Det er også i naturbrugernes interesse at tage hensyn til dyr og fugle

Problemerne med den høje jagtintensitet i Danmark og en række andre europæiske lande er ikke alene selve afskydningen af bestandene, men i nok så høj grad de omfattende forstyrrelser, som jagten medfører, og den stærkt øgede skyhed, som får fuglene til også at flyve væk på lang afstand fra andre menneskelige aktiviteter (Meltofte 1982, Laursen et al. 2017). Det betyder, at de rekreative aktiviteter i naturen må tage højde for, at mange arter af pattedyr og fugle er meget sky.

Effekterne af de stadig mere omfattende rekreative aktiviteter generelt i den danske natur gennem det sidste halve århundrede er dårligt undersøgt, men et antal fuglearter, der yngler på sandstrande samt sky arter af rovfugle tillige med fiskehejre er pressede i visse områder, herunder de offentligt ejede skove, der siden 1969 har haft mere liberale adgangsregler fx i form af fri fladefærdsel og adgang hele døgnet i modsætning til private skove. I en analyse af et stort materiale om ynglende musvåger ved Kolding fandt Sunde et al. (2009), at 40 % af de rugende fugle havde forladt reden, når en person var 100 m fra reden, og 60 % når personen nåede ind på 50 m’s afstand. Musvågerne undgik helst at yngle indenfor 20-50 m fra menneskelige strukturer (veje, bygninger etc.), og jo større samlet længde af veje og stier, der var i et givet skov- og åbentlandsområde, desto færre musvåger ynglede der (Sunde & Odderskær 2010a, 2010b).

Fugleliv og forstyrrelser i internationale undersøgelser

For fugle generelt dokumenterer en fransk undersøgelse, at selv så lavt et forstyrrelsestryk som to vandreture pr. dag i en skov i begyndelsen af yngletiden reducerede både antallet af arter og antallet af territorier væsentligt sammenlignet med kontrolområder (Bötsch et al. 2017; se også Bötsch et al. 2018 og referencer deri). Lignende resultater blev fundet for skov og græsland i USA, hvor især specialisterne blandt fuglene var negativt påvirkede, og hvor man derfor anbefalede at holde så store samlede arealer fri for stier som muligt (Miller et al. 1998, Thompson 2015). Tilsvarende fandt Holm & Laursen (2009), at blot syv vandreture pr. dag ud over engene på Tipperne i Vestjylland i etablering- og rugetiden reducerede yngletætheden af Store Kobbersnepper op til 500 m fra ruten, ligesom fuglene var af reden i længere tid end i et kontrolområde. Siden åbningen af vejen op gennem reservatet for offentlig færdsel (med regler, der langtfra altid bliver overholdt) er der sket et fald i andelen af ungeførende familier af vibe, engryle og stor kobbersneppe, der udnytter engene inden for 200 m fra vejen, hvilket svarer til et tab på 16 % af reservatets landareal (Sterup 2019). I Holland var tæthederne af ynglende vadefugle – især vibe, strandskade og stor kobbersneppe – reducerede op til 1500 m fra trafikerede veje (Reijnen et al. 1996). Endnu mere markant har påvirkningen fra det stærkt øgede fritidsaktivitet på strandene været for arter som hvidbrystet præstekrave, stor præstekrave og dværgterne, som gik stærkt tilbage som ynglefugle langs vores kyster i anden halvdel af 1900tallet (se også Courtney et al. 2016).

Copyright

Dennis Jacobsen

Begrænsede effekter af friluftsliv

På baggrund af den daværende litteratur udarbejdede Tind & Agger (2003) et review for Friluftsrådet, hvor forfatterne konstaterede, at ”En lang række danske og udenlandske undersøgelser har påvist negative effekter af friluftsliv på dyr (især fugle) og planter. Få undersøgelser har vist ingen eller positiv effekt. Når disse undersøgelser sættes i relation til de øvrige menneskelige påvirkninger af naturen samt omfanget og formen af friluftslivet i Danmark i dag, vurderer vi imidlertid, at effekterne er begrænsede. De negative effekter af friluftsliv i Danmark er primært knyttet til jagt samt aktiviteter ved kysterne – herunder sejlads. Konkret ser vi hovedproblemerne som værende i relation til rovfugle og kolonirugende fugle samt gråsæl. Hvis der ses bort fra tidligere tiders jagtlige efterstræbelse af bl.a. rovfugle, er ingen af vore rødlistede arter sjældne og truede som følge af friluftsaktiviteter, men flere arter påvirkes i dag negativt af forstyrrelser og slitage som følge af bl.a. friluftsliv.” Forfatterne konkluderer, at ”en højere grad af zonering i forhold til friluftsliv, med etablering af forstyrrelsesfrie kerneområder på land, mener vi, kan skabe både bedre muligheder for at opleve især pattedyr og fugle, og bedre muligheder for at en række store rovfugle kan finde fodfæste i Danmark.”

Fjordens knopsvaner forstyrret af jagt

For fældende og rastende vandfugle. hvorunder fuglene ikke kan flyve i 3-4 uger, er der endnu færre undersøgelser af andre rekreative forstyrrelser end jagt, men forsøg med kajaksejleres forstyrrelser af fældende knopsvaner i Roskilde Fjord viste, at svanerne reagerede på kajakken på en afstand af oftest mellem 260 og 470 m, at de fleste svømmede 260-340 m væk, og at der efter forstyrrelserne var der færre svaner, der fouragerede, og flere der rastede end før forstyrrelsen (Clausen et al. 2020). Under forstyrrelserne steg svanernes energiforbrug med 34 %, og forfatterne anbefaler, at man holder en afstand på mere end 300 m fra fældende Knopsvaner. Problemet er her, at kajakroerne ikke selv opdager, at svanerne ikke kan flyve, og ikke ved, at deres aktiviteter er stærkt forstyrrende (se Marion & Wimpey 2007). Også ved en undersøgelse af forstyrrelser fra lystfiskeriet på Store Kattinge Sø ved Roskilde fandt Madsen (2002), at fiskeriet på efterårsdage reduceredes antallet af dagrastende troldænder fra om morgenen til om eftermiddagen med 42 %, hvorimod der ikke var et fald på dage uden fiskeri (Madsen 2002). På fiskeridage, hvor troldænderne ikke kunne udnytte en del af søen med fiskeriforbud på grund af vinden, forlod 65 % af dem søen, og der var ingen tegn på, at troldænderne vænnede sig til fiskeriaktiviteten i løbet af sæsonen.

Fugle kan vænne sig til mennesker

Mange fuglearter begyndte at optræde langt hyppigere både som ynglefugle og vintergæster i danske byer, efter at man var holdt op med at skyde og fange dem fra sidst i 1800tallet, og de fleste fuglearter har vist en stor tilpasningsevne til menneskelige forstyrrelser (Samia et al. 2015). Det forudsætter imidlertid, at alle deres møder med mennesker er fredelige eller ovenikøbet involverer fodring. Selv store og ellers meget sky fugle som enkelte havørnepar viser tegn på tilvænning til mennesker indtil en vis afstand fra rederne, hvilket givetvis blev hjulpet på vej af de beskyttelseszoner, som de første år blev etableret omkring udsatte reder, og som gav ørnene mulighed for gradvist at vænne sig til mennesker (Ehmsen et al. 2010). Andre rovfugle som fx spurve- og duehøg kan forventes i stigende grad at tilpasse sig støj og trafik i byerne, som der er tegn på i fx København og i langt højere grad i bl.a. Berlin med nu omkring 100 par duehøge (Kenntner 2018), men der er lang vej endnu, før vi kan opleve fuglebestande, der ikke er prægede af den intensive forfølgelse, der først aftog for et halvt århundrede siden.

Plads til alle friluftsmennesker og et rigt fugleliv 

Det er indlysende, at naturorganisationerne har en betydelig interesse i at give både børn, unge og voksne mulighed for at få gode oplevelser i naturen, og ikke mindst foreningernes medlemmer er stærkt interesserede i at kunne besøge selv de højt klassificerede naturområder som fx vores mange internationalt betydningsfulde fuglelokaliteter (Vikstrøm et al. 2016). Men betingelsen for, at mange mennesker kan opleve et rigt fugleliv, er naturligvis, at fuglene ikke er skræmt væk af andre besøgende, hvad enten det er ynglende rovfugle, øer med kolonirugende kystfugle eller store koncentrationer af rastende og fouragerende vandfugle. Med mange mennesker, der gerne vil bruge naturen til lands og til vands, kræver det regulering af adgangen, så den ene type af brugere ikke ødelægger det for de andre, eller fuglebestandene trues. Det involverer fx, at folk ikke går ind over enge med ynglende engfugle eller store flokke af rastende og fouragerende gæs, men i steder oplever fuglene fra godt placerede udsigtspunkter som fx skjul og fugletårne. Det indebærer også, at der fx opretholdes eller skabes steder i skovene, der er fredelige nok til, at de ’store vingefang’ (rovfugle, Sort Stork og Fiskehejre mv.) kan yngle med succes, og derefter kan opleves mange andre steder i naturen.

Vi skulle gerne have den sorte stork tilbage som dansk ynglefugl, efter at den blev fortrængt for kun 50 år siden.

Som eksempler på konfliktområder kan nævnes, at der etableres flere og flere mountainbikeruter bl.a. i skovenes kuperede områder, hvor der ikke tidligere var veje og stier og derfor var fred til de særligt følsomme arter. Og hvor sejlads tidligere var begrænset til områder med en vis vanddybde, sejler windsurfere, kitesurfere, vandscootere og kajakker nu omkring i lavvandede områder, hvor der ellers var fred til rastende og fældende svømmefugle. Med regulering af adgangen har man mange steder søgt at løse sådanne konflikter fx med lokale fredningsbestemmelser eller generelle regler for færdsel og adgang til naturen, hvilket langt hen ad vejen er lykkedes for jagtens vedkommende, men den politiske vilje til at indføre og ikke mindst håndhæve adgangsregler for andre rekreative aktiviteter er desværre mindsket markant de senere årtier.

Hans Meltofte, 1. november 2020