På billedet ses en badebro. I baggrunden står 4 piger, hvoraf to af dem er på vej i vandet for at vinderbade
Friluftsrådet ønsker at forbedre befolkningens muligheder for at dyrke friluftsliv i tilknytning til vand.

I Danmark er der aldrig langt til vandet. Her ligger der et stort potentiale i at skabe mere friluftsaktivitet. Friluftsrådet ønsker derfor at forbedre befolkningens muligheder for at dyrke friluftsliv i tilknytning til vand. Det skal være nemt og attraktivt for flere at dyrke et aktivt vandfriluftsliv.

NB: Herunder ses retningslinjerne for ansøgningsfristen 15. februar 2024. De gældende retningslinjer vil altid være at finde på denne side.

Hvis dit projekt er specifikt målrettet børn og unge, skal du søge under temaet ”Børn og unges friluftsliv”.

Hvad kan der søges støtte til?

Der gives støtte til projekter, der understøtter eller igangsætter friluftsaktiviteter i direkte tilknytning til vand - dvs. ved landets kyster, strande, havne, fjorde, søer og åer.

Der er fokus på at støtte projekter, der imødekommer flere forskellige brugergruppers behov i det samme område (såsom grej og faciliter til fælles brug) eller projekter, der fremmer aktivitet på vandet hele året rundt.

Har du spørgsmål?

Er du i tvivl, om dit projekt falder inden for temaets formål? Har du spørgsmål eller brug for vejledning til din ansøgning?

Så kontakt os på tlf. 33 79 00 79 (tast 2) eller tilskud@friluftsraadet.dk

Det er et krav, at projektet baserer sig på aktiviteter i det fri (på/i vand).

Det prioriteres at yde støtte til udstyr, materialer og faciliteter. Der kan også være tale om løn til ekstern professionel bistand eller andre eksterne ydelser.

Der kan f.eks. ydes støtte til faciliteter, som skaber nye muligheder for vandfriluftsliv og adgang til vandet. Der kan også ydes støtte til udstyr til vandaktiviteter, lokale forløb om sikkerhed og vandtilvænning, eller formidling af naturen under vandoverfladen.

Se oversigt over støttede projekter i 2023 under 'Dokumenter' til højre.

Kriterier og vilkår for støtte til lokale projekter

Herunder kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål og se, hvad vi lægger vægt på, når vi behandler ansøgninger:

Hvem kan søge tilskud?

Alle kan søge om tilskud.

Det kan fx være lokale foreninger, organisationer eller kommunale og selvejende institutioner.

Projekter, som er forankret i - og udføres af - centrale forvaltningsenheder i stat, region eller kommune, støttes ikke.

Puljen støtter desuden ikke projekter med et kommercielt sigte, dvs. projekter som har til formål at generere indtjening til enkeltpersoner eller firmaer.

Hvor meget kan man søge?

Der kan søges om tilskud fra 20.000 kr.

For tilskud til og med 50.000 kr. er der ikke krav om medfinansiering, men eventuel medfinansiering vil vægte positivt.

For tilskud over 50.000 kr. er der krav om medfinansiering på minimum 30 procent.

Medfinansiering kan være i form af egne midler eller tilskud fra anden side.

Til ansøgningsfristen 15. september 2024 vil der forventeligt være en beløbsramme på 15-20 mio. kr. til uddeling under de tre temaer. Inden for beløbsrammen vil det blive prioriteret at støtte både nationale udviklingsprojekter og lokale projekter.

NB: Den endelige beløbsramme vil blive udmeldt her på hjemmesiden ultimo maj / primo juni 2024 på baggrund af endeligt modtaget udlodningsbeløb.

Friluftsrådet ønsker, at udlodningsmidlerne skal gavne så stor en del af befolkningen som muligt. Derfor prioriteres det at uddele til mange projekter frem for få, og til så mange typer af aktiviteter og ansøgere som muligt.

Der kan bevilges lavere beløb end det ansøgte under hensyntagen til hensigtsmæssig anvendelse af midlerne.

Hvilke krav er der til støttede projekter?

Det er et krav, at de støttede projekter lever op til følgende:

  • Opfylder formål og krav for det tema, hvorunder der søges støtte
  • Gør en konkret og tydelig forskel for friluftslivet og/eller naturforståelsen lokalt
  • Der er lagt en realistisk plan for projektets samlede finansiering

Ved støtte til anlæg af sheltere er det et krav, at eventuel betaling for overnatning ikke overstiger Plan- og Landdistriktsstyrelsens retningslinjer for betaling – pt. højest 30-40 kr. per nat per shelter (dvs. uanset antal overnattende). Evt. supplerende ydelser, såsom brænde, adgang til toilet mv., kan tilbydes de overnattende eventuelt imod en mindre betaling svarende til de faktiske omkostninger (må ikke have kommerciel/ erhvervsmæssig karakter).

Ved støtte til større trækonstruktioner, fx badebroer, anløbsbroer, saunaer mv., er det et krav, at der skal anvendes FSC- eller PEFC-certificeret træ.

Hvad lægges der vægt på?

Med henblik på prioritering af de indkomne ansøgninger – og fastsættelse af tilskuddets størrelse - foretages en samlet vurdering af den enkelte ansøgning, hvori følgende parametre indgår:

Effekten på udvikling af/ forbedring af det lokale friluftsliv:

  • I hvor høj grad skaber projektet nye muligheder for friluftsliv, naturoplevelser og/eller naturforståelse (fx mulighed for nye aktiviteter eller adgang til naturen)?

Målgruppen:

  • Hvor mange mennesker får gavn af projektet (fx antal deltagere i aktiviteterne/ brugere af faciliteter)?
  • I hvilket omfang vil projektet være til gavn for en bredere målgruppe end ansøgers egen kreds (fx ud over foreningens egne medlemmer)?
  • I hvilket omfang vil projektet være til gavn for målgrupper med særlige behov (fx udsatte grupper, personer med funktionsnedsættelse, eller naturuvante)?

Frivilligt engagement:

  • I hvilket omfang er frivillige involveret i projektets planlægning, udførelse og efterfølgende drift?

Nyskabelse:

  • I hvilket omfang vil projektet udvikle noget nyt, der kan være til inspiration for andre – enten lokalt eller nationalt?

Finansiering:

  • Er der lagt en realistisk plan for projektets finansiering? I hvor høj grad indgår der med- eller egenfinansiering?

Holdbarhed, forankring og drift:

  • Bygger projektet på et samarbejde mellem flere lokale aktører (enten et eksisterende eller et nyt lokalt samarbejde)?
  • I hvilket omfang vil projektets aktiviteter blive videreført ud over projektperioden? Er der lagt en realistisk plan for, hvordan aktiviteternes/ projektets fremtidige drift/ vedligehold vil blive sikret?

Klima, miljø og natur:

  • I hvilket omfang er der lagt planer for at begrænse projektets negative – og/eller sikre dets positive – påvirkning af klima, miljø og/eller natur, fx gennem tiltag, materialevalg, ressourceforbrug etc.?

Se inspiration til, hvordan du kan indtænke bæredygtighed i dit projekt.

Hvordan søger jeg (ansøgningsskema)?

For at søge tilskud under temaet 'Vandfriluftsliv' skal du bruge det elektroniske ansøgningsskema [vil være tilgængeligt her på siden fra medio juni].

Se mere om, hvad ansøgningen skal indeholde længere nede på siden.

Hvad er fristen for at søge, og hvornår får jeg svar?

Næste ansøgningsfrist er den 15. september 2024 kl. 23:55.

Når ansøgningen er indsendt, vil du modtage en mail med bekræftelse på modtagelse samt kopi af ansøgningen. Der kan forventes svar 3-4 måneder efter ansøgningsfristen.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Det er en god idé at se ansøgningsskemaet igennem, så du ved, hvilke oplysninger der bliver efterspurgt. Ansøgningen skal blandt andet indeholde:

  • Kontaktoplysninger
  • Beskrivelse af projektet, målgruppe og tidsplan
  • Budget, finansieringsplan og ansøgt beløb

Foreninger og organisationer skal indsende vedtægter og seneste årsregnskab. Private/selvejende institutioner samt virksomheder skal indsende seneste årsregnskab.

Ved ansøgninger om støtte til faciliteter skal det fremgå, hvor (hvilken adresse) anlægget vil blive opført. Vedhæft kort og fotos af facilitetens placering i området samt evt. skitsetegninger og indhentet tilbud.

Ved anlæg på privatejede arealer indsendes dokumentation for lodsejers tilladelse. Ansøgninger om støtte til større anlæg bør desuden omfatte et driftsbudget.

NB: Ved ansøgninger om støtte til større trækonstruktioner, fx badebroer, anløbsbroer, saunaer mv., skal budgettet udarbejdes på baggrund af indhentede tilbud med FSC- eller PEFC-certificeret træ. Tilbuddene skal vedhæftes som bilag.

Hvad støttes ikke?
  • Renovering eller udskiftning af eksisterende faciliteter og udstyr
  • Kommunale, regionale eller statslige forpligtelser
  • Projekter, som er forankret i – og udføres af - centrale forvaltningsenheder i stat, region eller kommune
  • Aktiviteter/udgifter, der betragtes som ansøgers almindelige drift
  • Gentagelse af allerede etablerede arrangementer
  • Projekter med et kommercielt sigte
  • Aktiviteter uden for Danmark
  • Konkurrence-/eliteidræt
  • Efteruddannelse af professionelt personale
  • Personligt ejet udstyr
  • Transportudgifter
  • Sportsanlæg, herunder multibaner og skateranlæg
  • Almindelige fitnessredskaber og legeredskaber, såsom gynger, vipper og rutsjebaner, samt fitness- og legeanlæg med kunstigt underlag
  • Udgifter afholdt - og aktiviteter gennemført - inden ansøgningstidspunktet. Afgivne ordrer, indgåede leverandøraftaler og lign. betragtes også som afholdte udgifter.
Hvis projektet får tilskud

Ansøgninger kan efter sagsbehandling enten godkendes til fuld bevilling, godkendes til delvis bevilling eller afslås.

Delvis bevilling kan fx finde sted ud fra en betragtning om forholdet mellem tilskud og størrelsen af målgruppen for ansøgningen. Eller hvis der søges til udgifter eller aktiviteter, som ikke er støtteberettigede under det ansøgte tema. Der kan ligeledes bevilges lavere beløb end det ansøgte under hensyntagen til puljens størrelse og hensigtsmæssig udbredelse og anvendelse af midlerne.

En bevilling skal som udgangspunkt anvendes inden for tre år fra bevillingsdatoen. Eventuel forlængelse kan kun ske efter forudgående aftale med Friluftsrådet.

Udbetaling af tilskuddet vil normalt finde sted, når projektet er afsluttet, og alle udgifter er afholdt. I løbet af tilsagnsperioden kan der være mulighed for en delvis udbetaling på baggrund af dokumentation for afholdte udgifter i form af et delregnskab og kort redegørelse for de afsluttede dele af projektet. Der udbetales ikke på forskud.

Hvordan behandles mine personoplysninger som ansøger og/eller tilskudsmodtager? 

For information om, hvordan Friluftsrådet behandler personoplysninger om ansøgere og/eller tilskudsmodtagere - se Friluftsrådets persondatapolitik, afsnit 2.2.

sauna udlodning
Her på siden finder du materialer, som vi håber kan være til inspiration for dit friluftsprojekt. Du finder også henvisning til andre støttemuligheder. Siden vil løbende blive opdateret med nye materialer.