Copyright
Maria Bach Sørensen
Tænd et bål
Alle børn skal opleve nærværet, hyggen og røgen, der svier i øjnene rundt om et bål i naturen.
At lave bål inviterer til stille stunder, fordybelse og nærvær. Det kan være et tiltrængt pusterum i det moderne børneliv, der stimulerer sanserne og sænker stress.
I offentlige skove må man gerne tænde bål på etablerede bålpladser. På www.udinaturen.dk kan du finde alle etablerede bålpladser og reglerne for, hvor du må tænde bål.
Lær at finde brænde, bygge et bål og hold gang i ilden. Sæt jer sammen omkring bålet og mærk roen sænke sig. Der er noget særligt ved at sidde om et bål sammen med andre.
Lav også mad sammen over bål. Det kan fx være de klassiske snobrød eller lav gryderetter. Man kan også bage æbler eller brød på sten i gløderne.