Nyhed

Udbud: udviklingsprojekter i Danske Naturparker skal evalueres

Gåtur i skov i Naturpark Maribosøerne
Friluftsrådet har sendt en evalueringsopgave i udbud med ansøgningsfrist 31. januar 2020. Undersøgelsen skal blandt andet måle kendskab til naturparkerne og vurdere hvordan udviklingsprojekter forankres.

Hvor mange kender egentlig de Danske Naturparker og ved, hvad man kan opleve der? Blandt andet det spørgsmål skal Friluftsrådet have svar på i en evaluering af mærkningsordningen Danske Naturparker, der har eksisteret siden 2014, hvor Friluftsrådet udviklede konceptet med støtte fra Nordea-fonden. 

Evalueringen, som Friluftsrådet netop har sendt i udbud skal afdække kendskabsniveauet til mærkningsordningen og de 12-15 danske pilotnaturparker og naturparker. Desuden skal fire udviklingsprojekter i naturparkerne evalueres og koncepternes fremtidige forankring i naturparkerne skal vurderes. De fire koncepter, der de næste år skal bidrage til at udvikle naturformidling og friluftstilbud i Danske Naturparker er:

  • Unge Naturparkguider - et undervisningsforløb, der har til formål øge elevernes kendskab til deres lokale naturpark, og som kan demonstrere, hvordan naturparken kunne være en ressource i undervisningen i grundskolen.
  • Lokale guider, der skal inddrage og kompetenceudvikle lokale aktører til frivillige formidlere. Det kan f.eks. være lokalhistoriske ildsjæle, naturentusiaster eller den lokale landmand, som klædes på til at formidle netop deres specielle interesseområder og agere som aktive ambassadører for naturparkerne.
  • Spring Ud i Naturen - et koncept der styrker børn i 0-6-års alderens viden om naturen samtidig med, at deres motorik og sanser styrkes. Aktiviteterne er skabt for og med børn samt afprøvet og evalueret af 150 pædagoger og dagplejere over hele landet. Konceptet kan udvikle naturparkerne som tilbud til og destination for de små børn – hvad enten de besøger naturparkerne med deres dagtilbud eller familie.
  • VILD MAD: VILD MAD er et landsdækkende som er udviklet af non-profit-foreningen MAD, der vil stå for udbredelsen af konceptet i naturparkerne i dette projekt. VILD MAD-projektet har til formål at give danskerne bedre forståelse for at samle og spise råvarer fra naturen.

De fire koncepter er en del af et udviklingsprojekt i Danske Naturparker der er støttet af Nordea-fonden og løber de næste tre år. 

Læs mere på www.udbud.dk