Nyhed

Oplev Friluftsrådet på Folkemødet 2021

Folkemødet på Bornholm
COVID-19 har i den grad sendt danskerne ud i naturen det seneste år. På Folkemødet 2021 sætter Friluftsrådet fokus på flere og bedre natur- og friluftsoplevelser til alle.

Folkemødet bliver en anderledes størrelse i år med færre events og mere digital deltagelse. Men Friluftsrådet er fysisk på plads på Bornholm og inviterer til oplevelser for både store og små med fokus på bedre og flere friluftsoplevelser til folket.

Torsdag 17. juni 2021

08.00-11.00

Torsdag morgen den 17. juni inviterer DR sammen med Friluftsrådet, Naturstyrelsen og De Naturhistoriske Museer på både vild mad, en udstilling af nogle af danskernes flotteste naturfotos samt særligt udvalgte genstande fra De Naturhistoriske Museer på havnen i Allinge. Flere skal nemlig få øjnene op for, hvad naturen har at tilbyde af både sjove og lærerige oplevelser. Kom derfor forbi DR’s område på Havnen i Allinge og bliv meget klogere på, hvad vores natur kan tilbyde. Både for øjet, ganen og den eventyrlystne.

Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen og direktør Winni Grosbøll vil stå klar til at fortælle om Vores Natur, der er et af de største naturformidlingsprojekter, Friluftsrådet har været med til at skabe. Du har måske set med på DR1 i Vores Vidunderlige Danmark, der gav os de største oplevelser og dramaer fra naturen lige i sofaen.

11.00-11.45

Friluftsrådet lancerer en helt ny pulje på 10 millioner til partnerskaber mellem foreninger, der vil bruge friluftsliv til at styrke udsatte gruppers trivsel og relationer, og du kan høre meget mere om puljen på Folkemødet.

Kom og mød Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen og direktør Winni Grosbøll og få en snak om puljens kriterier, få lidt materiale med hjem og bed os endelig om sparring på jeres projektideer. Vi holder til ved havnen i Allinge ved DR.

Missing indholdselement.

Fredag 18. juni 2021

09.15-10.00

Hvordan skal fremtidens klasseværelse egentlig se ud? Det spørgsmål stiller Friluftsrådet en række praktikere og eksperter inden for skole- og uddannelsesområdet fredag på Folkemødet. COVID-19 har betydet en omvæltning for både elever og lærere på de danske skoler. Blandt andet er udeundervisning blevet en ny del af hverdagen i det seneste år. Men burde man ikke prioritere MERE udeundervisning og give vores elever og lærere flere naturoplevelser i skoletiden også efter COVID-19?

Hør blandt andre Friluftsrådets direktør, Winni Grosbøll, rektor for Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, programchef i Villumfonden, Agi Csonka og forstander for Osted Fri- og Efterskole, Per Krøis Kjærgaard. Debatten afholdes på scene 4, B4.