Nyhed

Mød Friluftsrådet på Naturmødet i Hirtshals 2022

hovestrøget på Naturmødet 2018
Spændende debatter om mulighederne for friluftsliv, workshops og fede friluftsaktiviteter. Det er nogle af punkterne på Friluftsrådets program på Naturmødet i Hirtshals 19.-21. maj 2022.

Naturmødet er tilbage, og Friluftsrådet er at finde på scener, til debatter og i Friluftslivets telt, der samler en række af Friluftsrådets medlemmer med forskellige friluftsaktiviteter.

Det hele sker i Hirtshals i dagene 19.-21. maj under temaet "Bro eller barriere".

Her kan du debattere med Friluftsrådet

Fredag 20. maj kl. 12.00 på Thunderdome: Friluftsliv i nye naturområder

Sammen med Collective Impact Fremtidens bæredygtige landskaber er Friluftsrådet vært for en debat om hvordan friluftslivet bliver tænkt med i nye naturområder - og hvordan det bliver en succes. Du kan blandt andet møde Mogens Gade, Søren Møller, Bjarke Lauersen, Birgit Stenbak Hansen og høre, hvordan friluftsliv kan være nøglen til lokal opbakning og god samfundsøkonomi i projekter, der skaber ny natur.

Hvordan sikrer vi, at det sker, og at det bliver en succes?

Fredag 20. maj kl. 15.00 ved Center for Børn og Natur: Børns naturdannelse - hvad kan vi gøre for at styrke børns forhold til naturen?

Her deltager vi i en samtale med Danmarks Jægerforbund, KFUM Spejderne, Natur & Ungdom om naturdannelsesbegrebet. Det handler om vores forhold til naturen, som både rummer materielle bånd, kropslige erfaringer, viden, følelser og filosofi.

Forskeren bag begrebet, Søren Præstholm vil deltage i samtalen sammen med Friluftsrådet, som har undersøgt naturdannelse i praksis, og organisationer, som laver aktiviteter for børn i naturen.

Alle deler ud af deres erfaringer, og i fælles samtale undersøger vi, hvad vi kan gøre mere af for at styrke de opvoksende generationers tilknytning til naturen. 

Lørdag 21. maj kl. 12.00 på NaTour: Friluftsrådet deltager i debatten "Det sidste barn i naturen" arrangeret af Center for Børn og Natur. 

Fremtidens natur skal passes på af nutidens børn. Så hvad gør vi ved faldende naturkontakt blandt nutidens børn? Vi tager en åben og ærlig samtale om dette, og hvad vi kan gøre sammen på tværs af aktører/arenaer, politiske ståsteder og lokal-nationale perspektiver.

Vi beder en række centrale aktører pege på, hvor de ikke selv gør det helt godt nok – og hvor der er barrierer at overkomme. Vi tvinger aktørerne i panelet til at kigge indad og være hudløst ærlige om hvor de som aktør IKKE slår til. Med afsæt i ”bekendelserne” skal vi finde løsninger på tværs af aktørerne – og her kan de konstruktive tiltag og positive erfaringer som aktørerne har bringes i spil. 

Lørdag 21. maj kl. 14.00 på Thunderdome: Friluftsrådet deltager i debat om havet og marine naturnationalparker arrangeret af Socialistisk Folkeparti & Danmarks Naturfredningsforening. 

Der er nu et politisk ønske om at etablere kystnære marine naturnationalparker - men i hvor høj grad skal nationalparkerne til havs ligne dem på land? Hvordan har vi det med regler for brugen af dele af vores kystnatur, og hvad mener specielt stor-brugere/forbrugere af kysterne og havet? 

Det kan du opleve i Friluftslivets telt 

Friluftsrådets stand nr. 52 (lige ved Thunderdome-scenen):

Sammen med en række medlemsorganisationer har Friluftsrådet lavet Friluftslivets Telt, hvor der vil være oplæg, debatter, arrangementer og quizzer. 

Torsdag 19. maj er der fokus på friluftsliv for alle - især mennesker med handicap, som bliver ufrivillige inde-mennesker, fordi der er forhindringer for at komme ud i naturen. Outdoor Institute, KFUM-Spejderne og Sammenslutningen af unge med handicap (SUMH) sætter fokus på det. 

I løbet af torsdagen vil du også kunne opleve, hvad en hund kan gøre for naturoplevelsen. Kom ud på jagt efter tabte genstande. Bag arrangementet står DCH - Danmarks Civile Hundeførerforening.   

Fredag 20. maj er der fokus på adgang til naturen og barrierer for at komme ud. Kom og deltag i en quiz om adgangsregler og vind fine præmier.

Der er i teltet også debat om friluftsliv i naturnationalparker og om den oversete natur og friluftsarena: den blå vildmark.

Teltet lægger også scene til en snak om vigtigheden af, at børn kommer i naturen, ligesom det er fredag kl. 18.15, du kan møde Friluftsrådets nye formand Annesofie Bjerre til snack og en snak om børn i naturen og adgang til naturen. 

Lørdag 21. maj er der igen masser af punkter på programmet i Friluftsrådet telt:

Du kan komme med på en morgenløbetur arrangeret af DGI.

Du kan få ideer til dit friluftsliv på vandet.

Og så kan du også denne dag deltage i adgangsquizzer og gå på jagt med hunde efter tabte genstande i naturen.  

logoer for deltagende organisationer

Se mere på Naturmødet.dk

Vi tweeter undervejs via @Friluftsraadet.