f.eks. eddike, is eller som drys på salater. 

Obs: Ved at bruge rynket rose er du med til at bekæmpe en art, som mange forsøger at bekæmpe. Du gør altså samfundet en tjeneste ved at bruge den.

rynket rose

Brændenælde

“Brændenælden er meget alsidig. De små skud har en jernagtig smag, og tilføjer man dem røg, giver det en umami-smag, som giver mæthed. Den kan bruges til stort set alt, hvor man ellers ville have brugt spinat. Jeg kan også godt lide at bruge den sidst på sæsonen, hvor jeg tager dens frø og gemmer, så jeg altid har dem stående.”

“Der er noget fascinerende ved, at det er en ting, vi har så meget af og bruger så lidt. Det er jo dumt at gå i supermarkedet og købe spinat, når vi har brændenælder.”

Hvor: I strandenge - mere fugtige brakke områder på bagstrande.
Hvornår: Fra forår til efterår.
Kan bruges til: F.eks. suppe, pandekager, brød, i tærter, te eller i salat.  
Obs: Medbring saks og et par handsker, så du ikke bliver brændt.

strandarve

Strandarve

“Strandarven er en rigtig god introduktion til folk, der ikke kender så meget til at samle mad på stranden, for den er superalmindelig og med sine små trekantede blade nem at finde og kende, og alle vil kunne lide den. Det er en af de urter, jeg tror på, kan være med til at gøre os mere tilbøjelige til at passe på jorden og tænke mere over f.eks. madspild, fordi den er et bevis på, hvor meget og dejlig mad, vi faktisk har i vores natur.”

Den er saftig og smager af agurk og kan f.eks. bruges i tzatziki. Den idé fik jeg introduceret som forslag fra en 6. klasses-elev på et af mine kurser, og selv om jeg selv havde haft idéen i baghovedet, synes jeg med den fine gastrohat på, at det lød lidt tarveligt. Det er imidlertid blevet til en opskrift i en af mine bøger, fordi det holder - det smager rigtig godt." 

Hvor: på hvide strande Direkte i opskyllet.
Hvornår: Forår og efterår.
Kan bruges til: F.eks. som en strandgrøntsag som tilbehør til fisk og skaldyr. Topskuddene kan bruges i salat. 

Obs: Strandarven er en sukkulent og gemmer en masse vand i bladene, så den smager bedst, når det lige har regnet eller hvis den vokser under hjelme eller andre strandgræsser, hvor den holder sig grøn i længere tid. Når den sætter blomst, bliver den også gullig og bitter i smagen.

Strandbede

“Strandbeden er stamfader til alle vores bladbeder og rødbeder. Bladene smager fantastisk og har både krop og fylde og umami. Strandbeden er en grøntsag, som man for eksempel blendet ud i en fiskefond kan lave suppe eller sauce på.”

“Der er virkelig meget af den, men jeg vil anbefale, at man tager måske en tredjedel fra hver plante, hvis der er flere ved siden af hinanden, i stedet for at tømme en plante helt.”

Hvor: På især stenede kyster, der får meget vind. Findes både lige ved opskyllet og længere oppe på stranden.
Hvornår: Den har to sæsoner. Forår og sent på året.
Kan bruges til: F.eks. i salater, enten i frisk tilstand, dampet eller ristet.
Obs: Når den (er i blomst) har blomster, smager den bittert.

 

foto af strandarve vokser i sandet
Udover fisk og skaldyr er der mange spændende urter i strandens spisekammer. De er nemme at genkende og det giver et naturligt pift på menuen, når du serverer strandbede eller strandarvetzatziki til fisken (som du jo selv har fanget... eller selv har købt af en, der har fanget den).